Ny måling: Biden står til at slå Trump stort

Demokraternes Joe Biden har en føring på 14 procentpoint over USA's præsident, viser ny meningsmåling.
I en måling for avisen New York Times får præsident Donald Trump kun støtte fra 36 procent af de registrerede vælgere.
I en måling for avisen New York Times får præsident Donald Trump kun støtte fra 36 procent af de registrerede vælgere.

180Graders Redaktion,

25/06/2020

For USA's præsident, Donald Trump, går det for tiden kun en vej i meningsmålingerne, og det er nedad.

Onsdag er der kommet en ny med et alvorligt svirp til præsidenten.

En måling for avisen New York Times/Siena College viser, at han kun har støtte fra 36 procent af de registrerede vælgere, mens hans demokratiske rival, Joe Biden, står til 50 procent.

Den tidligere demokratiske vicepræsident er dermed ved at skabe sig et meget komfortabelt forspring inden præsidentvalget i starten af november.

For få dage siden viste en tilsvarende måling for Fox News en føring til Biden med 50 procent mod 38 til Trump.

Det er især kvinder og ikke-hvide vælgere, der slutter op bag Biden. Trump taber stemmer på at have vist sig som en svag leder under coronakrisen, skriver New York Times.

Trump har heller ikke undervejs i sin tid som præsident forsøgt at gøre sin vælgerbase bredere, hedder det. Det udmønter sig nu i, at Biden er foran med 14 procentpoint.

- Det er en af de ringeste tilslutninger til Trumps præsidentledelse og et tegn på, at han lige nu er den klart mest undertippede i kampen for en anden præsidentperiode, skriver avisen.

Kilde: /ritzau/