Den tidligere amerikanske soldat Chelsea Manning løslades på ordre fra en dommer, efter at hun har været fængslet siden maj sidste år for at nægte at vidne under en efterforskning af WikiLeaks.
Manning blev fængslet sidste år, da hun nægtede at møde op ved en storjury, der behandlede sagen mod WikiLeaks.
Fordi storjuryen blev sendt hjem torsdag, "så finder domstolen, at Mannings deltagelse ved en storjury ikke længere behøves". Det konstaterede dommeren ved en distriktsdomstol i delstaten Virginia.
Men den 32-årige Manning skal betale 256.000 dollar i bøde for at nægte at møde op og udtale sig.
Det var Mannings læk af hemmelige dokumenter om USA's krige i Irak og Afghanistan i 2010, der gjorde hende berømt og berygtet.
Det skete gennem WikiLeaks, der i årene inden havde viderebragt mange lækkede dokumenter, som regeringer flere steder i verden forsøgte at holde under låg.
Dengang var det under navnet Bradley Manning, at han lækkede dokumenterne om USA's krige. Han blev idømt 35 års fængsel og fik undervejs en kønsskifteoperation.
Chelsea Manning blev løsladt i maj 2017. Efter ordre fra præsident Barack Obama blev en stor del af straffen eftergivet.
Kilde: /ritzau/Reuters