Reaktionen på de religiøse optøjer summerer nydeligt et tiltagende svækket Vesten
De vanvittige voldelige optøjer over religiøse tegninger er en magtdemonstration fra de i den islamiske verden, der længe har følt sig kastrerede og krænkede af Vesten´s økonomiske overlegenhed. Styrkede af Osama bin Laden´s terrorangreb af 11/9 2001, er de også opildnede af Vesten´s indre uenighed og dens ynkelige respons på den tiltagende intolerance og provokationer.
Ligeledes har en halvofficiel politik hos NSW Bureau of Crime and Statistics omkring modarbejdende unge arabiske australske mænd, der opfører sig kriminelt og asocialt i Sydney svækket politiet, mens lovbrydere opildnes til endnu mere dristig opførsel.
Vesten´s institutionaliserede svaghed eksemplificeres af dens reaktion på tegningoptøjerne: undskyldningerne fra regeringerne, arrestationen af en fransk redaktør, avisernes beredvillige accept at begrænsninger i ytringsfriheden, til trods for at tegningerne efter vestlig satirestandard er tamme.
Den mest provokerende tegning er sandsynligvis den der viser en muhammedlignende figur med en lunte i tubanen, eller den med en række selvmordsbombere på en sky, med en islamisk gejstlig der siger: ”Stop! Vi er løbet tør for jomfruer”.
Men den globale overreaktion på offentliggørelsen af en privateget avis i et sekulært vestligt samfund viser, at der findes et tiltagende antal muslimer, der forventer at kunne styre hvad ikke-muslimer gør i deres egne lande.
Mordet på den hollandske filmmager Theo van Gogh i 2004 af en muslimsk ekstremist, rasende over van Gogh´s dokumentar om vold mod muslimske kvinder, var kun begyndelsen.
I Australien er alle undtagen én avis afstået fra at trykke tegningerne grundet det ukarakteristiske sensitive ønske om ikke af oppiske vanvidet, der indtil videre har kostet ni liv.
Men mens vi tilpasser os det intolerante, synes vi mere og mere besluttede på at afsøge ethvert tegn på intolerance i os selv. Se eksempelvis på lærerfagforeningens undersøgelse af kulturel genopdragelse af børn fra Victoria efter en undersøgelse af 551 gymnasieelever, der fandt at størstedelen havde negative opfattelser omkring muslimer.
En leder i ”The Age” forsøgte endog at undskylde det uundskyldelige ved at sige omkring undersøgelsens resultater: ”Det kan ikke undre nogen at mange muslimer ser ”krigen på terror” som ”krigen på dem”. Deres samfund belejres af fjendtlighed og mistænksomhed, hvilket hjælper med at forklare hvorfor de ønsker at deres smerte skal formidles”.
Civiliserede folk formidler almindeligvis ikke deres ”smerte” ved at nedbrænde andre folks ambassader, stene kirker eller svinger den slags bannere, der blev rapporteret ved en protest over tegningerne i London: ”Massakrer de der krænker Islam” og ”Europa, jeres 9/11 vil komme”.
Denne krybende accept af intolerance i vor midte, er hvad Daniel Pipes, direktør for den amerikanske tænketank ”Middle East Forum”, har advaret mod som den anden udløber af et radikalt islamistisk angreb på Vesten: uophørlige krav om kulturelle forandringer. Denne ikke-voldelige men forøgede indtrængen der berøver vestlige sekulære samfunds friheder og samdrægtighed, er muslimske minoriteters særlige privilegier.
Militante islamister mener, at deres totalitære ideologi er vort liberale demokrati overlegent, sagde Daniel Pipes. ”Hvor der er forskelle mellem deres tilgang og den australske tilgang, vil de have at Australien skal blive som dem, og ikke omvendt”, sagde han.
Det var de hadprædikende imamer i Danmark, der siges at have antændt kontroversen over tegningerne fire måneder efter deres offentliggørelse, da de rejste til Mellemøsten med et dossier af tegninger med det formål at rette opmærksomheden mod manglende dansk sensitivitet, og derigennem betænde synet på det land der var blevet deres hjem.
I Australien har en ny generation af islamiske ledere, der er mod deres moderate ældre, forsøgt at prædike det onde ved den mainstream kultur de lever i og behovet for at ”gode muslimer” tager afstand.
Den nu berygtede Bankstown prædiken i hvilken det blev sagt, at voldtægtsofre ”ikke havde andre at bebrejde end dem selv” grundet deres provokerende påklædning, er blot ét eksempel.
Den amerikanske Sheik Khalid Yasin, en jævnlig besøgende i Australien, udviste tilsvarende intolerance, da han sagde: ”Der findes ikke sådan noget som en muslim, der har en ven, der ikke er muslim. Han sagde også, at homoseksualitet skal straffes med døden.
Men fjendtlighed mod vestlig kultur viser sig også i mere diskrete former. I Melbourne blev der for nylig lanceret det første kursus for ”hjemmelavede” islamiske religiøse ledere finansieret gennem 1.8 millioner dollar af skatteydernes penge.
Mens disse påstår at favne det moderate 21. århundredes slags Islam, så promoverer disse på deres hjemmeside en fatwa af Sheik Yusof Al-Qaradawi, professor ved University og Qutar, der har indrejseforbud i U.S.A. Og Tyskland grundet hans støtte til terroristgrupper. Fatwa´en beder om donationer, fordi uddannelsesinstitutioner udenfor den muslimske verden er ”borge for jihad og beskyttelsesskjold mod den omgivende ondskab”.
At undervise unge muslimer i at det australske samfund er ondt, er ikke en opskrift på kulturel harmoni.
