Flere melder sig ledige under coronakrise

Onsdag meldte 2793 sig ledige. Det var cirka 1000 færre end onsdagen før, men stadig en del mere end normalen.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mener, at regeringens hjælpepakker begynder at have en positiv effekt på arbejdsmarkedet. (Arkivfoto)
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mener, at regeringens hjælpepakker begynder at have en positiv effekt på arbejdsmarkedet. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

26/03/2020

Selv om regeringens hjælpepakker begynder at træde i kraft, så er der stadig flere, som melder sig ledige i øjeblikket.

Onsdag meldte 2793 personer sig ledige ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet. Det var mere end dobbelt så mange som på en normal onsdag, hvor antallet er 1157 personer.

En normal onsdag defineres som gennemsnittet for onsdage i samme uge for årene 2015-2019.

På den positive side er der sket et stort fald i antallet af nytilmeldte ledige fra onsdag i sidste uge. Her måtte 3768 personer - altså godt 1000 flere - melde sig arbejdsløse.

- Ledigheden stiger fortsat, men noget mindre end for en uge siden. Det er nu klart, at de politiske redningspakker har effekt, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en skriftlig kommentar.

Onsdag åbnede muligheden for, at de mange hårdt ramte private virksomheder kan søge om lønkompensation for deres ansatte.

Ifølge beskæftigelsesministeren var der massiv interesse fra starten, og han har en klar forhåbning om, at titusindvis af lønmodtagere vil blive hjulpet på den måde.

- Men situationen er meget alvorlig, og det er ulykkeligt, hver gang en dansker mister sit arbejde. Regeringen afviser derfor ikke at gøre yderligere, og vi er i løbende dialog med arbejdsmarkedets parter, siger Peter Hummelgaard.

Kilde: /ritzau/