Regeringen skal gribe i egen skuffe og skærpe knivene, for vi kan ikke leve af at hæve afgifterne på biler og tobak og møblere lidt rundt på skatten. Det er ikke bare piece of cake at skære samfundskagen, men det er tilladt at flotte sig lidt mere med flødeskummet ...
Når regeringen spiller krisekortet står den generelt ikke superstærkt, og med en befolkning der ihærdigt søger at øge krisebufferen og mindske de snærende gældsbyrder, vil den stramme økonomiske politik ikke fremstå som den mest fristende medicin. Det er en vanskelig menu at afsætte, for retterne står i skarp modsætning til de forudgående valgperioder: Smalkost og spændte livremme, skatteskrue, opstrammede vilkår og reduceret velfærd ...
Løkkepillen bliver svær at sluge ...
Vælgermålinger skal man altid tage med et gran salt. De snapshots som man tager idag, er ingenlunde en indikator for hvordan vælgerne vil sætte deres kryds på valgdagen.
Men i den globale situation - med en verden i krise på vækst, finanser og gæld - hvor konkurrencen om de knappe ressourcer og afsætning af produktion og opbygning af produktions- og kreditfaciliteter tager et større og større fokus - vil dagligdagens trakasserier fylde mindre og mindre, jo tættere vi kommer på valget.
Når verden hopper fra det ene hak til det andet i det finansielle maskineri, og økonomierne bestandigt truer med at gå i stå, er det nemlig alt andet end madpakker, forældremøder, eller for den sags skyld smudsige tegninger, der vil få den afgørende betydning.
Både opposition og regering skal dog spille de taktiske kort rigtigt i valgsituationen. Tingene er bestemt ikke afgjort på forhånd. Efter min bedste overbevisning vil det kommende valg blive den sædvanlige gyser - med lige mange fingre på hver hånd - så det vil det ikke være en selvfølge om det skal være venstre eller højre handske der skal kastes, når kampen om magten og de økonomiske politikker skal afgøres.
Oppositionen står ganske blankt i dagens politik og kan umuligt tilbyde andet end en politik, der skifter det ideologiske sigte på de handlingsparametre, der skal præge indsatsen i dansk politik, når vækst, velfærd og økonomi skal sættes tilbage på et spor, der fører styrket ud af krisen. Konjunkturerne er ikke gunstige for et regeringskifte. Prisen for at trække de velfærdsmaksimerende politikker ud af slæbesporet vil nemlig afstedkomme betragtelige skatte- og afgiftsforhøjelser, uden den bonuseffekt som en vækstorienteret borgerlig politik medfører.
Men i den tid der kommer, vil Danmarks statsgæld eksplodere, og det vil alt andet lige betyde at skatteskruen får et par alvorlige hak op, og hvis ikke man finder en vej til at indkassere synergi- og effektiviseringseffekterne fra de store kommunal- og sundhedsreformer, må danskerne se i øjnene at indsatsen i velfærdspillet er forhøjet. Brugerbetaling, afgifter og reduktioner vil gå hånd i hånd med kampen om at øge overskudsgraden i forretningen Danmark.
Efter næste valg er temaet nemlig allerede fastlagt på forhånd:
Væksten skal trækkes i gang af den private sektor:
- Den offentlige økonomi sættes på budgetmæssig slankekur
- ledighedsperioderne begrænses ved fjernelse af delperiode 2
- Resterende statslige aktiver i underskudsgivende virksomheder frasælges eller afvikles
- Den automatiske adgang til velfærdsgoder begrænses med betinget tilknytningsgrad til arbejdsmarkedet.
- Overførselsindkomstaspektet fjernes fra de selvfinansierede forsikringstyper
Altså vil vi komme til at se en alvorlig reduktion af de automatiske buffere (da alternativet er massive skatteforøgelser)
Dansk konkurrenceevne skal styrkes
Det vil desuden være nødvendigt at gennemføre en indre devaluering af dansk økonomi, herunder sænkning af marginalskatter og beskatningen af produktion, og desuden gennemføre en generel sænkning prisniveauet via en dæmpet eller ligefrem sænket realløn, for at styrke eksporten uden at ”fifle” med valutakurserne, såfremt regeringen ønsker at Danmark skal fremstå som en troværdig partner i den udfordrede europæiske økonomi. (Når nu man ikke kan komme til at føre en anstændig pengepolitik, på grund af den forbaskede ØMU) ...
