I forlængelse af artiklen ”Dansk kultur udelukker nydanske talenter” fra Information den 3. feb., som beskriver nogle af de pointer og perspektiver jeg har fundet frem til i mit antropologiske speciale fra DPU ved Aarhus Universitet, har der været en del debat og kommentarer i diverse aviser og elektroniske medier, hvilket er ganske forståeligt eftersom problemstillingen ikke kun handler om Danmarks nationale sportsgren, fodbold, men også om hvilke(n) politikker, opdragelsessigte, spillestile og personlige egenskaber, der er indlejret i 'den danske model'. Derfor vil jeg i det følgende kort opsummere undersøgelsens mest centrale pointer for på den måde at tydeliggøre mit ærinde, nemlig at skabe grundlag for nye måder at tænke på frem for at komme med den endegyldige forklaring på, hvorfor ”fodbold-Danmark” endnu ikke har en ’Zlatan’.
Mit hovedformål har været at undersøge faktorer, der influerer på hvilke unge fodboldtalenter der slår igennem i dansk elitefodbold, med særlig fokus på frafaldet af etniske minoritetsdrenge. Det vil altså sige, at jeg har fokuseret på de generelle inklusions- og eksklusionsprocesser i dansk elitefodbold for derefter at se på en specifik social kategori.
Undersøgelsen har vist, at der findes en lang række moralske, etiske og opdragende policies (politikker) og kodekser i dansk elitefodbold, der foreskriver nogle parametre for inklusion og eksklusion af elitefodboldspillere, uanset om spillerne har etnisk dansk eller anden etnisk baggrund. Disse policies og kodekser handler både om spillernes adfærd på og uden for banen, forstået som ’adfærdsspillereglerne’. Det betyder, at for flertallet af de unge fodboldtalenter, uanset om spillerne har etnisk dansk eller anden etnisk baggrund, er det ikke nok at være god til at spille fodbold for at slå igennem, idet elitefodboldklubberne og trænerne stiller en række krav, der handler om mere og andet end selve fodboldspillet, og disse krav er kun til forhandling i begrænset omfang. Disse krav handler bl.a. om, at spillerne skal ’gøre hvad der bliver sagt’, indordne sig under klubbens og kollektivets interesser, udvise selvdisciplin, være en rollemodel/ambassadør, tage en ungdomsuddannelse og blive et ”helt menneske”.
På fodboldbanen handler 'den danske model' i høj grad om at finde den rette vægtning mellem holdånd og individualitet, hvor det strategiske fodboldspil og holdet vægtes højere end 'det individuelle' fodboldspil. Derfor handler det for de unge fodboldtalenter om at blive ’holdspillere’. Der samles ikke på ’Dario-spillere’, 'Zlatan-typer' eller 'Primadonnaer' i dansk elitefodbold, dog kan enkelte ’skæverter’, der kan ’tænke ud af boksen’, gavne blandt de mange ’skolede’ spillere, som følger den aftalte strategi. Den danske elitefodboldspiller skal altså stræbe efter at have den rette karakter, attitude, vilje og sammenbidthed og være villig til at blive ’skolet’ af trænerne og overholde de tilrettelagte strategier, udover at spillerne naturligvis også skal have nogle fodboldmæssige færdigheder.
Pointen er den, at ’adfærdsspillereglerne’, det strategiske fodboldspil og den ’skolede’ fodboldspiller også hænger sammen med en ’etnisk dansk spillestil og mandstype’. Undersøgelsen viser, at der i dansk elitefodbold findes en klassificeringsmodel, hvor spillere med anden etnisk baggrund relativt ukritisk tilskrives en bestemt ’etnisk’ spillestil og mandstype, der ikke ’passer’ til den vedtagne ’etnisk danske spillestil og mandstype’. På den måde fastholdes disse spillere i denne ’etniske’ spillestil og mandstype, da både trænerne og til dels også spillerne selv opfatter sig som ’forskellige’, hvilket synes at være en medvirkende faktor til, hvorfor så få spillere med anden etnisk baggrund slår igennem i dansk elitefodbold. For eksempel fremtræder den ’etniske’ spillestil og mandstype som ’kreativ, risikovillig dribleteknik’ og ’aggressivt, fremadrettet spil’ mere negativt i en dansk fortolkningsramme, og som tegn på ’egoisme’, ’stort selvværd’, en ’kort lunte’, trangen til at ’vise sig’, ’utålmodighed’ og ’manglende lydhørhed’. Det er dog vigtigt at påpege, at der naturligvis findes afvigelser i forhold til disse spillestile og mandstyper, da ikke alle spillere med anden etnisk baggrund fx spiller ’aggressivt og fremadrettet spil’ og omvendt, men pointen er dog klar, at der i dansk elitefodbold foregår en ’etnificering’ eller ’nationalisering’ af spillestile og mandstyper.
