Mere end 7000 meldte sig ledige første dag i april

Over 44.000 er blevet ledige siden 9. marts. Alene onsdag blev 7787 ledige ifølge Beskæftigelsesministeriet.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) holder nøje øje med udviklingen inden for nytilmeldte ledige, som bliver fulgt med stor alvor. (Arkivfoto)
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) holder nøje øje med udviklingen inden for nytilmeldte ledige, som bliver fulgt med stor alvor. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

02/04/2020

Ledigheden bliver ved med at vokse herhjemme under coronakrisen.

Alene onsdag var der 7787 personer, der meldte sig ledige. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Antallet er en del over de 2639 personer, som meldte sig ledige onsdag i sidste uge. Det er også mere end de 3451 personer, der gennemsnitligt meldte sig ledige samme dag i årene 2015-2019.

Ministeriet bemærker, at antallet af nytilmeldte ledige som regel er højere ved en måneds start og afslutning, og at der skal tages højde for det i tallene for onsdag i denne uge.

- Ledighedstallet stiger desværre stadig på grund af coronakrisen. Tallet er højere omkring den 1. i måneden, hvilket desværre ikke er overraskende.

- Vi skal huske, at det her ikke bare er tal, men mennesker, hvis liv pludselig er ændret fra en dag til den anden. Vi politikere skal derfor gøre alt, hvad vi kan, for at den alvorlige krise rammer så få som muligt, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en skriftlig kommentar.

Med onsdagens nytilmeldte ledige er der nu 44.130 personer, som har meldt sig ledige siden 9. marts.

Dermed er der i alt 175.846 ledige i Danmark i øjeblikket.

Kilde: /ritzau/