New York Times proklamerer: Nord Stream saboteret af pro-ukrainsk gruppe

Der har længe været spekuleret i, hvem der stod bag sabotagen på Nord Stream. Nu kommer New York Times med opsigtsvækkende teori, og den går stik imod teorierne om, at Rusland skulle have stået bag sabotagen.
Foto: Pexels
Foto: Pexels

180Graders Redaktion,

07/03/2023

Den hæderkronede avis The New York Times har talt med flere unavngivne embedsmænd, der udtaler, at sabotagen på Nord Stream formentlig er udført af ukrainske eller russiske statsborgere eller en kombination af begge.

Avisen kalder de nye oplysninger for de første betydningsfulde spor, der er opstået efter flere forskellige efterforskninger af sabotagen.

Det har krævet erfarne dykkere at plante de sprængstoffer, der blev brugt på at sprænge hul i Nord Stream. Alligevel mener de pågældende embedsmænd ikke, at dykkerne arbejder for militære eller efterretningstjenester.

De nye oplysninger peger på, at bagmændene bag sabotagen er i direkte opposition til Ruslands præsident, Vladimir Putin. Det udtaler embedsmændene til avisen.

På trods af, at oplysningerne peger på, at det er pro-ukrainske personer, der står bag sabotagen, så er det ikke ensbetydende med, at Ukraines præsident eller landets militær har været indblandet i sabotagen.

Der er ingen oplysninger om, hvor de nye afsløringer kommer fra. Ligeledes er der ikke røbet noget om, hvor oplysninger kommer fra, hvor mange personer, der var involveret i sabotagen, eller hvem der har givet ordre til og betalt for sabotagen.

Der er stadig mange ubekendte i forhold til, hvad der er sket med Nord Stream. Avisen skriver, at den amerikanske efterretningstjeneste har delt deres oplysninger med deres europæiske partnere, og de nye oplysninger kan være et skridt i den rigtige retning i forhold til at finde ud af, hvad der er sket.