Sverige er nu Europas mest skydegale land - men det skyldes ikke indvandring ifølge svensk forsker

Sverige er gået fra bunden til toppen i Europa, hvad angår antallet af dødelig skudepisoder
I Sverige sker 8 ud af 10 skuddrab i kriminelle miljøer. Her fra en episode i juni 2019 i Sollentuna nord for Stockholm, hvor en 17-årig blev dræbt og en 23-årig hårdt såret af skud. Ifølge politiet var det et opgør i bandemiljøet.
I Sverige sker 8 ud af 10 skuddrab i kriminelle miljøer. Her fra en episode i juni 2019 i Sollentuna nord for Stockholm, hvor en 17-årig blev dræbt og en 23-årig hårdt såret af skud. Ifølge politiet var det et opgør i bandemiljøet.

Lars Bjørknæs,

26. maj 2021

Sverige er det land i Europa, der har flest dødelige skudepisoder, viser en ny rapport fra det svenske kriminalpræventive råd.

22 europæiske lande indgår i undersøgelsen, der løber fra 2000 til 2019.

Mens tendensen med skuddrab har været faldende i det øvrige Europa, har den været stigende i Sverige, skriver mediet SVT.

Det kriminalpræventive råd havde fået til opgave at kortlægge skuddrab i Sverige. Den viser, at Sverige lå helt i top i 2018, mens landet lå i bunden i 2000 sammenligning med de øvrige 22 lande.

Den opadgående tendens tog fart fra 2013.

- Øgningen i Sverige kan ikke ses noget andet sted i Europa. Sverige har bevæget sig fra bunden til toppen i Europas statistik, siger Klara Hradilova-Senin fra det kriminalpræventive råd, Brottsförebyggande.

Studiet viser, at 8 ud af 10 skuddrab sker i kriminelle miljøer, hvor narkohandel og bandeaktiviteter ofte er et element.

- Men de her faktorer findes i flere andre europæiske lande, påpeger hun. Men der er ikke nogen god forklaring på, hvorfor voldelige skudepisoder stiger mest i Sverige.

Det konservative Moderaternes retspolitiske ordfører, Johan Forsell, mener, at den store tilstrømning af migranter er en del af forklaringen.

- Vi har en retspolitik, der har været for slap. Og vi har en migration, som har været alt for stor, og en integration som ikke har været i stand til at håndtere det, siger han til avisen Expressen.

Kilde: /ritzau/