I 1964 udgav en af lederne og ideologimagerne bag studenteroprøret i 968, Herbert Marcuse, ”Det en-dimensionale menneske”, hvori han gør opmærksom på, at en revolution er nødvendig, ligesom det er påtrængende, at oprejse et nyt menneske. I 1967 havde han under en tale i London givet udtryk for det samme blandt andet med ordene: ”Frigørelsen er identisk med overgangen fra kapitalisme til socialismen, hvis socialismen defineres i de mest utopiske vendinger: nemlig, blandt andre, afskaffelsen af arbejdet, og afslutningen på kampen for tilværelsen, d.v.s. livet som mål i sig selv og ikke længere som middel til at opnå et mål, og frigørelsen af menneskets sensibilitet og sensitivitet, ikke som en privat faktor, men som en kraft, der vil kunne omdanne den menneskelige eksistens og dens omgivelser. Jeg tror, at det er et af den integrerende socialismes mål at give sensibilitet og sensitivitet deres eget værd. De er et frit samfunds kvalitativt anderledes træk. Som De måske allerede har set, forudsætter de en total omvurdering af værdier, en ny antropologi. De forudsætter en mennesketype, som afviser de præstationsprincipper, der styrer de bestående samfund. Jeg gentager: Som omslaget fra kvantitet til kvalitet, indbefatter frigørelsens dialektik således et brud i repressionens kontinuum, som når helt ned i organismens dybdedimensioner…”
Så kunne det ikke siges tydeligere. Mennesket skulle forandres.
Men allerede i 1932 havde forfatteren Aldous Huxley taget forskud på begivenhedernes gang med sin roman, ”Fagre nye verden”, der udspiller sig i London i år 2540. Så længe havde Huxley dog ikke behøvet at vente med indførelsen af den fagre nye verden. For kun få år efter hans bog var udkommet, gik totalitært indstillede ledere og ideologimagere blandt datidens ungdom i gang, idet de tilbageviste, at en revolution kunne ske på de sædvanlige præmisser, nemlig ved en ændring af samfundsmodellen, som det var sket utallige gange tidligere. Ved hjælp af kemiske midler kunne man fremstille den mennesketype, man ønskede sig.
Som på kommando begyndte de første kemiske midler til ændring af menneskers personlighed at myldre på markedet i 1970’erne i form af antidepressiver, som blev døbt ”lykkepiller”, så de kunne glide nemmere ned, og antipsykotiske midler, som psykiatrien, der til alle tider har været enhver despots lydige lakajer, fik frie hænder til at distribuere. For at nå ud til så mange som muligt, blev der opfundet en lang række undskyldninger til at medicinere mennesker, undskyldninger, der blev markedsført som alvorlige, behandlingskrævende sygdomme.
Ved hjælp af de adfærdsændrende piller virker det som, at de derefter gik i gang med at forsøge at fremstille ”det perfekte menneske”. De reelle virkninger af pillerne blev hemmeligholdt, men de havde den fordel, at de virkede inde ved hjernestammen, hvorfra de blev akkumuleret videre op i hjernen, hvor de blandt andet skulle ændre hjernens signaler, og dermed personens adfærd. Hvis det ønskede resultat ikke fremstod, var det kun nødvendigt at øge dosis af pillerne for derved at ødelægge hjernestammen, hvorved forsøgspersonen døde, oftest af hjertestop.
Midlerne havde også den mirakuløse virkning, at mennesker, der hele livet havde passet deres arbejde og bidraget til samfundet, mistede deres erhvervsevne og blev anbragt på offentlig forsørgelse, hvor de kunne lære at lovsynge systemet, der tog sig så godt af sine svage og falde til ro under Marcuses ord om fritagelsen fra arbejde og livet som mål i sig selv, hvilket også var det eneste, mange havde tilbage efter at have fået ødelagt hjernen, nemlig livet i sig selv.
