Ikonisk skyskraber i Sudans hovedstad i brand efter kampe

Konflikt har i månedsvis præget Sudan, hvor hærchefen er i åben krig med den rivaliserende styrke RSF.
En video viser søndag, hvordan den ikoniske bygning Greater Nile Petroleum Oil Company Tower bliver spist af flammer i hovedstaden i Sudan, Khartoum.
En video viser søndag, hvordan den ikoniske bygning Greater Nile Petroleum Oil Company Tower bliver spist af flammer i hovedstaden i Sudan, Khartoum.

Ritzau Ritzau,

18/09/2023

En skyskraber, som er et vartegn i Sudan, er i brand efter hårde kampe mellem landets militær og rivaliserende styrker.

Det skriver mediet BBC.

En video viser søndag, hvordan den ikoniske bygning Greater Nile Petroleum Oil Company Tower bliver spist af flammer i hovedstaden Khartoum.

- Det er i sandhed smertefuldt, skriver Tagreed Abdin, der er en af arkitekterne bag, i et opslag på X, tidligere kendt som Twitter.

Der er ingen meldinger om døde eller sårede i forbindelse med branden. Det er heller ikke klart, hvad der præcist fik flammerne til at bryde ud.

Luftangreb og kampe på landjorden har fundet sted i landet, siden urolighederne brød ud i april.

Tidligere denne måned blev mindst 40 personer dræbt i et luftangreb mod et marked i Sudans hovedstad, Khartoum. Det er det enkeltangreb, som har kostet flest ofre i den snart fem måneder lange militære konflikt.

Det er Sudans hærchef, general Abdel Fattah al-Burhan, der siden april har været i åben krig med den rivaliserende styrke RSF.

RSF ledes af hans tidligere næstkommanderende, Mohamed Hamdan Dagalo.

Over 2,8 millioner borgere i Khartoum er flygtet fra byen. Inden april boede der cirka fem millioner mennesker i hovedstaden.

Sundhedsmyndighederne oplyste søndag, at det største hospital i Khartoum - og Dafur-regionen - var ude af drift.

Vesten beskylder den paramilitære gruppe RSF og dens allierede for at stå bag drab på andre etniske grupper i den vestlige Darfur-region.

Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag har indledt en efterforskning af mulige krigsforbrydelser.

Også regeringshæren anklages for krigsforbrydelser, blandt andet i form af et luftangreb, der i juli kostede omkring 25 civile livet.

Kilde: /ritzau/