Men stramninger alene gør det ikke. Der skal desuden ske absolutte forbedringer af både kapital- og likviditetsfaciliteter og gennemføres særdeles håndfaste reformer i både opsyn med kreditanstalter og pengeinstitutter for at bringe risiko og gearing i sektoren ned (uden at regningen blot væltes over på de svageste kunder.)
- Lov om finansiel stabilitet kunne også trænge til et serviceeftersyn. (Staten skal ikke føre illoyal konkurrence - det er sandt - men behøver skaldespandsselskabet ligefrem at tage ågerrenter?)
Og så var der lige dét med væksten ...
Lad os få nogle ideer om hvordan Danmark skal skabe fremtidens vækst på bordet, måske regeringens Vækstforum snart barsler med nogle ideer?
Vækstforummet må altså se at finde sine ben - så produktionen kan gå igang - og fremgangen i økonomien skal ikke blot udløbe fra endnu en stor milliardcheck, men være bundet op på en erhvervspolitisk rammelovgivning, der styrker den regionale økonomiske udvikling.
Der er ikke længere rum i dansk økonomi til at flotte sig så rundhåndet med midlerne, og når vi når enden af denne ekspansive pengepolitiske epoke, vil renterne ligeledes flyve i vejret. Vi ser derfor gerne at regeringen får anbragt likviditet i en regional fondsstruktur allerede nu, så midlerne er øremærket til at styrke væksten i de områder hvor arbejdskraften faktisk er tilstede. Udsigten til alvorlige rentehop taler for således at disponere fremsynet ...
Derfor skal væksten ikke blot lægges i hænderne på endnu en verdensfjern komité, men bygges på involvering af lokale ehvervsinitiativer og samling af de nære aktører.
Men glem ikke at erhvervsfinansiering er en privat opgave!
Når regeringen spiller krisekortet står den generelt ikke superstærkt, og med en befolkning der ihærdigt søger at øge krisebufferen og mindske de snærende gældsbyrder, vil den stramme økonomiske politik ikke fremstå som den mest fristende medicin. Det er en vanskelig menu at afsætte, for retterne står i skarp modsætning til de forudgående valgperioder: Smalkost og spændte livremme, skatteskrue, opstrammede vilkår og reduceret velfærd ...
Løkkepillen bliver svær at sluge ...
Vælgermålinger skal man altid tage med et gran salt. De snapshots som man tager idag, er ingenlunde en indikator for hvordan vælgerne vil sætte deres kryds på valgdagen.
Men i den globale situation - med en verden i krise på vækst, finanser og gæld - hvor konkurrencen om de knappe ressourcer og afsætning af produktion og opbygning af produktions- og kreditfaciliteter tager et større og større fokus - vil dagligdagens trakasserier fylde mindre og mindre, jo tættere vi kommer på valget.
Når verden hopper fra det ene hak til det andet i det finansielle maskineri, og økonomierne bestandigt truer med at gå i stå, er det nemlig alt andet end madpakker, forældremøder, eller for den sags skyld smudsige tegninger, der vil få den afgørende betydning.
Både opposition og regering skal dog spille de taktiske kort rigtigt i valgsituationen. Tingene er bestemt ikke afgjort på forhånd. Efter min bedste overbevisning vil det kommende valg blive den sædvanlige gyser - med lige mange fingre på hver hånd - så det vil det ikke være en selvfølge om det skal være venstre eller højre handske der skal kastes, når kampen om magten og de økonomiske politikker skal afgøres.
