Af Nikolaj Bøgh
Om studenteroprøret i 1968, som vi i år markerer 40-året for - for om en fejring kan der ikke være tale - er der ikke meget godt at sige. Det førte til en voldsom venstreorientering og kollektivisering af store dele af samfundslivet og en kulturel og moralsk forfladigelse, som vi stadig lider under. Det bør huskes med alvor og ikke bagatelliseres med en typisk dansk "det-var-vel-også-godt-for-noget-og-autoritetsoprør-er-jo-sundt"-søforklaring, som selv borgerlige debattører af og til forfalder til.Desuden er her i 40-året grund til at gøre opmærksom på en af de ret upåagtede følger af denne triste kulturnedbrydende periode i Danmarkshistorien. 68-oprøret fik nemlig også indirekte som konsekvens, at dansk borgerlighed gradvist blev mere og mere åndløs og indskrænket. En af følgerne var således, at venstrefløjen satte sig helt og aldeles på de videregående uddannelser og på den intellektuelle meningsdannelse i flere årtier efter. Borgerlige studerende gik rundt med bøjet hoved i en tid, hvor det var næsten uantageligt som universitetsstuderende ikke at støtte revolutionen, og hvor alt til højre for SF blev set som små-fascistoidt.
Skræmte fra vid og sans opgav de borgerlige modstandslommer på universiteterne kampen næsten uden sværdslag - præcis som den borgerlige VKR-regering samtidig bukkede under for "tidsånden" og gennemførte en række lovinitiativer, som enhver socialistisk regering ville have været stolt af. Støttet af følgagtige politikere fik de universitetsstuderende magt over væsentlige dele af universiteternes ledelse og efter få år begyndte 68'erne selv at indtage positioner som de engang så foragtede professorer og lektorer. Inden længe var navnlig humaniora og samfundsvidenskaberne fuldstændig domineret af venstrefløjen - og det vel at mærke i en ganske ekstrem aftapning, hvor det var revolutionen og proletariatets diktatur, som var drømmenes mål.
I stedet søgte dansk borgerlighed støtte i den økonomiske rationalitet og i bevidstheden om, at der eksisterede et vælgermæssigt fundament i et andet Danmark - i det store tavse flertal som så med forundring og forargelse på 68'ernes excesser. Men det skabte en kløft mellem den akademiske verden og dansk borgerlighed, som stadig eksisterer, og som kan spores den dag i dag i VK-regeringens politik på uddannelses- og kulturområdet. Der har åndeligt talt været lavt til loftet i de borgerlige stuer i de sidste 30-40 år, hvor man i helt overvejende grad har fokuseret på at få økonomien til at fungere og glemt, at ånd og kultur også spiller en helt central rolle for, hvordan et samfund udvikler sig.
Da den borgerlige regering trådte til i 2001 indledte den samtidig noget, som kaldtes en "værdikamp". Det var noget med, at danskernes holdninger og værdier gradvist skulle ændres fra velfærdskollektivisme til et mere individuelt livssyn, hvor det gradvist ville blive muligt at skabe et samfund med mere plads til det frie initiativ, og hvor private løsningsmuligheder ikke længere skulle være tabu i det gennemsocialdemokratiserede danske samfund. Men værdikampen har været snæver og som sædvanlig stort set kun fokuseret på at skabe forståelse for værdien af økonomisk rationalitet.
Når økonomisk rationalitet er alene i højsædet, så bliver det svært at se værdien i klassisk dannelse, kunst, kultur og historie, og det er da heller ikke værdier, som er lette at finde i den nuværende regering. Værst er det gået for akademikernes gamle parti, de Konservative, som gradvist har forladt sit sikre kulturelle fundament og faste forankring i Danmarkshistorien og er blevet omskabt til et næsten endimensionelt skattesænkningsparti, hvor det er muligt for en konservativ kulturminister at begynde sin karriere med at forestå drakoniske besparelser på statens kulturinstitutioner og tale henført om de økonomiske gevinster ved at gøre dansk kulturpolitik til en del af den globale "oplevelsesøkonomi".
Stort bedre er det ikke i Venstre. Under den nuværende regering har den nyttetænkning i uddannelsessystemet, som har afløst gamle dages sunde akademiske borgerlighed, fejret nye triumfer. Med et rædselsfuldt udtryk taler man i Helge Sanders videnskabsministerium om "fra forskning til faktura", og på de videregående uddannelser handler det mere og mere om at kunne udtænke let omsættelige varer og tjenester samt begå sig i internationale tidsskrifter. Nye bevillingssystemer kræver, at man publicerer internationalt - hvilket naturligvis favoriserer fag indenfor naturvidenskab og økonomi, mens studiet af dansk historie f.eks. selvfølgelig ikke kan gøre krav på nogen international interesse, og derfor må nedprioriteres.
På det allerseneste synes Bertel Haarder - som med sit grundtvigske udgangspunkt selvfølgelig står for ganske andre værdier end Helge Sanders købmands-logik - at være begyndt på at stramme op på det ødelæggende forfald, som historieundervisningen i folkeskolen har været udsat for i de seneste 30 år, hvilket har efterladt flere generationer af danskere historie- og rodløse. Men hvorfor først nu når ødelæggelsen næsten er fuldbragt?
I betragtning af at Bertel Haarder har været undervisningsminister i næsten halvdelen af denne periode, er det besynderligt, at han først nu vågner op til dåd. Prioriteterne har åbenbart været andre, og også i folkeskolen har nyttetænkningen og foragten for klassisk dannelse fejret triumfer. Desuden har man igen og igen fra borgerlig side ligget under for dominansen fra 68'ernes pædagogik, som endnu engang fejrede triumfer med den nye gymnasiereform, som præges af en grotesk tilbedelse af tværfagligheden, der som en gøgeunge truer med at knuse den sande faglighed og efterlade fremtidens unge endnu mere forvirrede og rodløse, end de allerede er i dag.
Hvis den borgerlige værdikamp skal have ny luft under vingerne, og der for alvor skal flyttes holdninger blandt danskerne, så må og skal den tunge byrde fra 68'ernes holdningsmæssige hegemoni langt om længe brydes, og det må erkendes, at borgerlig politik ikke blot kan handle om økonomisk rationalitet, men at der også er brug for at fokusere på ånd og kultur.
Nikolaj Bøgh er cand. scient. pol. og forfatter til "Brødrene Møller" om de to konservative politikere Poul og Aksel Møller
