Alt tyder på frifindelse: Onsdag afgøres rigsretssagen mod Trump

Onsdag aften dansk tid skal Senatet stemme om anklagerne mod Trump, som sandsynligvis bliver frifundet.
USA's præsident, Donald Trump, kan efter alt at dømme vinke farvel til anklagerne mod sig på onsdag, når Senatet stemmer i rigsretssagen mod ham.
USA's præsident, Donald Trump, kan efter alt at dømme vinke farvel til anklagerne mod sig på onsdag, når Senatet stemmer i rigsretssagen mod ham.

Claes Kirkeby Theilgaard,

01/02/2020

USA's Senat skal stemme om anklagerne i rigsretssagen mod præsident Donald Trump på onsdag klokken 16.00 lokal tid. Det svarer til klokken 22.00 dansk tid.

Det står klart, efter at Senatet fredag har godkendt en tidsplan for resten af forløbet omkring rigsretssagen.

Af planen fremgår det, at de afsluttende bemærkninger i sagen vil blive fremlagt på mandag klokken 11.00 lokal tid - klokken 17.00 dansk tid.

Dermed har de senatorer, der kæmper om at blive Demokraternes præsidentkandidat, tid til at rejse de 1400 kilometer til primærvalg samme dag i delstaten Iowa, når de er færdige i Washington D.C.

Senatorerne Bernie Sanders, Elizabeth Warren og Amy Klobuchar er som medlemmer af Senatet domsmænd i rigsretssagen mod præsident Donald Trump.

Der er stort fokus på Iowa i forbindelse med præsidentvalget i år. Det er således den første delstat i USA, hvor vælgerne den 3. februar får mulighed for at pege på den bedst egnede demokratiske præsidentkandidat.

I rigsretssagen er Donald Trump anklaget for magtmisbrug og hindring af Kongressens arbejde.

Demokraterne mener, at han har misbrugt sin magt ved at forsøge at presse Ukraine til at grave skadelige oplysninger frem om Trumps politiske rival Joe Biden og dennes søn.

Fredag led Demokraterne et stort nederlag, da et flertal i Senatet stemte imod at indkalde vidner i sagen.

Dermed ligner det en frifindelse af Trump, når der på onsdag skal stemmes om anklagerne mod ham.

Der skal to tredjedele flertal til at afsætte præsidenten.

Trumps parti, Det Republikanske Parti, sidder på 53 af de 100 pladser i Senatet

Donald Trump søger genvalg ved præsidentvalget den 3. november. En af hans største konkurrenter er Joe Biden.

Den endelige afstemning onsdag i rigsretssagen finder sted dagen efter præsidentens årlige tale til nationen.

Således skal Donald Trump efter planen tirsdag holde den årlige State of the Union-tale i Kongressen til USA's befolkning.

Kilde: /ritzau/Reuters