Regeringen vil sammen med Dansk Folkeparti gennemføre en helt enestående straffeekspedition mod tusindvis af pensionister, som gennem deres ansættelsesforhold og forudgående opsparing selv har taget ansvar for en væsentlig del af deres alderdomsforsørgelse mv. Det sker gennem den planlagte såkaldte udligningsskat – strafskatten – der i henhold til det nu foreliggende skal virke fra 2011.
Den er enestående, fordi begrundelsen for den er fejlagtig, hvis ikke helt uanstændig; fordi den er udtryk et løftebrud; fordi der reelt er tale om beskatning med tilbagevirkende kraft; fordi der herigennem lægges kimen til en ødelæggelse af det ellers berømmede danske pensionssystem; fordi der tilsyneladende er tale om et af de seneste og mest konsekvente forsøg fra V og K på at tabe det kommende folketingsvalg.
Argumentationen for gennemførelsen af strafskatten er at opsuge en utilsigtet skattelettelse for de berørte pensionsopsparere. Denne opstår angiveligt derved, at pensionsbidrag er fratrukket ved en højere marginal skatteprocent end svarende til den beskatning, der efter bortfald af mellemskatten, vil ramme pensionsudbetalingerne. Pensionisterne får en indkomstmæssig fordel ved skattereformen – ligesom alle andre med en tilsvarende indkomst – men den må de sandelig ikke få, for så vidt angår pensioner over 350.000 kr. (incl. folkepension).
Dette er dog ganske opsigtsvækkende: For ”skattereformen” er jo netop ikke en skattenedsættelse, men derimod en skatteomlægning. Bortset fra den første tids underfinansiering, er der tale om en ”fuldt finansieret” omlægning, hvor faldet i provenu af indkomstbeskatningen helt erstattes af øgede miljø- og såkaldt grønne afgifter, fradragsbegrænsning mm. På lidt længere sigt giver reformen endog netto flere penge i de offentlige kasser. Skatteyderne skal altså selv betale for deres ”skattenedsættelse”. Det gælder naturligvis også for pensionisterne. De bliver vel også ramt af forhøjede og nye afgifter, af afledede højere priser på forbrugsvarer etc.? Men de skal altså bare betale og således stilles ringere end alle andre? Skattepolitisk apartheid og aldersmæssig diskrimination?
Det gælder nuværende og kommende pensionister, der selv har taget betydeligt ansvar for deres økonomi. Herigennem har de i forvejen sparet det offentlige for store udgifter ved folkepensionen (bortfald af pensionstillæg, bolighjælp og andre tilskud), ingen ældrecheck osv. På et stort indkomststræk er deres reelle marginale skatteprocent fremdeles meget højere end de nu opreklamerede 51½ pct. Men de har bare at betale, hvad enten straffen nu bliver 6, 7½ eller 8 pct.!
Der er tale om et klart løftebrud. Den seneste mere principielle ændring af pensionsbeskatningsreglerne blev gennemført ved den såkaldte pinsepakke i 1998. Dengang ændredes pensionsafkastbeskatningen fra en realrenteafgift til en nominel afgift på pensionsafkastet. Det lå klart i kortene, at der fremdeles skulle være fradrag for pensionsindbetalinger (eller fuld bortseelsesret ved ydelsesbetingede ordninger og arbejdsgiverfinansíerede bidrag) og samtidig beskatning som almindelig skattepligtig indkomst ved udbetaling, hvilket er princippet i Pensionsbeskatningsloven. Det løfte vil man så bryde nu ved en ekstra strafskat på udbetalingerne, fordi man ønsker, at de pågældende skal stilles ringere end alle andre skatteborgere! (For resten lovede VK i 1998, at ændringen af afkastbeskatningen ville blive annulleret, når de fik regeringsmagten. Men sådan er der vist så meget!)
Der er reelt tale om tilbagevirkende kraft, når nuværende og kommende pensionister må se i øjnene, at tidligere tiders marginalskat nu skal danne grundlag for deres fremtidige beskatning. I modsætning til hidtil berettiget forventning om samme skattesatser som alle andre.
Det er da også bemærkelsesværdigt, at de forskellige organiserede pensionsinteresser har været temmelig tavse om dette indgreb, har meldt hus forbi eller har udtrykt ”forståelse” for den politiske straffeaktion. De skal ikke risikere noget; pludselig er de ikke længere pensionsopsparernes talsmænd, men alene iført virksomhedsopportunismens gustne overlæg. Faren synes at være nærliggende for, at de har forregnet sig. For hvis det først viser sig, at man sagtens kan beskatte pensionsudbetalinger hårdere end anden skattepligtig indkomst, hvad kan glubske politikere så ikke finde på i fremtiden? Og hvordan går det herefter med lysten til organiseret pensionsopsparing, helt privat eller i henhold til aftaler på arbejdsmarkedet? Der findes adskillige alternativer, og det samlede pensionssystem vil tage skade derved.
I øvrigt rejser strafskatten en stor mængde afgrænsningsmæssige problemer og skaber forvridninger, der nok skal give anledning til frustrationer, omgåelser etc. Eksempler herpå kan findes på www. strafskatten.dk.
Men nu er den borgerlige regering jo tilsyneladende i gang med en systematisk indsats for at skaffe sig af med sine vælgere. Der er adskillige eksempler herpå, som jeg ikke skal trætte med i denne sammenhæng. Men planen om strafskatten er rettet mod en større gruppe af formentligt overvejende borgerlige vælgere. Der er tale om pensionister, der som nævnt via ansættelseskontrakter og ved opsparing har søgt at tage økonomisk ansvar for deres egen alderdom, evt. invaliditet og forsørgelse af pårørende. Det samme gælder mange endnu erhvervsaktive, som er på vej mod en pensionisttilværelse. I alt er der tale om op mod 200.000 vælgere, der vil føle sig uanstændigt behandlet, når det går op for folk, hvad der er ved at ske.
Umiddelbart er provenuet dog forholdsvist beskedent. Det kan i hvert fald ikke være grunden til strafskatten. For en regering, der f. eks. efter sigende brugte over én milliard kroner på et klimafiaskotopmøde i december i fjor, er der tale om en helt ubetydelig samlet sum. Så motivet kan kun søges i straffeaspektet. Eller som forbundet hermed: Ren socialdemokratisk misundelsesfilosofi (der er tale om en rigtig ”lykketoft”). Så ræsonnerer man måske på den måde, at de pågældende vælgere på trods heraf ikke kan få sig til at stemme til anden side.
Det er formentlig et fejlræsonnement. For hvis der alligevel i denne sag – som i andre sammenhænge - skal føres socialdemokratisk politik, er Socialdemokraterne vel bedre til at føre socialdemokratisk politik? Og er de borgerlige i virkeligheden ikke bedre i opposition? Mange kan måske også nå til den konklusion, at det slet ikke kan betale sig at stemme ved næste folketingsvalg – eller at det er bedst at stemme blankt – når det hele alligevel er et fedt? Man kan i hvert fald konkludere, at regeringen med sin strafskat gør, hvad den kan for at afskaffe sig selv.
Skattestoppet, som ellers skulle være den borgerlige regerings mærkesag og en garanti for borgerne, afsløres herigennem igen som et falsum: Det gælder, så længe det gælder! Og i hvert fald gælder det ikke for dem, der nok ellers har støttet regeringen, idet mange pensionister dog kan trøste sig ved, at strafskatten påtænkes afviklet, når de fleste af dem er døde! I hvert fald efter”planen”, for hvordan kan politikere dog love noget om en fjernere fremtid, når de ikke engang kan holde hidtidige løfter, men er til fals for billig socialistisk misundelsestænkning?
Den er enestående, fordi begrundelsen for den er fejlagtig, hvis ikke helt uanstændig; fordi den er udtryk et løftebrud; fordi der reelt er tale om beskatning med tilbagevirkende kraft; fordi der herigennem lægges kimen til en ødelæggelse af det ellers berømmede danske pensionssystem; fordi der tilsyneladende er tale om et af de seneste og mest konsekvente forsøg fra V og K på at tabe det kommende folketingsvalg.
Argumentationen for gennemførelsen af strafskatten er at opsuge en utilsigtet skattelettelse for de berørte pensionsopsparere. Denne opstår angiveligt derved, at pensionsbidrag er fratrukket ved en højere marginal skatteprocent end svarende til den beskatning, der efter bortfald af mellemskatten, vil ramme pensionsudbetalingerne. Pensionisterne får en indkomstmæssig fordel ved skattereformen – ligesom alle andre med en tilsvarende indkomst – men den må de sandelig ikke få, for så vidt angår pensioner over 350.000 kr. (incl. folkepension).
Dette er dog ganske opsigtsvækkende: For ”skattereformen” er jo netop ikke en skattenedsættelse, men derimod en skatteomlægning. Bortset fra den første tids underfinansiering, er der tale om en ”fuldt finansieret” omlægning, hvor faldet i provenu af indkomstbeskatningen helt erstattes af øgede miljø- og såkaldt grønne afgifter, fradragsbegrænsning mm. På lidt længere sigt giver reformen endog netto flere penge i de offentlige kasser. Skatteyderne skal altså selv betale for deres ”skattenedsættelse”. Det gælder naturligvis også for pensionisterne. De bliver vel også ramt af forhøjede og nye afgifter, af afledede højere priser på forbrugsvarer etc.? Men de skal altså bare betale og således stilles ringere end alle andre? Skattepolitisk apartheid og aldersmæssig diskrimination?
Det gælder nuværende og kommende pensionister, der selv har taget betydeligt ansvar for deres økonomi. Herigennem har de i forvejen sparet det offentlige for store udgifter ved folkepensionen (bortfald af pensionstillæg, bolighjælp og andre tilskud), ingen ældrecheck osv. På et stort indkomststræk er deres reelle marginale skatteprocent fremdeles meget højere end de nu opreklamerede 51½ pct. Men de har bare at betale, hvad enten straffen nu bliver 6, 7½ eller 8 pct.!
