VKO på straffeekspedition mod folk, der har sparet op til deres alderdom

LEDER: VKO-flertallet med skatteminister Troels Lund Poulsen i spidsen fastholder stædigt, at ældre danskere med pensionsopsparing skal betale en ...

Ole Birk Olesen,

13/04/2010

LEDER: VKO-flertallet med skatteminister Troels Lund Poulsen i spidsen fastholder stædigt, at ældre danskere med pensionsopsparing skal betale en særskat på deres pensionsudbetaling for at medfinansiere det overskud til statskassen, som regeringen vil score på sin skattereform. Udover at det - som påpeget af den tidligere direktør for Forsikring & Pension Steen Leth Jeppesen - er en indlysende urimelighed, fordi pensionisterne dermed skal betale dobbelt for skattereformen i forhold til alle andre, så vil tiltaget også pervertere incitamentstrukturerne under socialstat Danmark endnu mere, end de allerede er perverterede i dag.

Lad os kigge lidt på den samlede VKO-politik for landets pensionister:

I forvejen har VKO indført og over flere omgange forhøjet den såkaldte ældrecheck på i dag næsten 11.000 kr. årligt til de pensionister, som i deres yngre år brugte rub og stub af deres indkomst i stedet for at spare lidt op til deres alderdom. Det er synd, at de kun har en folkepension på 11.100 kr. om måneden for enlige, mener VKO. Nuvel, det er faktisk mere end dobbelt så meget som en SU-modtager får af det offentlige. Og spørgsmålet er, hvorfor de pågældende ikke har sparet noget op, mens de endnu var på arbejdsmarkedet, hvis de ikke kan klare sig med folkepensionen. Kom det som et chok for dem, at de ville blive gamle? Satsede de på at leve stærkt og dø unge? Var de bare tankeløse? I bekræftende fald, hvorfor er det så nødvendigvis skatteydernes opgave at bevilge dem, hvad der næsten svarer til en ekstra måneds folkepension?

Disse ældre skal belønnes med flere skattepenge, mener VKO. De ældre, der selv har sparet op, skal derimod straffes med en særskat.

Konklusionen på disse to forhold må være, at VKO mener, at der er for mange, som selv tager ansvar for at finansiere deres alderdom. Derfor skal de beskattes ekstra. Omvendt mener VKO, at der er for få, der lader tingene sejle i deres yngre dage, så de går helt uforberedte mod deres pensionering. Derfor skal de have et ekstra tilskud. For skat og tilskud fostrer jo bestemte former for adfærd. Det, man beskatter, får man mindre af. Det, man yder tilskud til, får man mere af.

Kunne en socialdemokratisk ledet regering have gjort det værre?

Kilde: