Vanvittige scener: Demokrater og republikaner kom i håndgemæng om våbenlov

Debatten om strengere våbenlovgivning i USA første tirsdag til håndgemæng i kongressen i Tennessee.
Medlemmerne af kongressen i Tennessee Justin Jones og Justin Pearson demonstrerede tirsdag over republikanernes tilgang til våbenlovgivning og kom senere i håndgemæng med forsamlingens formand.
Medlemmerne af kongressen i Tennessee Justin Jones og Justin Pearson demonstrerede tirsdag over republikanernes tilgang til våbenlovgivning og kom senere i håndgemæng med forsamlingens formand.

Jens Asbjørn Bøgen,

30/08/2023

To demokratiske og en republikansk lovgiver kom tirsdag i håndgemæng under et møde i den lovgivende forsamling i delstaten Tennessee.

Det skete efter en afstemning om strengere våbenlovgivning i kølvandet på et skoleskyderi i Nashville i marts, hvor tre børn og tre ansatte blev dræbt.

Det var de to demokratiske lovgivere Justin Jones og Justin Pearson, der kom op at toppes med kongressens republikanske formand, Cameron Sexton.

De tre parter begyndte at skubbe til hinanden, før de blev adskilt af andre medlemmer af kongressen.

I den særlige lovgivende forsamling, der begyndte 21. august, skulle kongressens medlemmer tage stilling til en række sikkerhedsforanstaltninger om retten til våben.

De republikanske lovgivere, som har en supermajoritet i kongressen, stemte nej til at vedtage enhver lov, der indskrænker den grundlovssikrede ret til at bære våben.

Er før blevet smidt ud

Det er ikke første gang, Jones og Pearson har trukket overskrifter for deres frembrusende stil i kongressen i Tennessee.

I april blev de ekskluderet fra kongressen efter at have deltaget i en demonstration for strengere våbenkontrol, der også var blevet til efter det samme skoleskyderi, som tirsdag var til debat.

De blev dog senere genvalgt ved et særvalg i hjemstaten.

Jones og Pearson, der begge er sorte medlemmer af kongressen, der primært består af hvide medlemmer, er udtalte tilhængere af ny våbenlovgivning, som ifølge dem vil hjælpe med mindske skyderier i de urbane områder, de repræsenterer.

Under tirsdagens møde blev der trods modstanden mod våbenlovgivning sat midler af til eksisterende sikkerhedsprogrammer.

Det fik delstatens republikanske guvernør, Bill Lee, til at udtale, at Tennessee i dag er sikrere takket været den særlige forsamling.

Se episoden fra afstemningen herunder.

Kilde: /ritzau/Reuters