Tibetsag: 101 får erstatning for politiets ulovlige krænkelser af ytringsfriheden

Efter et længere forløb på flere måneder er politiet omsider klar med erstatninger til de, der fik deres ytringsfrihed krænket i Tibetsagen.
Foto: Kim Matthäi Leland
Foto: Kim Matthäi Leland

Claes Kirkeby Theilgaard,

21/04/2020

Da den kinesiske præsident Hu Jintao i juni 2012 besøgte Danmark, greb politiet flere gange ulovligt ind og krænkede demonstranteres ytringsfrihed i den såkaldte Tibetsag.

Nu er politiet efter mange måneders sagsbehandling omsider klar med erstatning til de berørte demonstranter, skriver Ritzau ifølge JydskeVestkysten.

I alt lyder erstatningerne på to millioner kroner.

Ved det kinesiske statsbesøg i 2012 forhindrede politibetjente adskillige gange demonstranter i at ytre sig og demonstrere.

Det skyldtes, at demonstranterne demonstrerede til fordel for Tibet, der af Kina anses som værende en kinesisk provins. I Vesten anses Kina dog mere som en besættelsesmagt, der undertrykker Tibet.

Politiet ønskede derfor ikke, at de kinesiske statsledere skulle se de kinakritiske demonstranter, og parkerede mandskabsvogne foran dem i et forsøg på at skjule deres tilstedeværelse.

Derudover rev betjente Tibet-flag ud af hænderne på fredelige demonstranter.

Københavns Politi har behandlet 104 ansøgninger om erstatning, hvoraf to har fået direkte afslag, mens en tredje har fået et delvist afslag.

Taksten pr. erstatning er 20.000 kroner, og dermed løber erstatningen i alt op i omkring to millioner kroner.

Tilbage i 2017 fastslog den særligt nedsatte Tibetkommission, at man i politiet havde givet entydigt ulovlige ordrer om at skjule demonstranternes kritiske ytringer for den kinesiske præsident og hans følge.

Tibetsagen er en af de mest markante sager om ytringsfrihed i Danmarkshistorien og står tilbage som et klart eksempel på statsmagtens ulovlige krænkelse af ytringsfriheden samt dens efterfølgende forsøg på at dække over disse krænkelser.