Israel og Emiraterne indgår historisk fredsaftale

Ny fredsaftale mellem Israel og Emiraterne vil bremse israelske planer om at annektere dele af Vestbredden.
USA's præsident, Donald Trump, får bifald efter at have meddelt, at Israel og De Forenede Arabiske Emirater the United Arab Emirates har indgået en fredsaftale, der vil medføre en fuld normalisering af relationerne mellem de to lande. Trump bidrog til at få aftalen på plads, hedder det.
USA's præsident, Donald Trump, får bifald efter at have meddelt, at Israel og De Forenede Arabiske Emirater the United Arab Emirates har indgået en fredsaftale, der vil medføre en fuld normalisering af relationerne mellem de to lande. Trump bidrog til at få aftalen på plads, hedder det.

180Graders Redaktion,

14/08/2020

Israel og De Forenede Arabiske Emirater har indgået en fredsaftale, der fører til fuld normalisering af de diplomatiske relationer mellem de to lande.

Aftalen stopper yderligere israelsk annektering af palæstinensiske områder, siger kronprinsen i De Forenede Arabiske Emirater ifølge Reuters.

- Under en telefonsamtale med præsident Trump og premierminister Netanyahu blev en aftale indgået om at stoppe yderligere israelsk annektering af palæstinensiske territorier, siger kronprinsen, Sheikh Mohammed Bin Zayed.

- De Forenede Arabiske Emirater og Israel er også enedes om at samarbejde og lægge en køreplan i retning af at etablere et bilateralt forhold, siger han.

I en fælles udtalelse fra de to lande samt USA hedder det, at Israel har indvilget i "at suspendere planer om erklæring af suverænitet" over områder på Vestbredden.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ventes torsdag klokken 18 dansk tid at holde en pressekonference.

I en første kommentar skriver Israels ambassadør i Washington på Twitter, at det er "en stor dag for freden!".

Også USA's præsident, Donald Trump, hylder aftalen, der har fået navnet Abraham-aftalen.

- STORT gennembrud i dag! Historisk fredsaftale mellem vores to GODE venner, Israel og De Forenede Arabiske Emirater, skriver Trump i et tweet.

Trump har hjulpet med at forhandle aftalen på plads, fremgår det af en fælles udtalelse.

Over for journalister antyder han, at der er mere under opsejling.

- Der sker ting, som jeg ikke kan tale om, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fra palæstinensisk side lyder der derimod kritik. I en første kommentar anklager Hanan Ashrawi, der er talskvinde for den palæstinensiske paraplyorganisation PLO, Emiraterne for normaliseringen med Israel.

- Israel er blevet belønnet for ikke åbent at have erklæret, hvad det på ulovlig vis og vedvarende har gjort mod Palæstina siden begyndelsen af besættelsen, skriver hun.

Hun henviser til et andet tweet om, at "Israel ikke formelt vil annektere og udøve suverænitet" over jord, landet i praksis "allerede har annekteret og udøver suverænitet over".

Israels nye samlingsregering havde aftalt, at Netanyahu fra den 1. juli kunne indlede processen med at annektere dele af Vestbredden. Det har mødt massiv international kritik, dog ikke fra USA.

Kun to andre arabiske lande - Egypten og Jordan - har diplomatiske bånd med Israel.

Kilde: /ritzau/Reuters