Nick Hækkerup for retten i dag: Anklaget for misbrug af ulovligt loggede teleoplysninger

I dag er sidste retsdag i sagen anlagt mod Nick Hækkerup i hans egenskab af justitsminister i forhold til, om han og hans ministerium i strid med reglerne, har tilladt logning af teleoplysninger.
Folketingets pressefoto af Nick Hækkerup
Folketingets pressefoto af Nick Hækkerup

Lars Bjørknæs,

06/05/2021

Her fra klokken 9.30 bliver der fyldt godt op i Retssal 16 i Østre Landsret, når der er sidste retsdag i sagen anlagt af Foreningen imod Ulovlig Logning mod justitsminister Nick Hækkerup. Det i en tvist som efterhånden har været flere år undervejs ved domstolene, hvilket blandt andet skyldes, at Justitsministeriet tilbage i 2018 krævede udsættelse, indtil en ifølge ministeriet lignende sag var blevet afgjort ved EU-domstolen.

Et krav ministeriet ikke kom igennem med, hvorfor det i dag er dets advokat, Kammeradvokaten, der skal stå for den afgørende procedure. Det efter at det i går var advokaterne for Foreningen imod Ulovlig Logning, Bird & Bird, som fremførte deres afsluttende bemærkninger for dommerne i Østre Landsret.

Det for at overbevise dem om, at Justitsministeriet senest under ledelse af Nick Hækkerup, har foretaget opretholdelsen af den såkaldte Logningsbekendtgørelse. En fortsættelse der ifølge stævningen, er i strid med såvel EU-retten som menneskerettighederne.


Påstand : Politiet bruger i strid med reglerne teleoplysninger – og kræver at du skal bevise din uskyld

Sagen er principiel af flere årsager, men ifølge Foreningen imod Ulovlig Logning er den måske vigtigste måden, som politi og anklagemyndighed behandler ulovligt indsamlede logningsdata på.

Det er desuden foreningens påstand, at også ukorrekte teleoplysninger er blevet brugt i straffesager. Det ved at politi og anklagemyndighed har påberåbt sig, at telefoner og dermed også dens ejermænd har befundet sig på gerningssteder. Derefter har kravet fra politi og anklagemyndighed været, at ejermændene har skullet bevise deres manglende tilstedeværelse – og dermed uskyld. I modsat fald har konsekvensen været først sigtelser og tiltaler, hvilket er blevet fulgt op med krav om blandt andet varetægtsfængsling.

For at sagen overhovedet er kommet så langt, har Foreningen imod Ulovlig Logning foretaget en omfattende fundraising. Således oplyser foreningen på sin hjemmeside, at den har været i stand til at rejse lige over 1 million kroner, hvilket er sket via frivillige bidrag.

Når dagens procedure er overstået, skal foreningen dog til en vis grad væbne sig med tålmodighed. Det skyldes at det først forventes, at dommen bliver afsagt i løbet af juni.