Der synes ikke at findes nogle entydige forklaringer på frafaldet af etniske minoritetsdrenge i dansk elitefodbold, men på trods af det findes der en 'dansk model', der foreskriver nogle parametre for inklusion og eksklusion af spillere, og hvis man ikke ’passer’ ind i denne 'danske model' kan det være svært at slå igennem, medmindre man besidder nogle ekstraordinære fodboldtalenter. En konklusion er, at elitefodbold i Danmark i høj grad bør opfattes som et pædagogisk projekt, og ikke kun et spørgsmål om indersidespark - og derfor bør 'fodbold-Danmark' spørge sig selv om, hvad er det 'vi' vil med dansk elitefodbold?
Martin Treumer Gregersen
cand.pæd. antropolog
Mit hovedformål har været at undersøge faktorer, der influerer på hvilke unge fodboldtalenter der slår igennem i dansk elitefodbold, med særlig fokus på frafaldet af etniske minoritetsdrenge. Det vil altså sige, at jeg har fokuseret på de generelle inklusions- og eksklusionsprocesser i dansk elitefodbold for derefter at se på en specifik social kategori.
Undersøgelsen har vist, at der findes en lang række moralske, etiske og opdragende policies (politikker) og kodekser i dansk elitefodbold, der foreskriver nogle parametre for inklusion og eksklusion af elitefodboldspillere, uanset om spillerne har etnisk dansk eller anden etnisk baggrund. Disse policies og kodekser handler både om spillernes adfærd på og uden for banen, forstået som ’adfærdsspillereglerne’. Det betyder, at for flertallet af de unge fodboldtalenter, uanset om spillerne har etnisk dansk eller anden etnisk baggrund, er det ikke nok at være god til at spille fodbold for at slå igennem, idet elitefodboldklubberne og trænerne stiller en række krav, der handler om mere og andet end selve fodboldspillet, og disse krav er kun til forhandling i begrænset omfang. Disse krav handler bl.a. om, at spillerne skal ’gøre hvad der bliver sagt’, indordne sig under klubbens og kollektivets interesser, udvise selvdisciplin, være en rollemodel/ambassadør, tage en ungdomsuddannelse og blive et ”helt menneske”.
På fodboldbanen handler 'den danske model' i høj grad om at finde den rette vægtning mellem holdånd og individualitet, hvor det strategiske fodboldspil og holdet vægtes højere end 'det individuelle' fodboldspil. Derfor handler det for de unge fodboldtalenter om at blive ’holdspillere’. Der samles ikke på ’Dario-spillere’, 'Zlatan-typer' eller 'Primadonnaer' i dansk elitefodbold, dog kan enkelte ’skæverter’, der kan ’tænke ud af boksen’, gavne blandt de mange ’skolede’ spillere, som følger den aftalte strategi. Den danske elitefodboldspiller skal altså stræbe efter at have den rette karakter, attitude, vilje og sammenbidthed og være villig til at blive ’skolet’ af trænerne og overholde de tilrettelagte strategier, udover at spillerne naturligvis også skal have nogle fodboldmæssige færdigheder.
Pointen er den, at ’adfærdsspillereglerne’, det strategiske fodboldspil og den ’skolede’ fodboldspiller også hænger sammen med en ’etnisk dansk spillestil og mandstype’. Undersøgelsen viser, at der i dansk elitefodbold findes en klassificeringsmodel, hvor spillere med anden etnisk baggrund relativt ukritisk tilskrives en bestemt ’etnisk’ spillestil og mandstype, der ikke ’passer’ til den vedtagne ’etnisk danske spillestil og mandstype’. På den måde fastholdes disse spillere i denne ’etniske’ spillestil og mandstype, da både trænerne og til dels også spillerne selv opfatter sig som ’forskellige’, hvilket synes at være en medvirkende faktor til, hvorfor så få spillere med anden etnisk baggrund slår igennem i dansk elitefodbold. For eksempel fremtræder den ’etniske’ spillestil og mandstype som ’kreativ, risikovillig dribleteknik’ og ’aggressivt, fremadrettet spil’ mere negativt i en dansk fortolkningsramme, og som tegn på ’egoisme’, ’stort selvværd’, en ’kort lunte’, trangen til at ’vise sig’, ’utålmodighed’ og ’manglende lydhørhed’. Det er dog vigtigt at påpege, at der naturligvis findes afvigelser i forhold til disse spillestile og mandstyper, da ikke alle spillere med anden etnisk baggrund fx spiller ’aggressivt og fremadrettet spil’ og omvendt, men pointen er dog klar, at der i dansk elitefodbold foregår en ’etnificering’ eller ’nationalisering’ af spillestile og mandstyper.
Der synes ikke at findes nogle entydige forklaringer på frafaldet af etniske minoritetsdrenge i dansk elitefodbold, men på trods af det findes der en 'dansk model', der foreskriver nogle parametre for inklusion og eksklusion af spillere, og hvis man ikke ’passer’ ind i denne 'danske model' kan det være svært at slå igennem, medmindre man besidder nogle ekstraordinære fodboldtalenter. En konklusion er, at elitefodbold i Danmark i høj grad bør opfattes som et pædagogisk projekt, og ikke kun et spørgsmål om indersidespark - og derfor bør 'fodbold-Danmark' spørge sig selv om, hvad er det 'vi' vil med dansk elitefodbold?
Martin Treumer Gregersen
cand.pæd. antropolog
