Det offentlige lader kræftramte i stikken

Knap seks ud af ti kræftpatienter får ikke den kontaktperson, som de ifølge loven er berettiget til

Jimmi Meilstrup,

11/01/2010

Knap seks ud af ti kræftpatienter får ikke den kontaktperson, som de ifølge loven er berettiget til. Det viser en undersøgelse ifølge Berlingske Tidende. Kontaktpersonen skal skabe et sammenhængende forløb i sygdomsbehandlingen, og Patientforeningen har "talrige eksempler på,at patienter har fået alvorlige komplikationer og i mindst ti tilfælde er døde, fordi ingen har haft overblik over sygdomsforløbet."

Godt nok siger størstedelen af sygehusene i undersøgelsen, at de skam giver patienterne en kontaktperson, men hele 57 pct. af de adspurgte kræftpatienter svarer, at de ikke har fået en kontaktperson. "Det viser, at kontaktpersoner findes på papiret, men sjældent i virkeligheden," som en af forskerne bag undersøgelsen, Mette Tuxen Faber fra Kræftens Bekæmpelse, siger.

Denne observation er med til at forklare, hvorfor kræftbehandlingen i Danmark halter efter lande, vi ellers sammenligner os med. Overlevelsesraten for lungekræft er således kun 5,6 år, hvis patienten er dansker, hvilket er betydeligt lavere, end hvis patienten er brite (7,0 år) eller svensker (8,8 år). Ligeledes for tarmkræft og prostatakræft, hvor den danske overlevelsesrate også befinder sig i bunden.

Anderledes ser det ud i USA. Her er overlevelsesraten for lungekræft 12 år, ikke mindre end 6,4 år længere end i Danmark. Det samme gør sig gældende for tarmkræft og prostatakræft, hvor den amerikanske patient i gennemsnit kan forvente at leve henholdsvis 22,5 år og 40,2 år længere end den danske patient. For kilden til disse tal, se denne PDF, side 19.

Hvad skyldes denne forskel? Nok ikke, at amerikanerne lever sundere end danskerne, og derfor klarer sig bedre igennem en kræftsygdom. Forklaringen skal nok snarere findes i forskellen på mentalitet de to landes sundhedssystemer i mellem. Omkring halvdelen af USA´s sundhedsudgifter betales af private, enten via forsikringer eller ved direkte brugerbetaling. Som i alle andre brancher har kunden altid ret, og man gør en større indsats for få bugt med sygdommen, med flere prøver, tidligere behandling og nyere former for medicin.

I Danmark betaler vi langt de fleste af vores sundhedsudgifter over skatten, og har kun pungen oppe af lommen, når vi er hos tandlægen. Det betyder, at sygehuset er ansvarlig over for politikerne, ikke patienterne. Det forklarer, hvorfor man går mere op i at skrive kontaktpersoner ned i de papirer, som loven kræver, end at sikre, at fru Jensen ved, hvem hun skal tale med om sin kemoterapi.

Det amerikanske system er ikke perfekt, og jeg siger ikke, at vi skal kopiere det ned til mindste detalje. Men en gang imellem ville det være rart at have et sundhedssystem, der var til for patienternes skyld, ikke omvendt.

Kilde: