Alternativet udskyder pressemøde efter historie om intern uro

Theresa Scavenius er ifølge DR åbenbart så upopulær i folketingsgruppen, at hun er blevet forsøgt ekskluderet.
Theresa Scavenius er tilsyneladende kilde til uro i Alternativet. (Arkivfoto).
Theresa Scavenius er tilsyneladende kilde til uro i Alternativet. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

13/09/2023

Alternativet har med kort varsel udskudt et planlagt pressemøde onsdag i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

Det sker efter en historie fra DR om intern uro i partiet.

Ifølge dokumentation, som DR er i besiddelse af, har fem folketingsmedlemmer forsøgt at få smidt folketingsmedlem Theresa Scavenius ud af partiet.

Alternativet har seks mandater i Folketinget.

Pressemødet skulle have fundet sted klokken 11, men er udskudt til et endnu ukendt tidspunkt, oplyser partiets pressetjeneste.

Her vil man ikke bekræfte, at det har noget med DR's historie at gøre. Dog kom meldingen om udskydelsen, kort tid efter at DR havde bragt sin historie.

Klimaordføreren mod alle andre

Det er ifølge DR samarbejdsproblemer mellem klimaordfører Scavenius og den øvrige folketingsgruppe, som er problemet.

Derfor har partiets hovedbestyrelse i august fået en indstilling fra den øvrige folketingsgruppe om at ekskludere Scavenius.

Hovedbestyrelsen har ikke fulgt indstillingen. Men der er igangsat et forløb, hvor en ekstern konsulent er hyret til at mægle og skabe bedre stemning i folketingsgruppen.

DR har talt med Theresa Scavenius om sagen.

- Lige nu kører der en intern proces, som HB (hovedbestyrelsen, red.) har sat i gang. Jeg udtaler mig ikke om sagen, før den er afsluttet, siger hun.

Scavenius blev valgt ind i Folketinget ved seneste valg i november sidste år. Hun er blandt andet klima- og forsvarsordfører for sit parti.

Det er ikke første gang, at Alternativet oplever problemer i Folketinget.

Endnu et problem i rækken

I den seneste valgperiode smuttede fire ud af fem folketingsmedlemmer, så kun Torsten Gejl stod tilbage.

Alligevel lykkedes det for Alternativet at få seks mandater ved sidste års valg.

Da Alternativet i 2019 skulle finde partistifter Uffe Elbæks afløser som politisk leder, meldte Scavenius sig som en af kandidaterne.

Hun blev toer i kampvalget i begyndelsen af 2020 bag Josephine Fock og foran det daværende folketingsmedlem Rasmus Nordqvist, som senere gik til SF.

Året efter valgte Scavenius at forlade Alternativet for at stifte sit eget parti, Momentum. Partiet levede dog aldrig rigtig op til sit navn og fik ikke indsamlet underskrifter nok til at komme på stemmesedlen.

I oktober sidste år nedlagde hun partiet og vendte tilbage til Alternativet, hvor hun blev folketingskandidat i Nordjylland.

Foruden Scavenius udgøres Alternativets folketingsgruppe i øjeblikket af politisk leder Franciska Rosenkilde samt Helene Liliendahl Brydensholt, Sascha Faxe, Christina Olumeko og Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen.

Sidstnævnte er suppleant for Gejl, som er sygemeldt med stress.

Kilde: /ritzau/