SF vil indskrænke ytringsfriheden for at bekæmpe "falske nyheder" om coronavirus

Socialistisk Folkepartis retsordfører Karina Lorentzen foreslår en lov, der skal straffe folk, der spreder "falske nyheder" om coronavirus.
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), da Folketinget holder møde i Folketingssalen torsdag den 2. april 2020. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), da Folketinget holder møde i Folketingssalen torsdag den 2. april 2020. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

06/04/2020

Da Folketinget i sidste uge hastebehandlede endnu en udvidelse af den socialdemokratiske regerings helt ekstraordinært vidtgående beføjelser i kampen mod udbruddet af coronavirus, have SF's retsordfører Karina Lorentzen et opsigtsvækkende spørgsmål med til justitsminister Nick Hækkerup (S).

- Vil ministeren redegøre for, hvordan man med den nuværende lovgivning kan sanktionere falske nyheder fra privatpersoner, lød det fra Lorentzen med reference til virale opslag på sociale medier, hvor folk bl.a. påstår, at coronavirus kan kureres med c-vitamin.

Hun fortsatte sin henvendelse med at lægge op til, at et særligt ændringsforslag med forbud mod "falske nyheder" skulle tilføjes hasteloven, der blev behandlet i Folketinget.

- Vil ministeren endvidere tilkendegive, hvordan ministeren forholder sig til at fremsætte et ændringsforslag, der medfører, at myndighederne i første omgang skal henstille til, at opslaget omgående fjernes og først derefter kan udstede en bøde, hvis myndighedernes henstilling ikke iagttages?

Den socialdemokratiske justitsminister Nick Hækkerup ville ikke blankt afvise idéen om et forbud mod "falske nyheder", men afviste dog at haste et sådant forbud igennem.

- En eventuel lovregulering af falske nyheder og disinformation vil kræve grundige overvejelser, herunder en vurdering af samspillet med retten til ytringsfrihed, lød det fra Hækkerup.

Han tilføjede endvidere, at "falske nyheder" ikke er "et fast begreb", men at han åben for at diskutere spørgsmålet på et senere tidspunkt med Folketingets øvrige partier.

- Når det er sagt, er det imidlertid en vigtig og aktuel debat, som jeg gerne vil indgå i med resten af Folketingets partier.

Karina Lorentzens forslag har allerede mødt hård kritik herhjemme, bl.a. fra Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia og kendt ytringsfrihedsforkæmper.

I et indlæg i Berlingske kalder han forslaget for "en farlig leg for demokratiet" og trækker tråde til Ungarns nyligt vedtagne love, der giver hele fem års fængsel til folk, der spreder "falske nyheder".

- En lov mod falske nyheder ville også friste regeringer og myndigheder til at slå ned på selv legitim og berettiget kritik for ikke at tabe ansigt eller miste folkelig opbakning, advarer Jacob Mchangama i indlægget.