§ 266b bruges politisk - kan man blive dømt uden at have overtrådt loven?

I morgen skal jeg i byretten sigtet for at have overtrådt straffelovens § 266b

Torben Mark Pedersen,

20/05/2014

I morgen skal jeg i byretten sigtet for at have overtrådt straffelovens § 266b. Det har jeg naturligvis ikke.

Men i sig selv er det en skandale, at vi har en paragraf i straffeloven, der kriminaliserer ytringer, for i et frit samfund bør det være en menneskeret at kunne sige, skrive eller tegne alt, selv om det kan forarge, fornærme eller forhåne andre. Så længe man ikke truer andre, eller opfordrer til vold. Er man uenig i andres ytringer eller føler man sig forarget eller fornærmet, så må man imødegå dem med argumenter og protester eller med tavshed – men ikke med vold eller forbud.

Frihed er altid frihed til at gøre, sige eller skrive noget, som andre ikke bryder sig om.

Et af problemerne med § 266b er, at den indbyder til politisk misbrug, og det er præcis det indtryk man får af de mange sager, der har været. Der bliver sagt uhyrlige og dybt racistiske ting på facebook om jøder af herboende udlændinge, men at få politiet til at tage en sådan sag op, er næsten umuligt. Også selv om der er tale om trusler. Til gengæld falder sigtelserne prompte, hvis man siger noget kritisk om visse andre grupper. Det var præcis den form for ulighed for loven, der efter sigtelsen mod Jesper Langballe i juli 2010 fik mig til den 5, august 2010 at skrive et debatindlæg i form af en klumme om ”Når fru Justitia ikke er blind…”, der førte til sigtelsen for overtrædelse af § 266b. Jeg mener, det er et væsentligt problem, at der tilsyneladende ikke hersker lighed for loven.

Som enhver kan læse, indleder jeg med at gentage de ord, Jesper Langballe blev dømt for at udtale, men denne gang om danskere: "Der er danske fædre, der voldtager deres døtre (…) Selvfølgelig skulle jeg ikke have sagt, at der er danske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel - og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt."

Jeg fremhæver selv i teksten, at der ikke er tale om en forhånelse af alle danske mænd, idet jeg eksplicit kun omtaler en delmængde af danske mænd, nemlig dem der voldtager og myrder deres døtre, og det er heldigvis et lille mindretal, men ikke desto mindre faktuelt sandt, at der har været danske mænd, der har voldtaget deres døtre og slået dem ihjel. Hensigten med denne åbenlyse provokation om danske mænd ovenpå sigtelsen af Jesper Langballe var selvfølgelig at gøre opmærksom på, at jeg som en dansk mand næppe kunne blive dømt for at fornærme andre danske mænd, og det forunderlige er, at anklageskriftet mod mig nok indirekte giver mig ret i min formodning. At der ikke hersker lighed for loven.

Jeg skriver dernæst det samme om 12 andre befolkningsgrupper, inklusiv så brede grupper som ”asiater”, som hverken er én etnisk homogen gruppe, en nationalitet eller religiøs gruppe men alene er en geografisk afgrænset befolkning, der også omfatter hundredtusinder eller millioner af europæisk, amerikansk og australsk afstamning, og ved en sammentælling i går aftes med udgangspunkt i Verdensbankens statistikbank kan jeg se, at jeg udtaler mig om meget tæt på 90% af jordens befolkning. Det skulle derfor have været tydeligt for anklagemyndigheden, at jeg ikke har fortsæt om at hænge nogen enkelt gruppe ud, men at ærindet er at provokere anklagemyndigheden til at tage stilling til, hvilken krænkelse de vil sigte mig for, såfremt jeg skulle blive sigtet. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at 90% af verdens befolkning skulle kunne være ”en gruppe” i straffelovens § 266b’s forstand. I min klumme fra den 3. december 2010, Lighed for loven! Jeg kræver at blive dømt for racisme ligesom Jesper Langballe beklager jeg, at jeg ikke fik dækket mig helt ind, så jeg fik alle med. Klummen den 3. december kom i øvrigt en time efter, at det var blevet offentliggjort, at Jesper Langballe var blevet dømt.

Anklagemyndigheden har så valgt at sigte mig for at krænke 90% af verdens mænd. Det er interessant og måske sigende, at anklagemyndigheden ikke tager udgangspunkt i min udtalelse om danske mænd – for hvorfor gør de ikke det?

I stedet citeres min udtalelse om katolikker (den 8. gruppe, jeg omtaler), og så nævnes det, at jeg gentager samme udtalelse om en lang række etniske og religiøse grupper, ”herunder jøder, muslimer, asiater, m.v.” - selv om asiater ikke er en etnisk eller religiøs gruppe. Hvem ”m.v.” i øvrigt er, må jeg heller spørge anklagemyndigheden om. Gad vide om ”m.v.” er blevet fornærmet?

Hele sagen er absurd, og selv som lægmand kan man se, at der er mindst tre grunde til, at mine skriverier ikke opfylder betingelserne for at overtræde § 266b (se paragraffen gengivet nedenfor), og at en frifindelse så måske desværre heller ikke kan bruges til meget i kampen mod § 266b:

1. Manglende fortsæt om at krænke. Klummen er en provokation.

2. Ingen trues, forhånes eller nedværdiges PÅ GRUND AF sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse. I teksten skriver jeg blot, at der er mænd tilhørende de nævnte grupper, der begår voldtægt og drab, ikke at de gør det, på grund af, at de er danskere, asiater, katolikker eller andet.

3.  Ingen gruppe forhånes eller nedværdiges. Jeg gør UDTRYKKELIG opmærksom på, at jeg alene udtaler mig om en delmængde (nogle kriminelle voldtægtsforbrydere og mordere) tilhørende forskellige befolkningsgrupper, så ret beset kan ingen andre mænd tilhørende de nævnte grupper siges at være blevet forhånet, for mine udtalelser er eksplicit ikke generaliserende.

Og det er vel ikke meningen med § 266b, at den skal beskytte nogen, der end ikke er blevet forhånet? Det ville være absurd.

Hvordan jeg overhovedet har kunnet blive sigtet for overtrædelse af § 266b er i sig selv en gåde. Anmeldt ja, det skete af gode venner og bekendte som en provokation og med min accept, men anklagemyndigheden burde have afvist sagen som åbenlys grundløs, ligesom politikerne snart burde tage sig sammen og afskaffe § 266b, så debatter om vigtige samfundsmæssige spørgsmål ikke kriminaliseres, fordi nogen vil bruge paragraffen til at forsøge at lukke munden på politiske modstandere.

Det er udtryk for en voldsom mistro til det frie ord og en krænkelse af borgernes frihed, når politikerne vil regulere, hvad der må siges i den offentlige debat.

---

§ 266 b.

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Retssagen finder sted i Københavns Byret onsdag d. 21. maj. kl. 13.15

Retssal 31, Slutterigade 1, 2. sal

1461 Kbh. K.

Kilde: