Den tidligere chef for PET Jakob Scharf får 10 dagbøder a 1000 kroner for brud på tavshedspligten i en dom afsagt af Østre Landsret.
Landsretten frifinder ham fredag på 27 punkter ud af i alt 28 om påståede overtrædelser af tavshedspligten.
Dommen er en stor oprejsning for den 53-årige jurist. Han er dog ikke selv til stede i retssalen ved afsigelsen af dommen.
I Københavns Byret blev han derimod straffet med ubetinget fængsel i fire måneder for sine udtalelser til bogen "Syv år for PET", som er skrevet af journalisten Morten Skjoldager.
Byretten mente, at Jakob Scharf havde overtrådt straffeloven i 24 passager i bogen, der udkom i 2016.
Landsretten er af en helt anden mening. Kun i et tilfælde er Scharf gået for langt. Det gælder hans omtale af en kvinde, der hjalp efterretningstjenesten, og som muligvis kunne identificeres på baggrund af hans ord.
Tiltalen drejer sig blandt andet om, at Scharf i bogen fortalte, at bagage blev undersøgt i lufthavnen, og at en terrorist kunne elimineres ved at blive skudt i hovedet.
Men disse og andre oplysninger er ifølge retsformand Henrik Bitsch "selvfølgeligheder".
Landsretten tager også afstand fra tiltalen vedrørende et konkret samarbejde med amerikanske myndigheder i en terrorsag. Her var der rejst tiltale, selv om samarbejdet var blevet omtalt i det amerikanske senat i Washington.
Under sagen har den nuværende chef for PET Finn Borch Andersen været et vigtigt vidne for anklagemyndigheden. Men der er ikke fremlagt konkret materiale om den skadevirkning, som PET påstår skal være sket.
- Man har ikke løftet bevisbyrden, siger retsformanden i forbindelse med domsafsigelsen. Sagen har været behandlet ved 18 retsmøder.
/ritzau/
Kilde: