En lang række lækkede dokumenter fra amerikanske efterretningstjenester og ministerier kan oprindeligt være blevet sendt ud i et chatrum for gamere på sociale medier. Det skriver nyhedsbureauet AP.
AP henviser til platformen Discord, hvor brugere kan tale sammen direkte og udveksle videoer og tekster.
Her kom en chat om en række forskellige emner pludselig til at dreje sig om krigen i Ukraine ifølge en person, som deltog. Under denne samtale begyndte en anonym bruger at dele dokumenter, som angiveligt var klassificerede.
AP har ikke kunne verificere de oplysninger, som den anonyme bruger har givet.
Flere måneder siden
Ifølge AP er den anonyme bruger 18 år. Den pågældende chat, hvor dokumenterne skal være sendt ud i, er siden blevet slettet.
Dokumenterne blev ifølge den 18-årige bruger først lanceret sammen med brugerens egne tanker, hvorefter brugeren for et par måneder siden ifølge AP begyndte at sende billeder af fysiske dokumenter.
Dokumenterne synes ikke at have vakt opsigt uden for chatrummet førend for et par uger siden. Her begyndte de at blive sendt rundt på andre sociale medier og i større medier.
Dokumenterne ser ud til at være i samme format som briefinger til ledende politikere om national sikkerhed. Enkelte af dem ser ifølge forsvarsministeriet i USA, Pentagon, ud til at være blevet manipuleret.
Sønderlemmende afsløringer
Pentagon kalder lækagen for en alvorlig sikkerhedstrussel.
Dokumenterne indeholder militære hemmeligheder om Ukraine, Kina, Mellemøsten og andre sensitive områder og emner.
De afslører blandt andet svagheder i det ukrainske forsvar, indhold om samtaler mellem amerikanske og sydkoreanske diplomater, om ammunition til Ukraine og en rapport om den israelske efterretningstjeneste Mossads påståede støtte til protesterne mod landets nye regering.
Kilde: /ritzau/