31.600 sidste år: Højeste antal nogensinde målt

Tilstrømning har holdt en overophedning af arbejdsmarkedet for døren, mener økonom.
Arbejdsmarkedet har været hjulpet godt på vej af udenlandsk arbejdskraft sidste år, viser tal. (Arkivfoto).
Arbejdsmarkedet har været hjulpet godt på vej af udenlandsk arbejdskraft sidste år, viser tal. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

28/03/2023

Sidste år indvandrede 31.600 personer for at arbejde i Danmark.

Det fremgår af en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Det svarer til en stigning på 24 procent sammenlignet med året før og er ikke set højere i statistikkens levetid, der strækker sig tilbage til 1997.

I de foregående ti år var der i gennemsnit godt 21.000 personer, som fik en opholdstilladelse i Danmark for at arbejde.

Det er bemærkelsesværdigt, da der er tale om det højeste niveau i statistikkens levetid, skriver Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, i en kommentar.

- I en tid med stor mangel på arbejdskraft har de danske virksomheder lykkedes med at rekruttere arbejdskraft i udlandet. Det er en stor succeshistorie, der i den grad sikrer vækst og stabilitet i dansk økonomi i perioden efter coronapandemien.

- Den store tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft har holdt en truende overophedning for døren og sikret en stabil høj vækst i dansk økonomi.

Størstedelen af de 31.600 udenlandske arbejdere kom fra Rumænien og Polen.

Helt konkret kom 6000 rumænske statsborgere til Danmark for at arbejde sidste år, mens 3700 personer kom fra Polen.

Beskæftigelsen her i landet fortsætter i øjeblikket med at sætte rekord, selv om et usikkert økonomisk miljø med buldrende inflation forsøger at spænde ben.

Og det kan man altså primært takke den udenlandske arbejdskraft for, skriver Tore Stramer videre.

- Den store tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft har været den absolutte primus motor bag de seneste års overraskende stærke fremgang i beskæftigelsen.

- Konkret har den udenlandske arbejdskraft drevet cirka 40 procent af den samlede fremgang i beskæftigelsen over de seneste tre år.

Kilde: /ritzau/