Redaktør fyret efter massiv kritik: Udgav opfordring til at bruge militær magt mod protester

Udgivelsen af en klumme, hvori der opfordres til militær magt mod protester i USA, koster redaktør jobbet.
Sloganet "Black Lives Matter" er blevet brugt flittigt under demonstrationer mod den sorte mand George Floyds død i politiet varetægt.
Sloganet "Black Lives Matter" er blevet brugt flittigt under demonstrationer mod den sorte mand George Floyds død i politiet varetægt.

180Graders Redaktion,

08/06/2020

En redaktør fra den amerikanske avis The New York Times går af efter at have mødt massiv kritik.

Det oplyser avisens forlægger, A. G. Sulzberger, i en meddelelse til alle medarbejdere på The New York Times, skriver avisen selv.

Bruddet sker, efter at redaktøren ved navn James Bennet blev kritiseret heftigt af avisens medarbejdere for at have publiceret en klumme fra den republikanske senator Tom Cotton, der opfordrer til udøvelse af militær magt mod de verserende demonstrationer i USA.

I første omgang forsvarede James Bennet at have bragt klummen, da han mente, at avisen skulle vise ideologisk diversitet.

I Tom Cottons klumme opfordrer senatoren til en "overvældende brug af magt for at sprede, anholde og afskrække lovbrydere".

Amerikanske storbyer har været ramt af store og voldelige protester efter den sorte mand George Floyds død i politiets varetægt i byen Minneapolis.

Ifølge nyhedsbureauet AFP fik klummen 800 medarbejdere fra avisen til at skrive under i en underskriftsindsamling, der protesterede mod klummen.

Flere medarbejdere skrev på Twitter ifølge AFP: "At udgive denne sætter sorte New York Times-medarbejdere i fare".

Kilde: /ritzau/