Kinesere til angreb på USA : I er slet ikke kvalificerede til at tale med os

En nationalistisk bølge skyller i denne tid hen over Kina-
Kineiske indbyggere kører forbi militærets propaganda  sidste år. Nu deltager mange almindelige kinesere i en ordkrig mod USA og EU. pro
Kineiske indbyggere kører forbi militærets propaganda sidste år. Nu deltager mange almindelige kinesere i en ordkrig mod USA og EU. pro

Lars Bjørknæs,

27/03/2021

"USA er ikke kvalificeret til at tale til Kina", lyder et nyt antinazistisk kinesisk slogan i forbindelse med nye spændinger mellem amerikanerne og det kommunistiske regime i Beijing.

Det er den kinesiske topdiplomat Yang Jiechi, som har fremsat udtalelsen, og sætningen er siden blevet printet på blandt andet kinesiske T-shirts og telefonetuier.

Sloganet blev udbredt i Kina, blot få timer efter Yang havde en meget "åbenhjertig og nyttig" meningsudveksling med USA's udenrigsminister, Antony Blinken, på et møde i Alaska i sidste uge, rapporterer CNN.

Den amerikanske tv-station siger, at det er et udtryk for en ny udbredt vilje i Kina til at svare igen på vestlige beskyldninger om menneskerettighedskrænkelser - navnligt mod muslimske uighurer i den kinesiske provins Xinjiang.

Mindst tre berømte kinesere meddelte lørdag, at de fra nu a boykotter det tyske modehus Hugo Boss. Vestlige foretagender som H&M og Nike står også over for boykots i Kina som følge af beskyldninger om tvangsarbejde i Xinjiang.

Hugo Boss har sagt, at det ikke vil bruge bomuld fra regionen på grund af undertrykkelsen af uighurerne.

Beskeder som "Jeg støtter bomuld fra Xinjiang" er blevet læst på Kinas sociale medie Weibo over en milliard gange.

Også Adidas og Burberry er ramt af kinesiske forbrugeres harme på sociale medier.

Aktivister og FN-menneskerettighedsgrupper beskylder Kina for at gennemføre masseanholdelser, tortur, tvangsarbejde og tvangssteriliseringer mod uighurerne i Xinjiang.

USA og EU har sanktioneret Kina for brud på menneskerettighederne for første gang i 30 år. Kina her svaret igen med sanktioner mod USA og EU, som kineserne beskylder for at sprede løgne og disinformation om uighurerne.

Kinesiske diplomater og statslige medier har kritiseret Vesten hårdt online og har kaldt kritikken af Kina "hyklerisk" med henvisninger til overgreb begået tidligere i historien af USA og Europa.

I en leder fredag skriver redaktøren af den statslige tabloidavis Global Times, Hu Xijin, at hele "slaget" om Xinjiang kan blive en ny frontlinje i den ideologiske konflikt mellem USA og Kina.

Kilde: /ritzau/Reuters