Nej, det er ikke svaret på en matematikopgave, men et muligt bud på et kommende valgs fordeling af stemmeprocenter på henholdsvis Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet.
Hvis det skal gå så galt for A allerede ved det næste valg, skal der er skandale til f.eks. i form af, at det viser sig, at statsministerens mand har fået positiv særbehandling af partikammeraterne i skat.
Men lige meget hvad, så vil dette resultat sandsynligvis blive en realitet ved et kommende valg.
Vi ser en støt tilbagegang for den klassiske venstrefløj i hele Europa. Det er i grunden helt selvfølgeligt. Venstrefløjens ideologi: socialismen, forstået som kollektiv ejendomsret over produktionsmidlerne er grundigt falsificeret af historiens dom og smidt på møddingen. Ingen ved deres fulde fem kan fastholde at den virkeliggjorte socialisme fører til andet end tvang, nød og elendighed.
Det giver naturligvis et stort problem for de socialistiske partier også selv om de kalder sig demokratiske fra socialdemokratiet over SF til (dele af) enhedslisten. Når det ideelle socialistiske samfundssystem ikke er muligt, bliver man hul inden i, og ved ikke hvem og hvad man skal stemme på. Derfor har vi gennem længere tid set en kraftig vælgerbevægelse fra den socialistiske venstrefløj over mod er borgerligt parti som Dansk Folkeparti, der holder fast i de ikke-socialistiske, men gammelsocialdemokratiske holdninger om høj lighed, stor stat, herunder, at sundhed og undervisning skal være fri og offentlig.
Den største omkostning ved den globale socialisme har naturligvis været, at en tredjedel af jordens befolkning har levet i totalitære regimer med elendig økonomi i store dele af det forrige århundrede.
En anden væsentlig, men måske overset omkostning er, at socialismens evne til at fascinere har skævvredet det politiske billede og den politiske diskussion i Europa (ikke i USA) til at foregå mellem borgerlige og socialister i stedet for mellem forskelige grupper af borgerlige. I den borgerlige lejr er der langt mellem sociale ingeniører, der føler sig kaldet til at kunne fastlægge samfundsindretningen på basis af en simpel, firkantet ideolog. De fleste af os er praktiske folk, glade for Popper og respekterer, det der virker, og forkaster det, der ikke virker.
Men netop fordi vi aldrig nogensinde kan vide, hvordan det ”rigtige” samfund skal indrettes, er der en masse legitime politiske diskussioner, som kan dele vandene: økonomisk vækst og miljø, lighed/ulighed, statens rolle, nationalisme etc.
En naturlig følge af den klassiske venstrefløjs hensygnen kunne derfor blive et folketing, hvor den ene fløj domineres af socialkonservative kræfter og hvor DF med jævne mellemrum vil besidde statsministerposten med støtte fra den stadig mindre venstrefløj og måske de konservative, og hvor den anden fløj er liberale med Venstre i spidsen, men med stadig stigende styrke til LA og evt. nye liberale partier.
Vi ser kimen i denne udvikling allerede nu, hvor DF forbeholder sig at stå frit på centrale områder som størrelsen af væksten i det offentlige. De næste par omgange vil DF nok holde sig til det klassiske system, men lad os se hvad der sker, når DF når de 30 procent?
