Bogskænderen, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), er tilbage med sit ”stueren”-begreb, som for Nyrup tilsyneladende er en besættelse og et udelukkelseselement.
I den forbindelse er det vigtigt at erindre, at Berlingske Tidende tidligere på året interviewede Villy Søvndal, som bl.a. udtalte, at det er ”lettere at holde af USA i dag.”
Et interessant, indledende spørgsmål er, om udtalelsen også dækkede Ole Sohns holdning, og var udtalelsen også dækkende i relation til kapitalisme, demokrati og Danmarks nationale forsvar?
Netop SF’s og DKP’s – og således også Villy Søvndals og Ole Sohns – tidligere syn på USA, Danmarks samfundsorden og fremtid – og forsvaret af samme – er for et stort antal danskere diskvalifikationsgrundlag i relation til ministerposter.
Udtalelsen er derfor opsigtsvækkende.
Med det tilkendegivne holdningsskift er der muligvis tale om et brud med næsten tre generationers had til Vestens beskytter, men der kan være tale om en afledningsmanøvre a la DKP – og udtalelsen giver under alle omstændigheder anledning til en genvurdering af det af hadet til USA, kapitalismen og vor demokratiske styreform affødte tilløb til medvirken til samfundsomvæltning og forræderi i forhold til forsvarets personel.
Spørgsmålet er altså, hr. Poul Nyrup Rasmussen, om duoen Søvndal-Sohn er blevet så ”stueren”, at dens tidligere holdninger/handlinger i relation til demokrati og et kapitalistisk system kan forenes med ministerposter i en eventuel fremtidig regering?
Baggrunden for spørgsmålet er følgende:
I forbindelse med afslutningen af Anden Verdenskrig væltede Den Røde Hær ind over Østeuropa og skabte baggrunden for, at de ”befriede” områder fik marionetregeringer, som efter Moskvas recept og ordrer styrede med stor brutalitet.
I Danmark vidste alle, der kunne og ville se, hvad der foregik. Så tidligt som i 1948 udkom f. eks. den liberale amerikanske journalist Hal Lehrmans værk ”Ruslands Europa”. I over et år havde Lehrman indsamlet kendsgerningerne om Sovjets fremfærd, og et sted beskriver han ”Den store Omvendelse”, som tages i brug med det formål at styrke lokale kommunistpartier. Den finder bl.a. sted i Ungarn, hvor hundredtusinder af medlemmerne af nazi-organisationerne overflyttedes til kommunisterne blot ved at underskrive en formular med følgende ordlyd: ”Underskriveren erklærer herved at have været medlem af Pilekorspartiet fra… til… Jeg indser nu, at mine handlinger var rettet mod Folkets Interesser, og at min opførsel var forkert. Jeg er besluttet på at gøre godt igen, hvad jeg har gjort. Jeg lover at støtte Kampen for et Folkedemokrati af al min kraft og at vie al min Energi til Opnåelsen af dette Maal. Jeg lover hermed højtideligt, at jeg vil blive et trofast aktivt Medlem af Afdelingen af det ungarske kommunistiske Parti.”
Lehrmans konklusion var: ”Moskvas løfte om et frihedens paradis på jorden – når bare de overlevende fascister blev udryddet – var i virkeligheden kun et skalkeskjul for at kunne standse alle udlandets klager, imens de ikke-kommunistiske kræfter blev knust i hvert eneste land.
Kendsgerningerne viste, at det virkelige mål var et fuldstændigt eneherredømme, fysisk såvel som åndeligt, og det helst så hurtigt som muligt.”
Villy Søvndals og Ole Sohns forgængere afviste kendsgerningerne og fastholdt tilslutningen til den stalinistiske linje og brutaliteten i Øst.
Så fulgte oprettelsen af Danmarks statslige hjemmeværn og ”Balladen om Atlantpagten”. DKP agiterede imod Danmarks medlemskab og arrangerede demonstrationer en masse hen ad vejen.
