Alt du skal vide om DR Deadline

I denne artikel kan du læse om DR Deadlines oprindelse og få facts om, hvordan det hele startede, og hvem der har været ansat som værter på programmet i årenes løb.
dr deadline

180Graders Redaktion,

26/05/2020

DR Deadline (ofte kaldt ”Deadline”) er et populært nyhedsprogram, der sendes dagligt og giver dagens aktuelle historier. Programmet er kendt for sin høje saglighed og store grad af professionalisme. ”Deadline” er kendt for ofte at have gæster i studiet enten i form af politikere eller eksperter, der er med til at belyse sager og historier. Herunder kan du læse om programmets oprindelse og få facts om, hvordan det hele startede, og hvem der har været ansat som værter på programmet i årenes løb.


Hvad er DR Deadline?

”Deadline” er et anerkendt TV-program, der sendes på DR2. Det er et nyheds- og aktualitetsprogram, der sendes hver aften, og hvor dagens vigtigste historier tages op til debat, analyse og diskussion. Programmet er afholdt af mange seere, som holder af nuanceringer, de saglige debatter og den store detaljegrad i nyhedsformidlingen. 

Det er kutyme, at det er de vigtigste stophistorie fra Danmark eller udlandet, som tages op i ”Deadline”. Her inviteres politikere, erhvervspersoner, direktører eller eksperter i studiet for at give en vinkel på en konkret historie. TV-programmerne kan ses både på fjernsyn og på computer. Igennem årene har der været velkendte skikkelser, som har varetaget funktionen som værter for programmet. I dag er det Jacob Rosenkrands, Niels Krause-Kjær, Lotte Folke Kaarsholm og Steen Nørskov, der er værter for det veletablerede program.

 

Hvornår startede programmet?

DR Deadline blev sendt første gang d. 5. februar 1998, hvor det dengang hed ”Før Deadline”. Navnet skyldes, at programmet altid har været sent sendt på dagen, hvilket det stadig gør. Da programmet startede med at blive sendt, var det klokken 23.00. Dengang var programmet navneopdelt i forhold til ugedagene. I hverdagene fra mandag til fredag hed det ”Før Deadline”, mens weekendudsendelserne hed ”Efter Deadline”. 

I dag har programmet ét og samme navn – DR Deadline. I år 2003 fik programmet ændret sin sendetid til 22.30, som er det tidspunkt, det fortsat sendes på i dag. Igennem de seneste 15 år har Deadline fået udvidet sin sendetid i kraft af, at der har været lanceret forskellige tilhørende programmer. 


”Deadline 2. sektion” tog sig af de kulturelle nyheder (2004-2014)

Igennem DR Deadlines mere end 20årige eksistens har der været lanceret underprogrammer. ”Deadline 2. Sektion” løb første gang over sendefladerne hos de danske seere i år 2004. Her var det primære fokus på nyheder fra kulturens verden. Her blev der sat fokus på tophistorie fra både ind- og udland, og underprogrammet henvendte sig til de danskere, som engagerede sig i de kulturelle historier. Jes Stein Pedersen var mangeårig vært for programmet og er den person, som de fleste danskere i dag forbinder ”Deadline 2. Sektion” med.


Lær mere om lillesøster-programmet ”Deadline 17.00” (2006-2013)

I år 2006 gik ”Deadline 17.00” første gang over skærmen. Det var hensigten at tilbyde de seere, som var gået i seng før 22.30, mulighed for at en update på de seneste historier belyst fra forskellige perspektiver. Kl. 17.00-udgaven havde et stærkere fokus på at bringe dagens vigtigste og mest betydningsfulde nyheder (hvor Kl. 22.30-udgaven går i dybden med de vigtigste historier).

Kl. 17.00-udgaven blev taget af sendefladen igen i år 2013. 


Hvem stod oprindeligt bag programmet?

Bag programmet stod nogle af de personligheder, som vi i dag kender fra andre sammenhænge. Iblandt de første værter var f.eks. Connie Hedegaard, der efterfølgende fik en stor karriere indenfor politik som klima- og energiminister, og som senere blev EU-kommisær for klima.

Christine Antorini er en anden kendt skikkelse, der var iblandt de første værter på ”Deadline”. Efter sin tid som vært blev hun i år 2005 valgt ind i Folketinget for Socialdemokraterne. Journalisten Poul Smidt var mandlig vært i årene omkring år 2000 og har siden skabt sig en karriere som politisk rådgiver. 


Hvem har været værter på DR deadline?

For mange danskere står ”Deadline” som et ikonisk program, som det er umuligt at forestille sig ikke skulle eksistere. Hvor du i de klassiske nyheder får mange historier portrætteret, gås der i dybden med de mest aktuelle sager i DR Deadline. 

De værter, som bliver ansat på programmet, har tradition for at administrere programmet i mange år á gangen. Der er stor grad af kontinuitet, når det gælder de værter, som siden programmets start har stået for at give de danske seere de vigtigste tophistorier. 

Værterne på programmet har blandt andet været:

  • Anja Bo
  • Poul Smidt
  • Nikolaj Sommer
  • Martin Breum
  • Kurt Strand
  • Martin Krasnik
  • Mads Brügger
  • Clement Kjersgaard
  • Camilla Thorning
  • Connie Hedegaard 
  • Christine Antorini
  • Adam Holm

Det har været skiftende, hvor mange værter der har været tilknyttet programmet ad gangen. Der har været tendens til, at værterne har haft forskellige fokusområder. Hvor Martin Krasnik og Clement Kjersgaard har stået for debatter, har andre af værterne primært stået for formidlingen af nyhederne. 

Martin Krasnik skiller sig ud, da han har været vært for programmet i forskellige perioder. 


Hvordan kan jeg se DR Deadline?

I dag findes der masser af muligheder for at få dagens vigtigste historier, uanset om du er på farten eller ikke har et fjernsyn. På DR’s hjemmeside finder du en særskilt rubrik for det populære og roste nyhedsprogram. På undersiden for ”Deadline” finder du en liste med den seneste måneds udsendelser. Gik du glip af en udsendelse i forrige uge, eller missede du programmet i går, kan du nemt blive opdateret på hjemmesiden. 

Du kan klikke dig direkte frem til de programmer, som du vil se. Der er angivet datoer og kerneindhold i undertitlerne til de mange udsendelser, så du hurtigt kan få et indblik i, hvilke programmer der er relevante for dig. Derudover finder du ”Deadline” på Facebook og Twitter. Liker du siden får du automatisk opdateringer på de seneste nyheder fra ind- og udland, og du får smagsprøve på aftenens udsendelse. 


Værd at vide om DR Deadlines udsendelser i 2020

For første gang i programmets historie har det været lukket ned som følge af Corona-krisen, der lagde Danmark ned fra midten af marts 2020. De kendte værter på programmet blev sendt hjem som følge af en beslutning om at sikre dem imod risiko for at blive ramt af Covid-19 virusset. 

Af denne grund har programmet haft en længerevarende pause og har ikke været sendt til den velkendte tid kl. 22.30 på DR2. 


Læs også: Alt du skal vide om Borgen Unplugged