Oppositionen står ganske blankt i dagens politik og kan umuligt tilbyde andet end en politik, der skifter det ideologiske sigte på de handlingsparametre, der skal præge indsatsen i dansk politik, når vækst, velfærd og økonomi skal sættes tilbage på et spor, der fører styrket ud af krisen. Konjunkturerne er ikke gunstige for et regeringskifte. Prisen for at trække de velfærdsmaksimerende politikker ud af slæbesporet vil nemlig afstedkomme betragtelige skatte- og afgiftsforhøjelser, uden den bonuseffekt som en vækstorienteret borgerlig politik medfører.
Men i den tid der kommer, vil Danmarks statsgæld eksplodere, og det vil alt andet lige betyde at skatteskruen får et par alvorlige hak op, og hvis ikke man finder en vej til at indkassere synergi- og effektiviseringseffekterne fra de store kommunal- og sundhedsreformer, må danskerne se i øjnene at indsatsen i velfærdspillet er forhøjet. Brugerbetaling, afgifter og reduktioner vil gå hånd i hånd med kampen om at øge overskudsgraden i forretningen Danmark.
Efter næste valg er temaet nemlig allerede fastlagt på forhånd:
Væksten skal trækkes i gang af den private sektor:
- Den offentlige økonomi sættes på budgetmæssig slankekur
- ledighedsperioderne begrænses ved fjernelse af delperiode 2
- Resterende statslige aktiver i underskudsgivende virksomheder frasælges eller afvikles
- Den automatiske adgang til velfærdsgoder begrænses med betinget tilknytningsgrad til arbejdsmarkedet.
- Overførselsindkomstaspektet fjernes fra de selvfinansierede forsikringstyper
Altså vil vi komme til at se en alvorlig reduktion af de automatiske buffere (da alternativet er massive skatteforøgelser)
Dansk konkurrenceevne skal styrkes
Det vil desuden være nødvendigt at gennemføre en indre devaluering af dansk økonomi, herunder sænkning af marginalskatter og beskatningen af produktion, og desuden gennemføre en generel sænkning prisniveauet via en dæmpet eller ligefrem sænket realløn, for at styrke eksporten uden at ”fifle” med valutakurserne, såfremt regeringen ønsker at Danmark skal fremstå som en troværdig partner i den udfordrede europæiske økonomi. (Når nu man ikke kan komme til at føre en anstændig pengepolitik, på grund af den forbaskede ØMU) ...
Men stramninger alene gør det ikke. Der skal desuden ske absolutte forbedringer af både kapital- og likviditetsfaciliteter og gennemføres særdeles håndfaste reformer i både opsyn med kreditanstalter og pengeinstitutter for at bringe risiko og gearing i sektoren ned (uden at regningen blot væltes over på de svageste kunder.)
- Lov om finansiel stabilitet kunne også trænge til et serviceeftersyn. (Staten skal ikke føre illoyal konkurrence - det er sandt - men behøver skaldespandsselskabet ligefrem at tage ågerrenter?)
Og så var der lige dét med væksten ...
Lad os få nogle ideer om hvordan Danmark skal skabe fremtidens vækst på bordet, måske regeringens Vækstforum snart barsler med nogle ideer?
Vækstforummet må altså se at finde sine ben - så produktionen kan gå igang - og fremgangen i økonomien skal ikke blot udløbe fra endnu en stor milliardcheck, men være bundet op på en erhvervspolitisk rammelovgivning, der styrker den regionale økonomiske udvikling.
Der er ikke længere rum i dansk økonomi til at flotte sig så rundhåndet med midlerne, og når vi når enden af denne ekspansive pengepolitiske epoke, vil renterne ligeledes flyve i vejret. Vi ser derfor gerne at regeringen får anbragt likviditet i en regional fondsstruktur allerede nu, så midlerne er øremærket til at styrke væksten i de områder hvor arbejdskraften faktisk er tilstede. Udsigten til alvorlige rentehop taler for således at disponere fremsynet ...
Derfor skal væksten ikke blot lægges i hænderne på endnu en verdensfjern komité, men bygges på involvering af lokale ehvervsinitiativer og samling af de nære aktører.
Men glem ikke at erhvervsfinansiering er en privat opgave!