Sandsynligvis fordi, DKP inderst inde ville se med tilfredshed på en sovjetisk besættelse af Danmark.
Om DKP’s mulige handlinger, har bl.a. Bo Lidegaard skrevet, at hvad der skete i ”de østeuropæiske ”folkedemokratier” skræmte, ligesom den sovjetiske retorik.” (Værket Jens Otto Krag, I, 1914 – 1961).
Lidegaard skriver endvidere, under henvisning til 5. Kolonne og DKP, at socialdemokratiske ledere ”følte, at de havde uafviselige beviser for, at mange kommunister ”i en given situation” ville være at finde på den sovjetiske side, også hvis situationen indebar en militær intervention.”
Lidegaard fortsætter: ” Regeringen havde fra Forsvarets Efterretningstjeneste i november 1948 modtaget oplysning om, at DKP havde nedsat et udvalg, der skulle tilrettelægge sabotagen i Danmark under en engelsk eller amerikansk ”besættelse”. Den vidste også fra samme kilde, at det Kommunistiske folketingsmedlem Alfred Jensen i dette udvalg havde udtalt, at DKP måtte tilkendegive et modsætningsforhold til enhver fremmed besættelse af landet, men at man i realiteten ville støtte en eventuel russisk besættelse af Danmark med våbenmagt og sabotage.” Citat slut!
Var ønsket i virkeligheden, med Lehmans ord, at medvirke til, at de ”ikke-kommunistiske kræfter (i Danmark) blev knust”?
Noget tyder på at denne holdning – tilkendegivelse af modsætning til enhver besættelse, men støtte til en eventuel sovjetisk – holdt sig helt frem til tidspunktet for Sovjetunionens opløsning.
Det er i hvert fald en kendsgerning, at DKP i perioden modtog økonomisk støtte fra Sovjet, hvilket næppe har kunnet finde sted uden vis fortsat forståelse for, hvad Alfred Jensen tidligere havde udtalt som værende DKP-politik.
Også Socialistisk Folkeparti kom galt af sted helt frem til Murens fald og opløsningen i Øst. Det fremgår f.eks. af partiets princip- og handlingsprogram fra 1980, at man ønskede Danmark ud af NATO, at man ville bekæmpe ”militarismen” i Danmark ”gennem strejker og havneblokader o.l.”
Også her tilsat det forvrøvlede sludder, der lå i at postulere, at holdningen også gjaldt i relation til Warszawa-pagten.
Skærpende omstændigheder var, at Gud og hvermand vidste, at Danmark var WAPAs første angrebsmål, og at betingelserne for vore soldater kun – i tilfælde af en krisesituation - kunne forbedres ved fremførsel af våben og materiel fra vore allierede. Operationer, SF tilsyneladende ville møde med ”strejker og havneblokader o.l.”. Forsvaret for vort demokrati skulle stækkes.
Skærpende var det endvidere, at Forsvarskommandoen offentligt havde tilkendegivet, at et angreb på Danmark ”kun vil kunne forhindres i en meget kort periode.”
SF var tilsyneladende indstillet på at medvirke til at forkorte ”en meget kort periode”
Det er en kendsgerning, at DKP, SF og den øvrige venstrefløj trak Folketinget i en retning, der resulterede i en række forsvarsforlig, som udhulede forsvaret i en sådan grad, at der var tale om, at man forrådte vore soldater – herunder hjemmeværnets – som følge af bl.a. manglende uddannelse, manglende mundering og udrustning, forældede og nedslidte våben og helt utilstrækkelige rammer.
Spørgsmål: Hvis man forråder sine soldater, forråder man så også sit land? Og hvad er man så? Hvor længe? Stueren eller ej?
Det må enhver afgøre med sig selv; men tilbage står, at det virker som om, Poul Nyrup Rasmussen og ca. halvdelen af danskerne er direkte uvidende eller temmelig glemsomme og skødesløse.
Derfor hr. Nyrup! Har Søvndal-Sohns selvrenselsesproces virket. Er de ”stuerene” nu?
