Retssagen mod den hvide politibetjent Derek Chauvin, der er anklaget for at have dræbt den sorte mand George Floyd, er en prøve på retfærdighed og lighed i USA.
Det siger familien Floyds advokat mandag, kort inden at retssagen mod Chauvin gik i gang.
- I dag indledes en vigtig retssag, der vil være en afgørelse af, hvor langt Amerika er kommet i sin stræben efter lighed og retfærdighed for alle, siger Ben Crump.
- Hele verden holder øje, tilføjer han.
Derek Chauvin er tiltalt for at have dræbt den 46-årige George Floyd i forbindelse med en anholdelse 25. maj sidste år, hvor Floyd var mistænkt for at have forsøgt at betale med en falsk 20-dollarseddel.
Chauvin holdt ham nede i asfalten med sit knæ i næsten ni minutter. Mens Floyd lå på asfalten med håndjern på, klagede han over, at han ikke kunne trække vejret.
Floyds død, der blev filmet og siden spredte sig videre til hele verden på internettet, udløste enorme demonstrationer i både USA og andre lande.
Ben Crump siger i en udtalelse inden retssagens start, at Chauvins forsvarsadvokater formentlig vil forsøge at "angribe George Floyds person" for at forsvare den tiltalte politibetjents metoder.
- Men det her er Derek Chauvins retssag. Lad os se på hans baggrund, siger Ben Crump.
- Kendsgerningerne er enkle. Det, der dræbte George Floyd, var en overdreven brug af magt, mener advokaten.
Crump og medlemmer af George Floyds familie knælede uden for retsbygningen i otte minutter og 46 sekunder - lige så længe, som Derek Chauvin holdt sit knæ mod George Floyds hals.
Kilde: /ritzau/AFP