For tiden raser debatten om indvandrings- og integrationspolitik i medierne. Forståeligt nok er det en følelsesladet diskussion, men for Danmarks skyld må vi tage hånd om problemerne. Især må man se med bekymring mod Sydeuropa, hvor flygtningestrømmen lægger et større pres på middelhavslandende end de kan håndtere. En realistisk tilgang til de problemer Danmark og Europa står over for er af altafgørende betydning – de politisk korrekte floskler kan vi lade Sverige om. Statsborgerskab er et privilegium, ikke en menneskerettighed, og bør behandles som sådan. En stram og konsekvent politik på området er ikke blot til gavn for Danmark, men i høj grad for herboende indvandreres egen skyld. De vil selv lide under de sociale problemer, som manglen på en holdbar integrations- og indvandringspolitik medbringer.
Det er kommet frem, at blot en fjerdedel af de flygtninge, der blev modtaget mellem 2000 og 2003 var kommet på arbejdsmarkedet mellem 2010 og 2013. Det er et utvetydigt bevis for, hvordan den hidtidige politik har fejlet fuldstændig. Herfra må man også konkludere, at den danske velfærdsstat bidrager til at holde flygtninge udenfor arbejdsmarkedet. Gæstfrihed kræver selvfølgelig respekt for den gældende husorden, men også at man ikke bliver en byrde for sit nye land. Derudover må der føres en nultolerencepolitik overfor kriminelle indvandrere, så der er plads til de indvandrere, der er lovlydige og produktive borgere. Et andet eksempel på forfejlet politik er hvorledes man kan læse sig til, at der i Gellerupparken bliver flaget for Islamisk Stat. Det vidner om, at Aarhus-modellen har fejlet fuldstændigt. Her er tale om mennesker, der er blevet så radikaliserede, at de med had anser Danmark for som deres fjende. Når mennesker fra dette miljø drager i krig på vegne af Islamisk Stat, må det anses for intet mindre end landsforræderi – dette burde Folketing og regering erkende uden tøven.
Endnu en problemstilling er flygtningekonventionens håbløst forældede tilstand. Den blev oprindeligt lavet for flygtninge internt i Europa efter Anden Verdenskrig, men gælder i dag flygtninge fra hele verden. Flygtningestrømmens pres på Europa er allerede historisk højt, og vil blive endnu større i fremtiden. Vi skal aktivt arbejde for, at få revideret FN's flygtningekonvention, således at den ikke længere er en hindring, men bliver en del af løsningen.
Først og fremmest, foruden en holdbar indvandringspolitik, skal man se på en plan til opløsning af ghettoerne og de dertilhørende parallelsamfund. Dette vil også være første skridt til håndteringen af den stigende radikalisering. Aarhus-modellen har spillet fallit, manglen på konsekvens og den blinde tro på dialog har været katastrofal. Det er mildest talt naivt at tro på, at man kan have en fornuftig dialog med mennesker, der er så radikaliserede at de intet andet end had og foragt har til overs for Danmark. Derfor må kommunerne også omprioritere ressourcerne på området. Rigtignok er de muslimske lokalsamfund, og især autoritetsfigurer såsom imamer, frontlinjen når det gælder bekæmpelse af radikaliseringen. Kommunerne kan selvfølgelig intet stille op på egen hånd, hvorfor det er af største betydning, at de muslimske lokalsamfund viser sig villige, snarere end modvillige, til at tage del i indsatsen – ellers er løbet allerede kørt. Offergørelse og politisk naivitet gavner ingen.
Af: Alexander Rensbro, Konservativ Ungdom København, og Ebrahim Khalaf, Silkeborg Konservativ Ungdom
