Så er debatten blusset op påny. Skal vores SU-system reformeres? Skal der stilles krav til de studerende om studieaktivitet?
Uanset hvad svarene er på ovenstående, så har argumenterne for et SU-system altid været, at det skal betragtes som en investering i vores unge. Lægger vi et økonomisk incitament frem i form af SU'en, så vil de unge tage en uddannelse og dermed tjene flere penge senere hen. Venstrefløjen har ikke villet skelne i mellem selve uddannelserne - og argumentet har været, at en bedre uddannet befolkning generelt vil medføre, at vi generelt bliver mere konkurrencedygtigt i Danmark.
En ting der dog yderst sjældent bliver nævnt i debatten er, at der er skræmmende lidt sammenhæng i mellem, hvad folk uddanner sig til, og hvad erhvervslivet efterspørger. Ole Birk Olesen er den eneste politikker, der har rejst denne problemstilling - men kun sporadisk i en facebook-kommentar.
Siden gymnasiereformen er der kommet langt flere specialiserede linjer. Der er nu ikke længere en sproglig og en matematisk linje, men derimod en flerhed af linjer til de unge gymnasieelever. Dette lyder umiddelbart fint, da der er brug for specialiserede folk i erhvervslivet. Dog har gymnasiereformen haft den utilsigtede virkning, at flere gymnasier er begyndt at oprette flere musiklinjer og dramalinjer. Dette skyldes ikke mindst efterspørgslen fra de unge selv, og hvem kan bebrejde en 15-16-årig 9.klassesdimittend i at vælge musiklinjen frem for den naturvidenskabelig linje? I samfundet nutildags hylder vi jo folk som Sidney Lee og andre popstjerner, så hvorfor ikke gå efter drømmen?
En 15-16-årig er selvfølgelig ikke bekendt med erhvervslivets hårde realiteter, og langt de fleste forældrepar hylder indstillingen om, at ens eget barn da selvfølgelig skal gå efter, hvad han selv ønsker, frem for den hårde faderlige kærlighed der ville modsvare denne lyst med et realistisk billede af efterspørgslen på sådan en uddannelse.
Resultatet er naturligvis, at den 15-årig ender sin gymnasieuddannelse med Musik og Engelsk på højniveau og højest sandsynligt uden fysik, kemi og matematik på højniveau.
Så skulle man jo tro, at uddannelsessystemet herefter ville tvinge/øge incitamentet for den studerende til at videreuddanne sig til noget, erhvervslivet efterspørger. Men næh nej!
Laver man en grovsortering blandt de videregående uddannelser vil man opdage, at ikke færre end 21524 personer søger ind på en værdiløs uddannelse hvert år. Hvis uddannelsen varer mellem 3-5 år, kan man forestille sig, at i nærheden af 70.000 x 5000 x 12 = 4,2 milliarder kroner ryger ned i sort hul hvert år. Medregnet er ikke prisen på den gratis uddannelse, dvs. leje af lokaler, kontorer, studieadministration, professorhonorar, osv.
Hvordan har jeg så kategoriseret en værdiløs uddannelse? Jo, det er en uddannelse, som enten fungerer som et intergenerationelt pyramidespil (dvs. man kun kan bruge uddannelsen til at blive lærer i det samme fag - intet skabes ude i den virkelige verden) eller hvor det efterfølgende job stort set ingen sammenhæng har med uddannelsen.
Mange vil argumentere for, at en værdiløs grad dog kan betyde, at virksomheden ved, at akademikeren har bevist, at han/hun kan sætte sig ind i komplicerede sammenhænge og dermed skaber værdi. Til dette har man dog karaktergennemsnittet fra gymnasiet, som via en vifte af fag giver en virksomhed indsigt i den pågældende persons kunnen. I øvrigt er niveauet på visse uddannelser så skræmmende lavt, at enhver person kan ende med en værdiløs grad.
