Jyllands-Posten har de seneste uger kørt et tema om, hvor vi kan spare og skære til i VelfærdsDanmark.
Eksemplerne har været meget forskellige:
Udgifterne til hjælpemidler til handikappede vokser voldsomt. Er det rimeligt, har en socialchef spurgt?
Debatten om for mange møder i den kommunale sektor har været oppe. En kommunaldirektør i Kolding har anklaget sine medarbejdere for at være dovne og pivede.
Og en gammel traver er blevet hevet ud af stalden igen: Skal de rige ældre have ret til hjemmehjælp?
Jeg mener faktisk, at alle eksemplerne skyder ved siden af.
Jeg tror ikke på, at de kommunalt ansatte er dovne og pivede. Jeg tror derimod, at de drænes for energi, fordi vi politikere har mistro til dem og overdænger dem med regler og kontrol. Vis tillid til fagligheden og den offentlige sektor vil pludselig blive langt mere effektiv.
Jeg tror heller ikke, at vi gør velfærdssamfundet nogen tjeneste ved at skære ned i hjælpen til de handikappede. Hvis de ikke skal have hjælp, hvem skal så? Og ville de af os, der ikke lige nu har et handikap, ikke blive ret trætte i ansigtet, hvis vi en dag rammes af ulykken og så opdager, at den hjælp, vi har brug for, ikke kommer, fordi pengene går til efterløn?
Jeg tror slet ikke på, at det hjælper det mindste at forsøge at lave indtægtsregulering på praktisk hjælp til ældre.
Det vil jeg godt underbygge med nogle helt konkrete tal: I Norddjurs Kommune bor der 37.000 borgere. Hvor mange rige ældre har de? Ja, hvis vi med rig mener folk, der modtager mere en 500.000 om året i samlet pension, så har de 12!
Hvis vi sænker overliggeren yderligere til alle, der har mere end 350.000 i pension om året, ja så har de 32! Hvor mange penge kan Norddjurs så spare om året, hvis disse 32 pensionister selv skal betale for hjælpen?
Her kommer tallet – og hold nu fast: 30.000 kroner!
Det er det hele!
Gange man op på landsplan, svarer det til et besparelsespotentiale på mellem tre og fem millioner kroner. Og dét beløb er vel at mærke uden udgifterne til at bygge det administrative system op, der skal sikre, at kun de rigtige rammes.
Det tal skal så holdes op mod det krav om besparelser, som Nationalbanken har opstillet: Der skal spares 37 milliarder kroner. 3 millioner ud af 37 milliarder svarer til cirka 0,01 procent – altså, en titusindedel. Hvis vi af denne vej vil redde dansk økonomi, skal vi altså finde på 10.000 lignende forslag.
Sagt lige ud: Det er en pseudodiskussion! Der er kun én grund til, at vi bruger tid på den slags pjat, og det er, at ingen – på nær Liberal Alliance – tør tage fat der, hvor der reelt kan hentes noget.
Her er vores bud på reelle besparelser:
1. Den offentlige sektor skal ned på Nyrup-niveau: 20 mia. kr.
2. Fjern efterlønnen: 17 mia. kr.
3. Udliciter mere og bedre i den offentlige sektor: 15 mia. kr.
4. Indfør en smule brugerbetaling i sundhedssystemet: 5 mia. kr.
5. Forkort dagpengeperioden med to år og stram optjeningskravet: 7 mia. kr.
6. Gå i krig mod sort arbejde, når skatten på arbejde sænkes markant: 10 mia. kr.
7. Ryd ud i en lang række erhvervsstøtteordninger: 15 mia. kr.
Det samlede besparelsespotentiale bare ved disse 7 små forslag er med andre ord omkring 80 milliarder kroner. Uden at det på nogen måde har gjort ondt.
De 80 milliarder skal vi bruge som følger:
* 37 milliarder til at rette op på underskuddet, jf. Nationalbankens krav.
* 15 milliarder til at finansiere en sænkning af skatten på arbejde til ca 40 % (fjernelsen af topskatten)
* 15 milliarder til at halvere selskabsbeskatningen.
* Resten skal investeres i uddannelse, forskning og andre tiltag, der styrker Danmarks konkurrenceevne. Uddannelse og forskning er vores råstof.
Se, på den måde undgår vi at ramme de handikappede, samtidig med at vi får verdens bedste uddannelsessystem og gør Danmark til et attraktivt sted at lægge nye arbejdspladser.
Det er det, vi i Jylland kalder snusfornuft.
Debatten fortsætter og flere gode forslag modtages gerne på LA´s landsmøde!
