Et læserbrev i det seneste nummer af The Economist (1.-7. januar 2011) fik mig til at spekulere over den i øjeblikket gældende valgretsalder i Danmark. En japansk læser, Reiko Aoki, fra Hitotsubashi University i Tokyo skriver således bekymret, at ”the median age of voters in Japan will reach 65 within the next 15 years”.
Men hvorfor denne bekymring?
Jo, som det videre berettes, har den økonomiske omfordeling mellem de forskellige generationer, “intergenerational income distribution”, derfor stadigt større indflydelse på det handlerum politikerne har mulighed for at realisere deres politiske ambitioner i. Det gælder blandt andet spørgsmålet om, hvor omfangsrigt det offentlige pensionssystem kan og skal være.
Det er en velkendt rygmarvsreaktion, at man instinktivt banker hælene i jorden, når der er udsigt til at få ændret vilkårene for den alders-, beskæftigelses-, indkomst- eller interessegruppe, man er en del af. Det gælder studerende. Det gælder arbejdsløse. Det gælder erhvervsdrivende. Og det gælder pensionister. Det gælder kort sagt alle. Hvad end det rationelt giver god mening eller ej. Det handler om, hvad jeg vil kalde ”afhængighedens skyklapper”.
Aoki frygter lige netop, at den aldrende vælgersammensætning vil iføre sig afhængighedens skyklapper. I stedet for at tage hånd om reformer, der kan sikre den økonomiske holdbarhed, vil de sikre en stadigt større bid af kagen til sig selv. De vil kun se lige frem uden skelen til det omgivende samfund og de kommende generationer. De yngre generationer vil komme til at betale uforholdsmæssigt meget for de ældre generationer.
Vi skal vende tilbage til Aokis løsning på problemet. Men lad os her først vende blikket mod Danmark.
For her hjemme må vi som bekendt også se frem til at lade mindre generationer finansiere større generationers tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Et problem, der kræver en langsigtet løsning. Det er endda efterhånden gået op for flere og flere af folketingspartierne. Senest med statsministerens oplæg til at afskaffe efterlønnen.
Og her har vi netop endnu et eksempel på afhængighedens skyklapper.
Der er gode og vigtige stemmer at hente blandt de ældste vælgere. Det ved Dansk Folkeparti, når de varsomt går ind i diskussionen. Det ved venstrefløjens modstandere af en reform, når de råber op om en værdig alderdom. Og det ved selv højrefløjens tilhængere af en stille udfasning, når de forsikrer os om, at det hele nok skal gå. Man ved at en stor del af befolkningen vil føle, at der bliver taget noget fra dem. At de skal betale for de øjeblikkelige underskud, mens andre går fri.
Derfor er udsigterne til de helt store forandringer ikke store. Derfor kan Liberal Alliance tale om et generationstyveri. Og derfor vil afhængighedens skyklapper endnu engang blokere for et fuldt og fordomsfrit blik på velfærdsstatens nuværende tilstand. Med en aldrende vælgersammensætning er problemerne i Danmark de samme som i Japan. Hvem tør føre gennemgående reformer ud i livet, når man samtidig risikerer at skubbe en større og større del af befolkningen fra sig?
Reiko Aoki fremsætter et radikalt forslag, der måske vil være værd at tage op til overvejelse. Han skriver, at ”we should seriously consider giving children a vote and having their parents use it on their behalf”.
Det er en kontroversiel holdning, der medfører en række indlysende spørgsmål: Hvorfor skal børnefamilier pludselig have mulighed for at afgive flere stemmer end andre dele af befolkningen? Skal grænsen stadig gå ved 18 år? Og hvem skal sætte krydset, hvis forældrene er uenige?
Men jeg synes, det er et spændende forslag, der måske vil kunne sætte gang i en fornyet debat om den danske valgretsalder. For hvorfor skal den lige være 18 år? Og hvorfor skulle 15 eller 16 år være bedre? Hvorfor vurderes unge under 18 år ikke at kunne tage stilling politisk, mens demente ældre mennesker kun nødtvungent fratages denne ret? Og hvorfor gælder princippet om én borger, én stemme kun over en arbitrær aldersgrænse?
Jeg ved intet om de juridiske muligheder og begrænsninger, og jeg anerkender en række problemer i forslaget, men ikke desto mindre synes jeg, at debatten er værd at tage.
For jeg vil nødig have afhængighedens skyklapper til at udstikke kursen for Danmark i de kommende år.
