Irans vicesundhedsminister er smittet med coronavirus. Det bekræfter han i en videooptagelse, der er sendt til statsligt iransk tv.
Vicesundhedsministeren, Iraj Harirchi, er nu i karantæne, tilføjer en talsmand for sundhedsministeriet.
- Coronavirus-testen af hr. Harirchi, vicesundhedsministeren der stod i frontlinjen for at bekæmpe coronavirus, er positiv, skriver talsmanden på Twitter.
Harirchi har i de seneste par dage forsøgt at berolige befolkningen og forsikre om, at myndighederne har situationen under kontrol.
Mandag deltog han på en pressekonference, hvor han hostede og virkede svedig.
I alt er 16 mennesker døde af sygdommen Covid-19 i Iran. Det er det højeste dødstal udenfor Kina.
Tirsdag meldte Iran om 34 nye smittetilfælde. Af dem er knap halvdelen i den hellige by Qom.
I alt er 95 bekræftet smittet i Iran. Iranske myndigheder siger, at der er omkring 900 mistænkte tilfælde i landet, som skal testes.
Selv om Qom betragtes som epicentret for coronavirus i landet, er der hidtil ikke indført karantæne i byen.
Kilde: /ritzau/AFP