Skynd dig nu at få tilmeldt dig. Send en mail til [email protected]
Eksemplerne har været meget forskellige:
Udgifterne til hjælpemidler til handikappede vokser voldsomt. Er det rimeligt, har en socialchef spurgt?
Debatten om for mange møder i den kommunale sektor har været oppe. En kommunaldirektør i Kolding har anklaget sine medarbejdere for at være dovne og pivede.
Og en gammel traver er blevet hevet ud af stalden igen: Skal de rige ældre have ret til hjemmehjælp?
Jeg mener faktisk, at alle eksemplerne skyder ved siden af.
Jeg tror ikke på, at de kommunalt ansatte er dovne og pivede. Jeg tror derimod, at de drænes for energi, fordi vi politikere har mistro til dem og overdænger dem med regler og kontrol. Vis tillid til fagligheden og den offentlige sektor vil pludselig blive langt mere effektiv.
Jeg tror heller ikke, at vi gør velfærdssamfundet nogen tjeneste ved at skære ned i hjælpen til de handikappede. Hvis de ikke skal have hjælp, hvem skal så? Og ville de af os, der ikke lige nu har et handikap, ikke blive ret trætte i ansigtet, hvis vi en dag rammes af ulykken og så opdager, at den hjælp, vi har brug for, ikke kommer, fordi pengene går til efterløn?
Jeg tror slet ikke på, at det hjælper det mindste at forsøge at lave indtægtsregulering på praktisk hjælp til ældre.
Det vil jeg godt underbygge med nogle helt konkrete tal: I Norddjurs Kommune bor der 37.000 borgere. Hvor mange rige ældre har de? Ja, hvis vi med rig mener folk, der modtager mere en 500.000 om året i samlet pension, så har de 12!
Hvis vi sænker overliggeren yderligere til alle, der har mere end 350.000 i pension om året, ja så har de 32! Hvor mange penge kan Norddjurs så spare om året, hvis disse 32 pensionister selv skal betale for hjælpen?
Her kommer tallet – og hold nu fast: 30.000 kroner!
Det er det hele!
Gange man op på landsplan, svarer det til et besparelsespotentiale på mellem tre og fem millioner kroner. Og dét beløb er vel at mærke uden udgifterne til at bygge det administrative system op, der skal sikre, at kun de rigtige rammes.
Det tal skal så holdes op mod det krav om besparelser, som Nationalbanken har opstillet: Der skal spares 37 milliarder kroner. 3 millioner ud af 37 milliarder svarer til cirka 0,01 procent – altså, en titusindedel. Hvis vi af denne vej vil redde dansk økonomi, skal vi altså finde på 10.000 lignende forslag.
Sagt lige ud: Det er en pseudodiskussion! Der er kun én grund til, at vi bruger tid på den slags pjat, og det er, at ingen – på nær Liberal Alliance – tør tage fat der, hvor der reelt kan hentes noget.
Her er vores bud på reelle besparelser:
1. Den offentlige sektor skal ned på Nyrup-niveau: 20 mia. kr.
2. Fjern efterlønnen: 17 mia. kr.
3. Udliciter mere og bedre i den offentlige sektor: 15 mia. kr.
4. Indfør en smule brugerbetaling i sundhedssystemet: 5 mia. kr.
5. Forkort dagpengeperioden med to år og stram optjeningskravet: 7 mia. kr.
6. Gå i krig mod sort arbejde, når skatten på arbejde sænkes markant: 10 mia. kr.
7. Ryd ud i en lang række erhvervsstøtteordninger: 15 mia. kr.
Det samlede besparelsespotentiale bare ved disse 7 små forslag er med andre ord omkring 80 milliarder kroner. Uden at det på nogen måde har gjort ondt.
De 80 milliarder skal vi bruge som følger:
* 37 milliarder til at rette op på underskuddet, jf. Nationalbankens krav.
* 15 milliarder til at finansiere en sænkning af skatten på arbejde til ca 40 % (fjernelsen af topskatten)
* 15 milliarder til at halvere selskabsbeskatningen.
* Resten skal investeres i uddannelse, forskning og andre tiltag, der styrker Danmarks konkurrenceevne. Uddannelse og forskning er vores råstof.
Se, på den måde undgår vi at ramme de handikappede, samtidig med at vi får verdens bedste uddannelsessystem og gør Danmark til et attraktivt sted at lægge nye arbejdspladser.
Det er det, vi i Jylland kalder snusfornuft.
Debatten fortsætter og flere gode forslag modtages gerne på LA´s landsmøde!
Skynd dig nu at få tilmeldt dig. Send en mail til [email protected]
