Joe Biden officielt nomineret som præsidentkandidat

På andendagen af Demokraternes konvent er Joe Biden formelt blevet udpeget som udfordrer til Donald Trump.
Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

180Graders Redaktion,

19/08/2020

Den 77-årige Joe Biden er formelt blevet nomineret som præsidentkandidat for Demokraterne på partiets konvent.

Det skriver det amerikanske medie CNN natten til onsdag dansk tid.

- Tak til jer alle. Det betyder alt for mig og min familie. Og vi ses på torsdag, siger den forhenværende vicepræsident Biden i et direkte webcast fra sin hjemstat Delaware.

På grund af coronakrisen bliver stort set hele konventet afviklet virtuelt.

Mens den tidligere førstedame Michelle Obama var blandt talerne på førstedagen af konventet, var den forhenværende præsident Bill Clinton blandt hovedtalerne tirsdag.

Og i lighed med Obama gik Clinton til angreb på præsident Donald Trump og hans håndtering af coronapandemien.

- I en tid som denne burde Det Ovale Værelse (i Det Hvide Hus) være en kommandocentral. I stedet er det et stormcenter. Der er udelukkende kaos. Kun én ting ændrer sig aldrig - hans fastholdelse i at nægte at tage ansvar og give andre skylden, siger Bill Clinton om Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Konventet slutter på torsdag, hvor højdepunktet bliver Joe Bidens takketale for at være udpeget som personen, der skal forsøge at besejre Trump ved valget i november.

Med under tre måneder til valget ser Bidens muligheder for at vinde gode ud. I flere meningsmålinger har han en solid føring over Trump.

Også i flere af de såkaldte svingstater, hvor det på forhånd er svært at forudsige udfaldet, og som ofte har vist sig at spille en afgørende rolle ved præsidentvalg.

Donald Trump var tirsdag i Arizona, som er en af de stater, hvor begge kandidater kan gøre sig forhåbning om at få flest stemmer.

I en tale til tilhængere betegnede han blandt andet Joe Bidens plan for immigration for "radikal og ekstrem".

Talsmanden for Trumps valgkampagne, Tim Murtaugh, sagde tirsdag aften lokal tid, at Bidens nominering betyder, at "hans vejledere fra den radikale venstrefløj nu formelt styrer" valgkampagnen.

Kilde: /ritzau/