Lørdag d. 13. februar har skattestoppet stået på i 3000 dage. Det er uden tvivl noget, som Venstre og de Konservative vil fremhæve som en liberal og borgerlig sejr. Specielt fordi deres bagland efterhånden er hungrende og sultne efter liberale sejre. Og både ungdomspolitikere, der gerne vil være folkevalgte, og folkevalgte, der allerede bedriver den som pampere, vil bakke Lars Løkke op, når han fremhæver jubilæet. På den måde kan de nemlig også berettige deres egen eksistens.
I det hele taget vil dagen blive en sørgelig parodi af rygklapperi, fordi alle står på tæerne af hinanden for at avancere det ekstra skridt op af den politiske karrierestige. Sådan er livet nemlig som levebrødspolitiker. Sandheden er dog, at skattestoppet har været regeringens socialistiske skalkeskjul. Med undtagelse af skattelettelserne pr. 1. januar i år, så har Venstre og de Konservative nemlig bevaret et af verdens højeste skattetryk med skattestoppet. Ja, faktisk så var skattetrykket i 2006 på det højeste niveau nogensinde ifølge Skat.
Det er næppe nogen liberal sejr, at der skulle gå knap 9 år før en selverklæret borgerlig-liberal regering valgte at kigge på de skattesatser, der gør Danmark til verdens mest lige land. Og når der så endelig kommer en skattereform, så formår regeringen ikke engang at fjerne den misundelsesskat, der rammer rige mennesker, og som er så modbydeligt kendetegnende for den danske jantelovsmentalitet. Og det er endda til trods for, at de økonomiske gevinster af topskatten er ufattelig små, hvis ikke direkte negative.
Udfordringerne og pyramidespillet
Danmark står hovedsageligt overfor to udfordringer: Den demografiske udvikling og den stigende globale konkurrence. For mig at se, så er det to sider af samme sag.
Hvad Madoff får 150 år i fængsel for i USA, har vores stat opbygget som dens levevej – velfærdsstaten er et stort pyramidespil. Og lige netop derfor er det et ”problem”, at danskerne får færre børn end tidligere, fordi der så er færre til at forsørge de, der står uden for arbejdsmarkedet. Det betyder, at såfremt vi beholder vores nuværende velfærdsniveau, så må enten skatterne eller vores gæld til udlandet stige. Begge dele forringer vores konkurrenceevne, og er derfor en af de vigtigste grunde til, at OECD spår Danmark til at være blandt de OECD-lande med lavest vækst de næste mange år.
Løsningen er lige for. Den hedder efterlønsreformer, dagpengereformer og arbejdsmarkedsreformer – og ikke mindst skattereformer. En løsning som samtlige økonomer påpeger, men som samtlige politikere overhører. Kunne man forestille sig, at samtlige politikere overhørte salmonella-alarmer fra sundhedseksperter? Næppe.
Undskyldninger og uvilje
Der findes sikkert ufatteligt mange dårlige undskyldninger for den manglende ageren på lige netop skattespørgsmålet. De gange jeg har haft chancen for at konfrontere diverse Venstre-politikere med skattespørgsmålet, har svaret altid lydt, at politik jo udføres med 90 mandater. Min påstand er, at politik udføres med vilje. Og den vilje har hverken Venstre eller de Konservative uanset, hvad diverse nidkære og ligegyldige politikere prøver at overbevise vælgere og sig selv om i diverse medier.
I sidste ende handler politik om prioriteter, og taburetterne sidder efterhånden så godt fast på diverse ministre, at ingen tør nævne ordene rationalisering eller besparelser – og så er skattestoppet jo et glimrende skalkeskjul. Et skalkeskjul for lummer socialisme.
I det hele taget vil dagen blive en sørgelig parodi af rygklapperi, fordi alle står på tæerne af hinanden for at avancere det ekstra skridt op af den politiske karrierestige. Sådan er livet nemlig som levebrødspolitiker. Sandheden er dog, at skattestoppet har været regeringens socialistiske skalkeskjul. Med undtagelse af skattelettelserne pr. 1. januar i år, så har Venstre og de Konservative nemlig bevaret et af verdens højeste skattetryk med skattestoppet. Ja, faktisk så var skattetrykket i 2006 på det højeste niveau nogensinde ifølge Skat.
Det er næppe nogen liberal sejr, at der skulle gå knap 9 år før en selverklæret borgerlig-liberal regering valgte at kigge på de skattesatser, der gør Danmark til verdens mest lige land. Og når der så endelig kommer en skattereform, så formår regeringen ikke engang at fjerne den misundelsesskat, der rammer rige mennesker, og som er så modbydeligt kendetegnende for den danske jantelovsmentalitet. Og det er endda til trods for, at de økonomiske gevinster af topskatten er ufattelig små, hvis ikke direkte negative.
Udfordringerne og pyramidespillet
Danmark står hovedsageligt overfor to udfordringer: Den demografiske udvikling og den stigende globale konkurrence. For mig at se, så er det to sider af samme sag.
Hvad Madoff får 150 år i fængsel for i USA, har vores stat opbygget som dens levevej – velfærdsstaten er et stort pyramidespil. Og lige netop derfor er det et ”problem”, at danskerne får færre børn end tidligere, fordi der så er færre til at forsørge de, der står uden for arbejdsmarkedet. Det betyder, at såfremt vi beholder vores nuværende velfærdsniveau, så må enten skatterne eller vores gæld til udlandet stige. Begge dele forringer vores konkurrenceevne, og er derfor en af de vigtigste grunde til, at OECD spår Danmark til at være blandt de OECD-lande med lavest vækst de næste mange år.
Løsningen er lige for. Den hedder efterlønsreformer, dagpengereformer og arbejdsmarkedsreformer – og ikke mindst skattereformer. En løsning som samtlige økonomer påpeger, men som samtlige politikere overhører. Kunne man forestille sig, at samtlige politikere overhørte salmonella-alarmer fra sundhedseksperter? Næppe.
Undskyldninger og uvilje
Der findes sikkert ufatteligt mange dårlige undskyldninger for den manglende ageren på lige netop skattespørgsmålet. De gange jeg har haft chancen for at konfrontere diverse Venstre-politikere med skattespørgsmålet, har svaret altid lydt, at politik jo udføres med 90 mandater. Min påstand er, at politik udføres med vilje. Og den vilje har hverken Venstre eller de Konservative uanset, hvad diverse nidkære og ligegyldige politikere prøver at overbevise vælgere og sig selv om i diverse medier.
I sidste ende handler politik om prioriteter, og taburetterne sidder efterhånden så godt fast på diverse ministre, at ingen tør nævne ordene rationalisering eller besparelser – og så er skattestoppet jo et glimrende skalkeskjul. Et skalkeskjul for lummer socialisme.
