I ugevis har en mor og hendes danske spædbarn udholdt bombardementerne i Gaza, som de søndag aften blev evakueret fra.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en besked til Ritzau.
- Det lykkedes i går aftes at få yderligere to personer ud af Gaza. Der er tale om et dansk spædbarn og hendes mor, skriver ministeriet.
De ventes at ankomme til Danmark indenfor et par dage. Det fremgår ikke, hvor de befinder sig i øjeblikket.
Ifølge flere medier er moren palæstinensiske Heyam Ayesh, mens faren Eyad Ayesh er dansk statsborger. Han har i ugevis forsøgt at få både barn og mor ud.
- Der er således blevet evakueret i alt fire personer fra den danske evakueringsliste på nuværende tidspunkt. De evakuerede forventes at ankomme til Danmark inden for de næste par dage, skriver ministeriet.
DR har tidligere talt med moren, som forsøgte at putte vat i sit barns ører for at få barnet til at falde til ro under de mange bombardementer, som har kostet flere tusind livet.
Søndag kom det frem, at to andre personer var evakueret og befandt sig i Egyptens hovedstad, Kairo. De var de første til at blive evakueret, og de blev tilbudt hjælp af sundhedsfaglig og psykosocial ekspertise i Kairo.
Der er i alt 20 personer på den danske evakueringsliste. Indtil videre er fem statsborgere kommet på de lokale myndigheders liste over personer, der må komme ud af Gaza.
Det var palæstinensiske Heyam Ayesh ikke, men hun blev evakueret med sit danske barn. Dermed er der blevet evakueret i alt fire personer fra den danske evakueringsliste.
Israel bomber Gaza, efter at landet blev angrebet af den fundamentalistiske bevægelse Hamas, hvilket kostede 1200 israelere livet 7. oktober. Israels angreb i Gaza har kostet omkring ti gange så mange mennesker livet.
Den seneste tid er Rafah-overgangen mellem Gaza og Egypten blevet åbnet for en begrænset mængde mennesker.
Statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte det søndag "glædeligt, at de første fra den danske evakueringsliste har krydset grænsen til Egypten, og de snart er i trygge rammer igen".
- De danske myndigheder fortsætter indsatsen for at få de tilbageværende evakueret fra Gaza, sagde hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Kilde: /ritzau/