Israels præsident forlænger frist for regeringsdannelse

Oppositionsleder Benny Gantz og premierminister Netanyahu får yderligere 48 timer til at danne en regering.
Israels præsident, Reuven Rivlin (arkivfoto), har givet parlamentsformand Benny Gantz yderligere 48 timer til at danne en regering.
Israels præsident, Reuven Rivlin (arkivfoto), har givet parlamentsformand Benny Gantz yderligere 48 timer til at danne en regering.

Claes Kirkeby Theilgaard,

14/04/2020

Oppositionsleder og formand for Israels parlament Benny Gantz har fået yderligere 48 timer til at danne en samlingsregering med støtte fra premierminister Benjamin Netanyahu fra partiet Likud.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til tirsdag dansk tid.

Israels præsident, Reuven Rivlin, har givet parterne yderligere to døgn til at få en regering på plads. Det sker på baggrund af "en forståelse om, at de er meget tæt på at nå til enighed", lyder det fra præsidentens kontor.

Gantz, der er leder af alliancen Blå og Hvid, havde oprindeligt fået 28 dage til at få en regering på plads efter parlamentsvalget den 2. marts. Tidsfristen udløb ved udgangen af mandag. Nu er hans mandat forlænget til midnat mellem onsdag og torsdag.

I en fælles udtalelse natten til tirsdag fra Blå og Hvid og det højreorienterede Likud hedder det, at der er gjort "betydelig fremskridt" i retning mod, at de to ledere kan indgå en aftale.

Men den slags påstande om fremskridt i koalitionsforhandlinger har lydt adskillige gange siden parlamentsvalget den 2. marts, skriver nyhedsbureauet AFP.

Valget i begyndelsen af marts var det tredje med et uklart resultat inden for et år. Hverken Gantz eller Netanyahu har i de tre valg fået støtte nok fra vælgerne til at danne en stabil koalitionsregering.

Ifølge de seneste meningsmålinger foretrækker et flertal af de 120 medlemmer af Israels parlament, Knesset, at Gantz forsøger at stable en regering på benene, skriver AFP.

Men Gantz' chancer for at danne en stabil regering har ikke været store som følge af dyb splittelse i oppositionen mod Netanyahu. Men også i Likud er der splittelse.

Gantz blev overraskende valgt som parlamentsformand i sidste måned. Det skete med stor opbakning fra Netanyahus Likud, men kun med delvis opbakning fra sit eget parti.

Oprindeligt havde Gantz udelukket at skulle regere landet sammen med Netanyahu.

Kilde: /ritzau/