De vanvittige voldelige optøjer over religiøse tegninger er en magtdemonstration fra de i den islamiske verden, der længe har følt sig kastrerede og krænkede af Vesten´s økonomiske overlegenhed. Styrkede af Osama bin Laden´s terrorangreb af 11/9 2001, er de også opildnede af Vesten´s indre uenighed og dens ynkelige respons på den tiltagende intolerance og provokationer.
Ligeledes har en halvofficiel politik hos NSW Bureau of Crime and Statistics omkring modarbejdende unge arabiske australske mænd, der opfører sig kriminelt og asocialt i Sydney svækket politiet, mens lovbrydere opildnes til endnu mere dristig opførsel.
Vesten´s institutionaliserede svaghed eksemplificeres af dens reaktion på tegningoptøjerne: undskyldningerne fra regeringerne, arrestationen af en fransk redaktør, avisernes beredvillige accept at begrænsninger i ytringsfriheden, til trods for at tegningerne efter vestlig satirestandard er tamme.
Den mest provokerende tegning er sandsynligvis den der viser en muhammedlignende figur med en lunte i tubanen, eller den med en række selvmordsbombere på en sky, med en islamisk gejstlig der siger: ”Stop! Vi er løbet tør for jomfruer”.
Men den globale overreaktion på offentliggørelsen af en privateget avis i et sekulært vestligt samfund viser, at der findes et tiltagende antal muslimer, der forventer at kunne styre hvad ikke-muslimer gør i deres egne lande.
Mordet på den hollandske filmmager Theo van Gogh i 2004 af en muslimsk ekstremist, rasende over van Gogh´s dokumentar om vold mod muslimske kvinder, var kun begyndelsen.
I Australien er alle undtagen én avis afstået fra at trykke tegningerne grundet det ukarakteristiske sensitive ønske om ikke af oppiske vanvidet, der indtil videre har kostet ni liv.
Men mens vi tilpasser os det intolerante, synes vi mere og mere besluttede på at afsøge ethvert tegn på intolerance i os selv. Se eksempelvis på lærerfagforeningens undersøgelse af kulturel genopdragelse af børn fra Victoria efter en undersøgelse af 551 gymnasieelever, der fandt at størstedelen havde negative opfattelser omkring muslimer.
En leder i ”The Age” forsøgte endog at undskylde det uundskyldelige ved at sige omkring undersøgelsens resultater: ”Det kan ikke undre nogen at mange muslimer ser ”krigen på terror” som ”krigen på dem”. Deres samfund belejres af fjendtlighed og mistænksomhed, hvilket hjælper med at forklare hvorfor de ønsker at deres smerte skal formidles”.
Civiliserede folk formidler almindeligvis ikke deres ”smerte” ved at nedbrænde andre folks ambassader, stene kirker eller svinger den slags bannere, der blev rapporteret ved en protest over tegningerne i London: ”Massakrer de der krænker Islam” og ”Europa, jeres 9/11 vil komme”.
Denne krybende accept af intolerance i vor midte, er hvad Daniel Pipes, direktør for den amerikanske tænketank ”Middle East Forum”, har advaret mod som den anden udløber af et radikalt islamistisk angreb på Vesten: uophørlige krav om kulturelle forandringer. Denne ikke-voldelige men forøgede indtrængen der berøver vestlige sekulære samfunds friheder og samdrægtighed, er muslimske minoriteters særlige privilegier.
Militante islamister mener, at deres totalitære ideologi er vort liberale demokrati overlegent, sagde Daniel Pipes. ”Hvor der er forskelle mellem deres tilgang og den australske tilgang, vil de have at Australien skal blive som dem, og ikke omvendt”, sagde han.
Det var de hadprædikende imamer i Danmark, der siges at have antændt kontroversen over tegningerne fire måneder efter deres offentliggørelse, da de rejste til Mellemøsten med et dossier af tegninger med det formål at rette opmærksomheden mod manglende dansk sensitivitet, og derigennem betænde synet på det land der var blevet deres hjem.
I Australien har en ny generation af islamiske ledere, der er mod deres moderate ældre, forsøgt at prædike det onde ved den mainstream kultur de lever i og behovet for at ”gode muslimer” tager afstand.
Den nu berygtede Bankstown prædiken i hvilken det blev sagt, at voldtægtsofre ”ikke havde andre at bebrejde end dem selv” grundet deres provokerende påklædning, er blot ét eksempel.
Den amerikanske Sheik Khalid Yasin, en jævnlig besøgende i Australien, udviste tilsvarende intolerance, da han sagde: ”Der findes ikke sådan noget som en muslim, der har en ven, der ikke er muslim. Han sagde også, at homoseksualitet skal straffes med døden.
Men fjendtlighed mod vestlig kultur viser sig også i mere diskrete former. I Melbourne blev der for nylig lanceret det første kursus for ”hjemmelavede” islamiske religiøse ledere finansieret gennem 1.8 millioner dollar af skatteydernes penge.
Mens disse påstår at favne det moderate 21. århundredes slags Islam, så promoverer disse på deres hjemmeside en fatwa af Sheik Yusof Al-Qaradawi, professor ved University og Qutar, der har indrejseforbud i U.S.A. Og Tyskland grundet hans støtte til terroristgrupper. Fatwa´en beder om donationer, fordi uddannelsesinstitutioner udenfor den muslimske verden er ”borge for jihad og beskyttelsesskjold mod den omgivende ondskab”.
At undervise unge muslimer i at det australske samfund er ondt, er ikke en opskrift på kulturel harmoni.