Med et hastigt stigende forbrug af psykofarmaka, ofte påtvunget af kommuner og/eller læger, fik Marcuse, Habermas, Heidegger og de andre ungdomsforførere fra dengang slået to fluer med ét smæk: de havde fået oprejst en masse nye mennesker, der dingler rundt som medicinerede zombier, frataget andre deres erhvervsevne og nedlagt tusinder af andre. Og de fik cementeret grundtanken i deres betændte ideologi – en ødelæggelse af svinenationen, som det så charmerende hed – ved at skabe uoverskuelige sociale problemer, der ville få korthuset til at vælte af sig selv.
Der arbejdedes på samfundets undergravelse på mange fronter, også familien skulle angribes og gøres ustabil, hvis ikke ligefrem ophæves, ligesom moral og etik skulle tilintetgøres.
Som om det ikke var nok, skulle der også hentes hjælp udefra. I 1969 fastslog Marcuse, at omvæltningerne ikke kom af sig selv. Dertil krævedes en revolutionær klasse. I ”Det en-dimensionale menneske” gjorde han en del ud af at bevise denne tese, idet han fortalte, at den klassiske arbejderbevægelse, der udgjorde den revolutionære kraft i den skizoide Karl Marx’ hallucinationer, påpegede Marcuse, at denne ikke kunne bruges til noget som helst, da den i efterkrigstidens fede år var blevet veletableret med små parcelhuse, biler, rimelige lønninger og andre goder, som ikke ville kunne få dem til at lette sig fra sofaen for at storme barrikaderne. I stedet kunne man importere kæmpekontingenter af folk fra den tredje verden, for ”selv om deres bevidsthed ikke er revolutionær, vil deres tilstedeværelse være det,” konkluderede dukkeføreren iskoldt.
Igen var der ikke langt fra ideologimagernes tanker til handling, der blev bakket ivrigt op af hævngerrige ideologimagere i den tredje verden som eksempelvis den algierske psykiater Franz Fanon, der i sin bog, ”Fordømte her på jorden” fra 1968 lovede smæk for skillingen og efterplaprede Marcuse med ordene: ”for Europas skyld, for vor egen skyld og for menneskehedens skyld, kammerater, må vi vende bladet, udfolde en ny tanke, søge at oprejse et nyt menneske” (side 207).
Hele denne manipulation var de hundredtusinder af mennesker, der blev lokket til Europa under alle mulige påskud og løfter om fri sex, gratis forbrugsgoder og masser af højtlønnet arbejde, ikke bevidste om. De kom bare myldrende med deres fremmede kultur, religion og sædvaner.
Og det skulle snart vise sig, at Marcuse havde haft ret. Deres tilstedeværelse blev revolutionær. Overalt i Europa stejlede mange mennesker. De fremmede var ikke bare fremmede. De var for fremmede!
Her flere end 40 år efter ideerne blev søsat, og der blev blæst til revolution, må det konstateres, at den er vellykket. Økonomisk står både USA og Europa på afgrundens rand. En statistik, offentliggjort i USA Today i november 2011 meddelte, at ud af USA’s cirka 300 millioner indbyggere er 54.819.302 på stærk adfærdsændrende medicin (typen antipsykotisk og Ritalin), mens 37.119.516 er på start adfærdsændrende medicin i form af antidepressiver, og at 46.688 var døde i løbet af året af receptpligtig medicin. I Danmark føres ikke samme tilgængelige statistik, men de seneste oplysninger viste, at ud af cirka 5,5 millioner mennesker herhjemme får cirka 450.000 antidepressiver, mens omkring 150.000 får stærk adfærdsændrende medicin.
Succesen skyldes dog ikke alene Marcuse, Heidegger, Habermas og øvrige ideologimagere fra dengang. Mange sprang med på vognen, da der var penge, magt og prestige i det, ligesom medicinalindustrien har lavet en gylden forretning ud af det, hvorved det den 4.11.2011 kunne læses, at det eneste sted, der var lønfest i en krisetid, var i medicinalindustrien, hvor lønningerne var steget hele 4,1% i tredje kvartal 2011 i forhold til året før.
Som ved alle andre oprør har 68-oprøret krævet utallige menneskeliv, og det sidste er ikke gået tabt endnu. Tiden er inde til et nyt oprør mod de grusomheder, der lå skjult bag blomsterfacaden.
