Rusland ventes af aflyse militærøvelse - og årsagen er næsten pinlig

Storbritanniens efterretningstjeneste mener, at Rusland formentlig har været nødsaget til at aflyse den store militærøvelse Zapad.
Rusland holdt senest de omfattende Zapad-militærøvelser i september 2021. (Arkivfoto).
Rusland holdt senest de omfattende Zapad-militærøvelser i september 2021. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

28/08/2023

Rusland har med al sandsynlighed aflyst landets store militærøvelser, der flere gange tidligere er blevet afholdt under navnet Zapad.

Det skriver det britiske forsvarsministerium på X - det tidligere Twitter - i sin daglige opdatering om krigen i Ukraine.

Zapad skulle efter planen have været afholdt i september og være en kulmination på militærets træning i løbet af året.

Der er tale om en "fælles strategisk øvelse".

Ifølge det britiske forsvarsministerium har det russiske militærs skuffende resultater i Ukraine dog været med til at sætte fokus på, at øvelserne har begrænset træningsværdi og mere er for syns skyld.

Russerne mangler angiveligt også ressourcer.

- Rusland har formentlig aflyst Zapad 23, fordi der er for få soldater og for lidt udstyr tilgængeligt, skriver Storbritanniens forsvarsministerium.

Rusland afholdt senest militærøvelser under navnet Zapad i september 2021.

Træner forsvar af vestlige grænser

Zapad, der betyder vest på russisk, blev for to år siden afholdt ved Ruslands og Belarus' vestlige flanker - nogle steder tæt på grænsen til EU.

Det vakte bekymring hos både EU, Ukraine og forsvarsalliancen Nato.

Krigen i Ukraine blev indledt 24. februar 2022 og har varet i over halvandet år. Det er i højere grad end ventet lykkedes Ukraine at stå imod Ruslands invasion, og ukrainerne har også fået store militære donationer fra Vesten.

Ukraines viceforsvarsminister, Hanna Maljar, hævder mandag morgen, at ukrainske styrker har generobret den sydlige ukrainske by Robotyne.

Byen ligger i Zaporizjzja-regionen, som er en af fire ukrainske regioner, som Rusland under krigen har erklæret for værende russiske.

Det er sket efter folkeafstemninger, som Vesten har fordømt og affejet.

Foruden Zaporizjzja drejer det sig om Donetsk, Kherson og Luhansk.

Kilde: /ritzau/