Så min kære musikdimittend fra gymnasiet har højest sandsynligt valgt at studere "musikvidenskab" eller befinder sig på "medievidenskab", hvor jobudsigterne er lig nul. Musiklærere har vi massevis af, og de er overkvalificeret i en uset grad. Hobbyprægede uddannelser har vi ikke brug for, om så det er musikanter, fodboldspillere eller frimærkesamlere. På det internationale marked fylder musik, fodbold og underholdning så forsvindende lidt til ingenting i forholdet til kul, gas, olie, varme, energi, fladskærme, biler og forsikringer, at der selvfølgelig ikke er lige mange jobs i disse kategorier.
Hvad der ikke er medregnet er politisk videnskab, statskundskab og samfundsvidenskab, som i det store og hele også er ubruglige. Tidligere krævede man ikke, at en kontormedarbejder havde en grad i statskundskab i staten. Man kunne sådan set komme fra gaden af og blive ansat som kontormedarbejder i staten. I dag bliver statskundskabsdimittender ansat i kontorstillinger, som tidligere slet ikke krævede nogen uddannelse. Det er her meget svært at få øje på, hvilken økonomisk gavn samfundet har haft af denne uddannelse. Dette kaldes akademisk inflation.
Alt peger i disse tider på at der ikke er brug for flere DJØF'ere. Staten skal spare så langt øjet rækker, virksomhederne sparer i administration, og vi skal konkurrere med andre lande om arbejdspladserne, hvorfor den offentlige sektor er nødt til at blive mindre. Alligevel optager DJØF-baserede uddannelser flere og flere, og der åbner nye DJØF-linjer. Søger man på jobbank, er der brug for 59 jurister/erhvervsjurister i hele landet, og universiteterne spytter årligt 1000 jurister/erhvervsjurister ud. Derudover er der dem, der i forvejen er arbejdsløse og som skal konkurrere med de nyuddannede. Dette står i skærende kontrast til, at der uddannes 40 maskiningeniører årligt, og der ifølge jobbank er brug for 123 af dem.
Den nyuddannede DJØF'er bliver herefter fortalt, at han skal tage frivilligt arbejde, skrive en bedre ansøgning, forbedre sit CV, få bedre karakterer, osv. Alle mulige tiltag som fundamentalt kun får musikken til at køre videre i den evindelige stoledans, og som selvfølgelig ikke øger antallet af stole. Og som den ultimative falliterklæring mener DJØF, at virksomheder burde belønnes af staten med 50.000 kr., for at ansætte en akademiker.
Når den nyuddannede DJØF'er herefter forgæves har forsøgt at finde arbejde, må han videreuddanne sig og tage en MBA oven i - nøjagtig som det sker i USA pt. Dette betyder, at man i fremtiden vil se, at virksomheder vil kræve en MBA, eftersom den oprindelige DJØF-grad ikke længere er noget værd. Fortsætter vi tendensen ender det med, at de unge uddanner sig til pensionsalderen.
Her på 180grader interesserer folk sig meget for økonomien, og der er sikkert flere DJØF'ere blandt de debatterende. Jo statskundskab er spændende - det er musik, sociologi, filosofi og kommunikation også. Ligesom jeg ser fodbold i fritiden, er der andre, der studerer politik og spiller musik. Men skal staten investere i disse uddannelser, når der reelt ikke er behov for dem? Er det ansvarligt, at der uddannes flere humanister og DJØF'ere, når erhvervslivet skriger efter ingeniører?
Man ved aldrig hvad fremtiden bringer af arbejdspladser. Men vi kommer næppe ud i en konkurrence med andre lande om at have den største offentlige sektor og det største bureaukrati. Derimod er det meget sandsynligt, at vi skal konkurrere om at udvikle den bedste teknologi.
Mange synes derudover, at det er godt og sundt for et samfund at have institutioner, som kan uddanne danskerne i musik, kunst og historie. Men hvis det betyder, at staten ikke vil have råd til den nyeste kræftbehandling, er det så ikke værd at ofre?
Jeg synes, det er et emne, der fuldkommen er blevet forsømt af alle politikkere. Jeg gad egentlig godt vide, hvor meget staten taber på denne politik. Beløbet er højest sandsynligt så stort, at det burde være en politisk topprioritet. Jeg håber især Ole Birk vil tale denne her sag højere op.