I debatten om reduktionen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år, har der været alt for lidt fokus på dagpengeperiodens betydning for den lediges jobmuligheder.
Som tidligere ansat konsulent hos en såkaldt anden aktør, hvor vi hjalp ledige akademikere med at komme i arbejde, er det min erfaring, at en længere dagpengeperiode absolut ikke højner den lediges muligheder for at komme i varig beskæftigelse; tværtimod.
4 år! Tænk lige lidt over det. Det er faktisk lang tid, og for alt for mange så lang tid, at det kommer til at virke som en sovepude og en permanent tilstand, hvor man indretter hele sit liv og sin livsførelse efter dagpengeudbetalingerne. Til sidst kan man ikke længere huske, hvordan det var før man fik dagpenge, og man har endnu mindre fantasi til at forestille sig, hvordan verdenen ville se ud, hvis man rent faktisk gik hen og fik et arbejde igen. Ville man overhovedet kunne passe et normalt job, ville man kunne stå tidligt op og møde på arbejde hver dag, og ville man socialt kunne klare sig i omgangen med kollegerne i det nye job? Tvivlen og det manglende selvværd kommer utvivlsomt med tiden og bliver nærmest altoverskyggende, når den ledige kommer ud på 3. og 4. år i ledighedsperioden, og den permanente tilstand bider sig derved så uvægerligt godt fast, at der nu nærmest skal et mirakel til, for at få den ledige i job igen.
Og netop i denne permanente tilstand ligger hele problemet. Det har aldrig været meningen, at dagpengeudbetalingerne skulle udvikle sig til at være en slags permanent udbetaling af borgerløn, men derimod et net, der kunne opfange folk, der var blevet arbejdsløse og hjælpe dem MIDLERTIDIG gennem en periode, hvor de var uden indkomst, indtil de igen fandt et job. Denne midlertidighed er med VKO’s nye spareplan nu altså reduceret fra 4 til 2 år, hvilket stadig er relativt lang tid, ikke mindst ved internationale sammenligninger, og for nogen desværre stadig noget, der kan udvikle sig til en permanent tilstand. Men, det er dog et skridt i den rigtige retning, som man som reformtilhænger kun kan hilse velkomment.
Til de, der stadig synes, at en ledig skal bruge 4 år til at finde et nyt job og en dagpengeperiode på 2 år er urimelig hård vil jeg bare sige: Hvis man ikke har fundet et nyt job efter 2 år, så har man nok heller ikke efter 4!
Som tidligere ansat konsulent hos en såkaldt anden aktør, hvor vi hjalp ledige akademikere med at komme i arbejde, er det min erfaring, at en længere dagpengeperiode absolut ikke højner den lediges muligheder for at komme i varig beskæftigelse; tværtimod.
4 år! Tænk lige lidt over det. Det er faktisk lang tid, og for alt for mange så lang tid, at det kommer til at virke som en sovepude og en permanent tilstand, hvor man indretter hele sit liv og sin livsførelse efter dagpengeudbetalingerne. Til sidst kan man ikke længere huske, hvordan det var før man fik dagpenge, og man har endnu mindre fantasi til at forestille sig, hvordan verdenen ville se ud, hvis man rent faktisk gik hen og fik et arbejde igen. Ville man overhovedet kunne passe et normalt job, ville man kunne stå tidligt op og møde på arbejde hver dag, og ville man socialt kunne klare sig i omgangen med kollegerne i det nye job? Tvivlen og det manglende selvværd kommer utvivlsomt med tiden og bliver nærmest altoverskyggende, når den ledige kommer ud på 3. og 4. år i ledighedsperioden, og den permanente tilstand bider sig derved så uvægerligt godt fast, at der nu nærmest skal et mirakel til, for at få den ledige i job igen.
Og netop i denne permanente tilstand ligger hele problemet. Det har aldrig været meningen, at dagpengeudbetalingerne skulle udvikle sig til at være en slags permanent udbetaling af borgerløn, men derimod et net, der kunne opfange folk, der var blevet arbejdsløse og hjælpe dem MIDLERTIDIG gennem en periode, hvor de var uden indkomst, indtil de igen fandt et job. Denne midlertidighed er med VKO’s nye spareplan nu altså reduceret fra 4 til 2 år, hvilket stadig er relativt lang tid, ikke mindst ved internationale sammenligninger, og for nogen desværre stadig noget, der kan udvikle sig til en permanent tilstand. Men, det er dog et skridt i den rigtige retning, som man som reformtilhænger kun kan hilse velkomment.
Til de, der stadig synes, at en ledig skal bruge 4 år til at finde et nyt job og en dagpengeperiode på 2 år er urimelig hård vil jeg bare sige: Hvis man ikke har fundet et nyt job efter 2 år, så har man nok heller ikke efter 4!
