Trump: Kina forsøger at få mig til at tabe præsidentvalget

Trump mener, at Kina burde have reageret hurtigere på virusudbrud og vil have ham til at tabe præsidentvalget.
USA's præsident, Donald Trump, besvarer spørgsmål under et interview med nyhedsbureauet Reuters. Emnerne er Kina, coronavirus og det kommende præsidentvalg.
USA's præsident, Donald Trump, besvarer spørgsmål under et interview med nyhedsbureauet Reuters. Emnerne er Kina, coronavirus og det kommende præsidentvalg.

180Graders Redaktion,

30/04/2020

USA's præsident, Donald Trump, mener, at Kinas håndtering af coronapandemien er et bevis på, at regeringen i Beijing vil gøre "alt, hvad den kan," for ikke at få ham genvalgt.

Det siger han i et interview i Det Ovale Værelse med nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Trump overvejer han forskellige konsekvenser for Kina og dets håndtering af virusset.

- Der er mange ting, jeg kan gøre, siger Trump til Reuters. Han uddyber ikke, hvorvidt det er økonomiske konsekvenser, der er tale om.

Den amerikanske præsident har tidligere givet Kina skylden for den globale pandemi, der har kostet mindst 60.000 amerikanere livet.

Coronaudbruddet har sendt den amerikanske økonomi i recession, hvilket kan bringe Trumps genvalg ved efterårets præsidentvalg i fare.

Præsidenten har fået skudt i skoene, at han ikke har reageret hurtigt nok på virusset. Selv mener han, at Kina burde have været mere informativ til verden om coronavirusset langt tidligere.

- Kina vil gøre alt, hvad de kan, for at få mig til at tabe dette valg, siger Trump.

Han mener, at Beijing ønsker, at hans demokratiske modstander skal vinde valget for at lette det pres, som Trump har lagt på Kina blandt andet i forhold til handel.

Flere meningsmålinger peger på, at demokraten Joe Biden står til at vinde præsidentvalget. De målinger giver Trump dog ikke meget for.

- Jeg tror ikke på meningsmålingerne. Jeg tror, at indbyggerne i dette land er kloge. Og jeg tror ikke, at de vil have en mand ind, der er inhabil, siger Trump.

Han tilføjer dog, at Biden, der er tidligere vicepræsident under Barack Obama, har gjort det "overraskende godt" under pandemien.

Kilde: /ritzau/