Der er tale om et klart løftebrud. Den seneste mere principielle ændring af pensionsbeskatningsreglerne blev gennemført ved den såkaldte pinsepakke i 1998. Dengang ændredes pensionsafkastbeskatningen fra en realrenteafgift til en nominel afgift på pensionsafkastet. Det lå klart i kortene, at der fremdeles skulle være fradrag for pensionsindbetalinger (eller fuld bortseelsesret ved ydelsesbetingede ordninger og arbejdsgiverfinansíerede bidrag) og samtidig beskatning som almindelig skattepligtig indkomst ved udbetaling, hvilket er princippet i Pensionsbeskatningsloven. Det løfte vil man så bryde nu ved en ekstra strafskat på udbetalingerne, fordi man ønsker, at de pågældende skal stilles ringere end alle andre skatteborgere! (For resten lovede VK i 1998, at ændringen af afkastbeskatningen ville blive annulleret, når de fik regeringsmagten. Men sådan er der vist så meget!)
Der er reelt tale om tilbagevirkende kraft, når nuværende og kommende pensionister må se i øjnene, at tidligere tiders marginalskat nu skal danne grundlag for deres fremtidige beskatning. I modsætning til hidtil berettiget forventning om samme skattesatser som alle andre.
Det er da også bemærkelsesværdigt, at de forskellige organiserede pensionsinteresser har været temmelig tavse om dette indgreb, har meldt hus forbi eller har udtrykt ”forståelse” for den politiske straffeaktion. De skal ikke risikere noget; pludselig er de ikke længere pensionsopsparernes talsmænd, men alene iført virksomhedsopportunismens gustne overlæg. Faren synes at være nærliggende for, at de har forregnet sig. For hvis det først viser sig, at man sagtens kan beskatte pensionsudbetalinger hårdere end anden skattepligtig indkomst, hvad kan glubske politikere så ikke finde på i fremtiden? Og hvordan går det herefter med lysten til organiseret pensionsopsparing, helt privat eller i henhold til aftaler på arbejdsmarkedet? Der findes adskillige alternativer, og det samlede pensionssystem vil tage skade derved.
I øvrigt rejser strafskatten en stor mængde afgrænsningsmæssige problemer og skaber forvridninger, der nok skal give anledning til frustrationer, omgåelser etc. Eksempler herpå kan findes på www. strafskatten.dk.
Men nu er den borgerlige regering jo tilsyneladende i gang med en systematisk indsats for at skaffe sig af med sine vælgere. Der er adskillige eksempler herpå, som jeg ikke skal trætte med i denne sammenhæng. Men planen om strafskatten er rettet mod en større gruppe af formentligt overvejende borgerlige vælgere. Der er tale om pensionister, der som nævnt via ansættelseskontrakter og ved opsparing har søgt at tage økonomisk ansvar for deres egen alderdom, evt. invaliditet og forsørgelse af pårørende. Det samme gælder mange endnu erhvervsaktive, som er på vej mod en pensionisttilværelse. I alt er der tale om op mod 200.000 vælgere, der vil føle sig uanstændigt behandlet, når det går op for folk, hvad der er ved at ske.
Umiddelbart er provenuet dog forholdsvist beskedent. Det kan i hvert fald ikke være grunden til strafskatten. For en regering, der f. eks. efter sigende brugte over én milliard kroner på et klimafiaskotopmøde i december i fjor, er der tale om en helt ubetydelig samlet sum. Så motivet kan kun søges i straffeaspektet. Eller som forbundet hermed: Ren socialdemokratisk misundelsesfilosofi (der er tale om en rigtig ”lykketoft”). Så ræsonnerer man måske på den måde, at de pågældende vælgere på trods heraf ikke kan få sig til at stemme til anden side.
Det er formentlig et fejlræsonnement. For hvis der alligevel i denne sag – som i andre sammenhænge - skal føres socialdemokratisk politik, er Socialdemokraterne vel bedre til at føre socialdemokratisk politik? Og er de borgerlige i virkeligheden ikke bedre i opposition? Mange kan måske også nå til den konklusion, at det slet ikke kan betale sig at stemme ved næste folketingsvalg – eller at det er bedst at stemme blankt – når det hele alligevel er et fedt? Man kan i hvert fald konkludere, at regeringen med sin strafskat gør, hvad den kan for at afskaffe sig selv.
Skattestoppet, som ellers skulle være den borgerlige regerings mærkesag og en garanti for borgerne, afsløres herigennem igen som et falsum: Det gælder, så længe det gælder! Og i hvert fald gælder det ikke for dem, der nok ellers har støttet regeringen, idet mange pensionister dog kan trøste sig ved, at strafskatten påtænkes afviklet, når de fleste af dem er døde! I hvert fald efter”planen”, for hvordan kan politikere dog love noget om en fjernere fremtid, når de ikke engang kan holde hidtidige løfter, men er til fals for billig socialistisk misundelsestænkning?
