Auktionshuset Lauritz valgte forleden dag at afslå at sælge en ikke-Muhammed reltateret akvarel af Kurt Westergaard med den begrundelse, at man ikke kan overskue konsekvenserne af, at akvarellen bliver auktioneret væk hos Lauritz til fordel for jordskælvsofrene på Haiti.
Egentlig er jeg selv noget uforstående overfor Lauritz´ beslutning, da jeg stærkt tvivler på, at en beslutning fra Lauritz´ side om at sælge akvarellen ville medføre den store polemik, da den efter hvad man kunne forstå på dagspressens gengivelse af historien blot er en harmløs akvarel. Der er et galleri, der sælger kopier af Muhammed-tegningen, vist nok uden problemer. På den anden side kan man naturligvis antage, at en sådan auktion ville tiltrække interesse hos ekstremister: tilhængere af latterliggørelse af religion og i særdeleshed Islam på den ene side og islamister på den anden. Idioter er der i sandhed nok af, og det har hele Muhammed-farcen været et glimrende bevis på, men de mulige vidtrækkende konsekvenser, som Lauritz mere eller mindre eksplicit prøver at lægge til grund for afvisningen, ser jeg som temmelig usandsynlige.
En vurdering, der sker på basis af en antagelse om, at blot at bringe en akvarel af Westergaard til en velgørende auktion til støtte for jordskælvsofre i sig selv skulle anspore polemik og terrorisme samt være decideret farlig for auktionshusets personale, ér temmelig søgt.
Når en sådan beslutning dog åbenlyst træffes på et sådant grundlag, kan man ikke undgå at tolke det som et knæfald for det pres, som kommer fra antidemokratiske og frihedsfjendtlige kræfter. Lauritz´ beslutning er for mig ikke blot, som tidligere sagt, uforståelig, men den har den har basis i irrationel frygt: paranoia, og det er en krysterisk beslutning. Det skal der ikke herske nogen tvivl om.
Noget, som jeg dog må se som mere uforståeligt, er det pres, eller måske rettere sagt den kritik, som er kommet fra politisk side. Egentlig er der dog intet nyt i, at den siddende regering og særdeleshed dets støtteparti lægger pres på organisationer og statslige organer, der ikke bør være udsat for politisk pres og smagsdommeri, ligesom at visse politikere udtaler sig om ting, som slet ikke har noget med deres ansvarsområder at gøre. Det er dog i dette tilfælde sagen uvedkommende.
Det er dog temmelig mærkeligt, eftersom at regeringen i sin tid nægtede af forholde sig til Muhammedtegningerne som noget, der angik regeringen som sådan, da det hørte under ytringsfriheden og pressens frihed til indenfor en vis rimeligheds grænse at publicere, hvad den måtte have lyst til. Nu er der tale om en privat virksomheds ret til kunne vælge mellem at påtage sig opgaven at sælge et auktionsobjekt eller at afslå, såfremt at virksomheden ikke ønsker at gøre det.
Endvidere forstår jeg ikke, hvorfor at man gør en større sag ud af Lauritz´ beslutning. Hvis man ikke ønsker knæfald for terrorisme eller at udstille Danmark som et land, der begår sådan noget, hvorfor lægger man dog fokus på et tilfælde af det samme? Hvis jeg havde været Westergaard, havde jeg blot haft hovedrysten til overs for Lauritz blacklistning af ham. Westergaard argumenterer dog heller ikke i sine udtalelser for det irrationelle i Lauritz´ afslag eller for hvorfor Lauritz skulle påtage sig opgaven, men giver blot udtryk for, at verden, deriblandt hans frisør, der ikke længere vil klippe ham, fordi han er så upopulær hos en stor del af vedkommendes klientel, er efter ham.
Det her er ikke et spørgsmål om ytringsfrihed eller frihedsrettigheder. Det er et spørgsmål om virksomheders ret til at vælge partnere og et auktionshus´ ret til at auktionere bort lige præcis det, de ønsker. Markedet skal nok løse problemet. Givetvis findes der ikke andre i øjeblikket, der afholder auktioner til fordel for Haiti på samme eksponerede måde som Lauritz, men jeg er fuldkommen sikker på, at der findes andre auktionssites og udbydere af kunst, som glædeligt ville sælge Kurt Westergaards akvarel, og jeg er sikker på, at han nok vil være i stand til at finde en ny frisør.
Galleri Draupner, der står for at sælge Westergaards muhammedtegninger, har allerede helt problemfrit overtaget opgaven og adskillige andre lignende foretagender har vist også tilbudt at hjælpe med at sælge billedet.
De, der er uenige med Lauritz og Westergaards frisør, kan selv være med til at straffe Lauritz og frisøren ved personligt at boykotte deres ydelser.
Det er en tåbelig beslutning fra Laurtiz´ side, men det er at blæse tingene fuldkommen ud af proportion at gøre det til en sag om frihedsrettigheder. Hvor ligger Lauritz´ rettigheder i det her? Lauritz´ beslutning er ren Corporate Social Responsibility (CSR) og imagepleje for at undgå profittab og andre uhensigtsmæssige konsekvenser for virksomheden, og de har deres fulde ret til at føre forretning på den måde, de vil, uden at skulle blive udsat for smagsdommeri. I sidste ende er det en virksomhedsledelses pligt at gøre alt for at forøge profitten, og med mindre man er aktionær i firmaet har man sådan set ingenting at have sagt.
Og hvis Lauritz havde valgt at undlade at bringe en ellers harmløs tegning af nogen, der var voldsomt upopulær i visse kredse for at tegne usmagelige karikaturer af jøder eller på samme vis som Westergaard havde »kritiseret« jødedommen, tvivler jeg stærkt på, at de såkaldte ytringsfrihedsforkæmpere til nogen væsentlig udstrækning ville reagere på det som et tilfælde af angreb på ytringsfriheden, selvcensur eller noget lignende. Eller som et knæfald for pro-Israel-lobbyen eller en jødisk eller zionistisk politisk-korrethed-lobby.
Angrebene på Lauritz er på den ene side mærkelig, inkonsekvent smagsdommeri, hvis kritik, som fremhævet af Ole Birk Olesen i dagens leder, tilsyneladende ikke gælder for visse virksomheders forretningsføring, mens den gælder for Lauritz, og på den anden side utildækket muslimhadsk forfølgelsesvanvid. Jeg synes virkelig, at det virker som et PR-stunt fra Westergaards side at bidrage til at blæse det her op. Det har allerede skabt øget fokus på hans maleri, person og sag.
Politikerne har nok ikke haft svært ved at se, at det er populært at støtte Westergaard, hvilket bliver udnyttet af nærmest alle fra Villy Søvndal, der tilbød at bruge SF´s hjemmeside som auktionssite, til Lars Løkke, der som statsminister fordømmer enkelte selskabers forretningsføring, selvom han da alligevel vist nok ikke gør. Anders Samuelsen er den eneste undtagelse.
Galskaben må høre op.
Egentlig er jeg selv noget uforstående overfor Lauritz´ beslutning, da jeg stærkt tvivler på, at en beslutning fra Lauritz´ side om at sælge akvarellen ville medføre den store polemik, da den efter hvad man kunne forstå på dagspressens gengivelse af historien blot er en harmløs akvarel. Der er et galleri, der sælger kopier af Muhammed-tegningen, vist nok uden problemer. På den anden side kan man naturligvis antage, at en sådan auktion ville tiltrække interesse hos ekstremister: tilhængere af latterliggørelse af religion og i særdeleshed Islam på den ene side og islamister på den anden. Idioter er der i sandhed nok af, og det har hele Muhammed-farcen været et glimrende bevis på, men de mulige vidtrækkende konsekvenser, som Lauritz mere eller mindre eksplicit prøver at lægge til grund for afvisningen, ser jeg som temmelig usandsynlige.
En vurdering, der sker på basis af en antagelse om, at blot at bringe en akvarel af Westergaard til en velgørende auktion til støtte for jordskælvsofre i sig selv skulle anspore polemik og terrorisme samt være decideret farlig for auktionshusets personale, ér temmelig søgt.
Når en sådan beslutning dog åbenlyst træffes på et sådant grundlag, kan man ikke undgå at tolke det som et knæfald for det pres, som kommer fra antidemokratiske og frihedsfjendtlige kræfter. Lauritz´ beslutning er for mig ikke blot, som tidligere sagt, uforståelig, men den har den har basis i irrationel frygt: paranoia, og det er en krysterisk beslutning. Det skal der ikke herske nogen tvivl om.
Noget, som jeg dog må se som mere uforståeligt, er det pres, eller måske rettere sagt den kritik, som er kommet fra politisk side. Egentlig er der dog intet nyt i, at den siddende regering og særdeleshed dets støtteparti lægger pres på organisationer og statslige organer, der ikke bør være udsat for politisk pres og smagsdommeri, ligesom at visse politikere udtaler sig om ting, som slet ikke har noget med deres ansvarsområder at gøre. Det er dog i dette tilfælde sagen uvedkommende.
Det er dog temmelig mærkeligt, eftersom at regeringen i sin tid nægtede af forholde sig til Muhammedtegningerne som noget, der angik regeringen som sådan, da det hørte under ytringsfriheden og pressens frihed til indenfor en vis rimeligheds grænse at publicere, hvad den måtte have lyst til. Nu er der tale om en privat virksomheds ret til kunne vælge mellem at påtage sig opgaven at sælge et auktionsobjekt eller at afslå, såfremt at virksomheden ikke ønsker at gøre det.
Endvidere forstår jeg ikke, hvorfor at man gør en større sag ud af Lauritz´ beslutning. Hvis man ikke ønsker knæfald for terrorisme eller at udstille Danmark som et land, der begår sådan noget, hvorfor lægger man dog fokus på et tilfælde af det samme? Hvis jeg havde været Westergaard, havde jeg blot haft hovedrysten til overs for Lauritz blacklistning af ham. Westergaard argumenterer dog heller ikke i sine udtalelser for det irrationelle i Lauritz´ afslag eller for hvorfor Lauritz skulle påtage sig opgaven, men giver blot udtryk for, at verden, deriblandt hans frisør, der ikke længere vil klippe ham, fordi han er så upopulær hos en stor del af vedkommendes klientel, er efter ham.
Det her er ikke et spørgsmål om ytringsfrihed eller frihedsrettigheder. Det er et spørgsmål om virksomheders ret til at vælge partnere og et auktionshus´ ret til at auktionere bort lige præcis det, de ønsker. Markedet skal nok løse problemet. Givetvis findes der ikke andre i øjeblikket, der afholder auktioner til fordel for Haiti på samme eksponerede måde som Lauritz, men jeg er fuldkommen sikker på, at der findes andre auktionssites og udbydere af kunst, som glædeligt ville sælge Kurt Westergaards akvarel, og jeg er sikker på, at han nok vil være i stand til at finde en ny frisør.
Galleri Draupner, der står for at sælge Westergaards muhammedtegninger, har allerede helt problemfrit overtaget opgaven og adskillige andre lignende foretagender har vist også tilbudt at hjælpe med at sælge billedet.
De, der er uenige med Lauritz og Westergaards frisør, kan selv være med til at straffe Lauritz og frisøren ved personligt at boykotte deres ydelser.
Det er en tåbelig beslutning fra Laurtiz´ side, men det er at blæse tingene fuldkommen ud af proportion at gøre det til en sag om frihedsrettigheder. Hvor ligger Lauritz´ rettigheder i det her? Lauritz´ beslutning er ren Corporate Social Responsibility (CSR) og imagepleje for at undgå profittab og andre uhensigtsmæssige konsekvenser for virksomheden, og de har deres fulde ret til at føre forretning på den måde, de vil, uden at skulle blive udsat for smagsdommeri. I sidste ende er det en virksomhedsledelses pligt at gøre alt for at forøge profitten, og med mindre man er aktionær i firmaet har man sådan set ingenting at have sagt.
Og hvis Lauritz havde valgt at undlade at bringe en ellers harmløs tegning af nogen, der var voldsomt upopulær i visse kredse for at tegne usmagelige karikaturer af jøder eller på samme vis som Westergaard havde »kritiseret« jødedommen, tvivler jeg stærkt på, at de såkaldte ytringsfrihedsforkæmpere til nogen væsentlig udstrækning ville reagere på det som et tilfælde af angreb på ytringsfriheden, selvcensur eller noget lignende. Eller som et knæfald for pro-Israel-lobbyen eller en jødisk eller zionistisk politisk-korrethed-lobby.
Angrebene på Lauritz er på den ene side mærkelig, inkonsekvent smagsdommeri, hvis kritik, som fremhævet af Ole Birk Olesen i dagens leder, tilsyneladende ikke gælder for visse virksomheders forretningsføring, mens den gælder for Lauritz, og på den anden side utildækket muslimhadsk forfølgelsesvanvid. Jeg synes virkelig, at det virker som et PR-stunt fra Westergaards side at bidrage til at blæse det her op. Det har allerede skabt øget fokus på hans maleri, person og sag.
Politikerne har nok ikke haft svært ved at se, at det er populært at støtte Westergaard, hvilket bliver udnyttet af nærmest alle fra Villy Søvndal, der tilbød at bruge SF´s hjemmeside som auktionssite, til Lars Løkke, der som statsminister fordømmer enkelte selskabers forretningsføring, selvom han da alligevel vist nok ikke gør. Anders Samuelsen er den eneste undtagelse.
Galskaben må høre op.
