Der er alt for megen autoritetstro over for fine internationale organisationers udtalelser om dit og dat. Især er danske journalister i middel ekstremt dovne og stopper med at tænke lige så snart, de har fundet en ”autoritet”, der siger, det de forventer at høre.
Lad mig give nogle eksempler.
For nogle år siden udtalte IEA (det internationale energiagentur), at det var helt sikkert, at olieprisen kun kunne stige. Det blevet taget til indtægt af det grønt-industrielle kompleks og brugtsom argument for at gennemføre en håbløs dansk energi- og klimapolitik, som koster kassen, knap 30 milliarder om året, uden at der udledes et eneste tons CO2 mindre af den grund.
I dagens situation kunne man forvente en vis ydmyghed fra IEA og en erkendelse af man tog fejl, nej, tværtimod, nu udtaler IEA helt skråsikkert og blottet for ydmyghed: at det vil vare meget længe inden olieprisen stiger igen. Sagen er meget enkelt den, at man ikke kan forudsige et så komplekst område som energipriser hverken på kort eller mellemlangt sigt. På langt sigt viser historien, at energi bliver stadig billigere især relativt i forhold til det globale BNP, f.eks. beskriver the Economist i sit seneste nummer et scenarium med energi deflation.
Den grønne organisation WWF er ligeledes storeslem med sine opgørelser af, at vi skal bruge 4-5 jordkloder for at forsyne menneskene med et godt materielt grundlag. Det er en grov løgn, som er baseret på, at vi skal erstatte energiforsyningen fra fossile brændstoffer med plantning af skov, hvilket naturligvis er helt urealistisk og unødvendigt. Samtidig påstår man, at vi danskere har et af de højeste økologiske fodaftryk pr. indbygger i verden. Baseret på, at vi har en stor landbrugsproduktion. I den opgørelse har man bare lige ”glemt” at vi eksporterer hovedparten af den mad og de pelse, vi producerer, og at fodaftrykket rettelig hører hjemme i de lande, der spiser maden og bærer pelsene.
Og sidst men ikke mindst har vi et institut, World Watch Institute, som konsekvent og systematisk har brugt hvert eneste prisstigning på fødevarer i de seneste fyrre år til at sige, at nu ligger den globale hungersnød lige om hjørnet. I de samme 40 år er fødevareproduktionen pr. capita i verden steget støt, sulten aftaget og fødevarernes realpriser faldet.
Man skal forholde sig skeptisk til internationale organisationer. De fleste af denne type organisationer er inhabile med et skarpt blik for at udtale sig på en sådan dramatisk og medietækkelig måde, at de maksimerer deres økonomiske indtjening/overlevelse og er reelt helt ligeglade med om deres forudsigelser er rigtige eller forkerte. De spekulerer i, at folks hukommelse er kort, og de forkerte forudsigelser vil være glemt til den tid.
Hvad skal man som interesseret iagttager gøre?
For det første skal man være skeptisk og søge efter andre synspunkter, hvis problemstillingen er vigtig nok.
For det andet er det ikke forbudt at tænke selv, og se på tallene. Både videnskab og forretning er i grunden nemt at vurdere. Passer forudsigelsen (budgettet) med virkeligheden (regnskabet) eller gør den ikke?
Og i det mindste skal man være stærkt på vagt, når nogen på et kompliceret område, som f.eks. klima eller miljø forsøger at påberåbe sig konsensus og hævder, at andre synspunkter end konsensus er uværdige og bør undertrykkes. Det er oftest et helt sikkert tegn på, at hypotesen er så svag, at den ikke kan tåle kritik. Solide ideer og modige mennesker tør godt opsøge dissens, som er den bedste måde at teste hypotesen på.
