Dagens kronik i Politiken er kronikeret af Flemming Nyborg; Må der være en grænse?
Kroniken handler om grænseoverskridelse og tager udgangspunkt i teaterets verden. Jeg gav mig til at læse kronikken, mens jeg i forventningsfuld spænding ventede på et åndssvagt udsagn om Muhammed-krisen, som kunne danne baggrund for et blog-indlæg.
Jeg måtte pløje mig igennem 2/3 af en kedeligt skrevet kronik om et emne, som overhovedet ikke interesserer mig, før Flemming Nyborg åbner et afsnit med disse løfterige ord:
Når nogle tegnere med rette føler sig truet og må have politiet til at beskytte sig mod satirens ofre, er det en uhyrlig situation. Deres sikkerhed er truet, og trygheden er i fare.
Vi bliver efterfølgende beriget med et par nyklassiske klichéer;
- “derfor er det ikke altid en god idé at udnytte sin frie ret til det yderste”
- “Hvis man synes, at en kollega er et dumt svin, vil det næppe fremme klimaet på arbejdspladsen, hvis man lader det komme eksplicit til udtryk…”
- “Selvcensur. Det var dog et grimmer ord! Før i tiden talte man om at lægge bånd på sig selv, og det blev regnet for godt at kunne.”
»Verden er en scene«, sagde Shakespeare…
»Verden er en scene«, sagde Shakespeare, men dermed er ikke sagt, at det, man kan tillade sig på de skrå brædder, også er o.k. udenfor. Hvis man ikke kan lide mosten, kan man vælge et andet teater eller blive hjemme. Du kan ikke vælge en anden verden, og verden er også en arbejdsplads og et fælles rum.
»My brain hurts«, sagde Michael Palin…
Verden udenfor teateret er ikke en stor klæbrig masse, som sidder hjælpeløst fast på ens fingre, når blot man én gang er kommet i kontakt med den. Verden udenfor teateret er en mangfoldig størrelse, og den indeholder mange rum, som har det til fælles med det enkelte teater at rummet kan vælges fra.
YouTube-videoer, Facebook-grupper, blogs, Jyllands-Postens debat-sektion, foredrag, sange, bøger, tegneserier og alle de andre formater, som Islam-kritikere bruger deler et fællestræk i at de er nemme at vælge fra.
Oh well… whatever… nevermind…
Flemming Nyborgs kronik er interessant, da den illustrerer en kronikørs manglende evne til at rationalisere hans instinktive modstand mod Islam-kritik.
80% af kroniken handler om grænseoverskridning og relaterede tendenser indenfor bladtegning, teater og satire. Med et sådant emne kan han ikke snige sig udenom Muhammed-tegningen, som får tildelt 20% af pladsen. Men hvor kronikøren kan skrive kritisk, objektivt eller begejstret om alt fra Lars Norén til Dødens Triumf, så kan han ikke berøre Muhammed-tegningen uden pligtskyldigt at tage afstand fra den.
Konklusion:
»Verden er en scene«, sagde Shakespeare… Hvis man ikke kan lide mosten, kan man vælge et andet teater eller blive hjemme.
Jeg kunne have svoret at det umiddelbart overstående, og kun meget lidt redigerede, Flemming Nyborg-citat var et stærkt argument for det tilladelige i at støde religiøse følelser.
Flemming Nyborg må slå krøller på sig selv for at kunne finde gene hale og eget hoved.
Se også:
Flemming Nyborg kunne lære en ting eller to af Tomasz Wróblewski
