USA vil sætte Yemens Houthi-bevægelse på terrorliste

Diplomater frygter, at beslutning om at sætte bevægelse på terrorliste kan påvirke snakke om fred i Yemen.
Pompeos bebudede tiltag træder efter planen i kraft 19. januar. (Arkivfoto).
Pompeos bebudede tiltag træder efter planen i kraft 19. januar. (Arkivfoto).

180Graders Redaktion,

11/01/2021

Yemens Houthi-bevægelse bør fremover betegnes som en terrororganisation.

Det meddeler USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, i en erklæring.

- Udenrigsministeriet vil meddele Kongressen om min hensigt om at betegne Ansar Allah - nogle gange refereret til som houthier - som en udenlandsk terrororganisation, hedder det i erklæringen.

Han oplyser også, at tre fremtrædende ledere i bevægelsen skal betegnes som terrorister.

Houthi-bevægelsen har været Yemen-regeringens modstander i en seks år lang borgerkrig. Yemens regering er støttet af Saudi-Arabien. Saudi-Arabien er sunnimuslimsk, houthierne er shiamuslimer og støttes af Iran.

Diplomater frygter, at beslutningen kan påvirke snakke om fred i Yemen negativt.

Ligeledes er der bekymring for, at det kan komplicere indsatsen for at bekæmpe den humanitære krise i landet. Krisen betegnes som verdens største.

Houthi-bevægelsen har rødder i Iran. Beslutningen om at sætte den på terrorlisten skal derfor også ses i lyset af, at præsident Donald Trumps administration de seneste uger har øget sanktioner mod Iran.

Yemens udenrigsministerium meddeler på Twitter, at regeringen bakker op om USA's beslutning. Omvendt møder tiltaget stærk kritik fra Houthi-bevægelsen.

- Trump-administrationens politik og opførsel er terroristisk, skriver Mohammed Ali al-Houthi fra bevægelsen på Twitter.

Demokraternes Joe Biden overtager præsidentembedet efter Trump 20. januar.

Pompeos bebudede tiltag træder efter planen i kraft 19. januar.

Ifølge analytikere forsøger Trump-administrationen at gøre det sværere for Biden at indgå i nye snakke med Iran.

Blandt andet om igen at slutte sig til atomaftalen med Iran.

Donald Trump trak i maj 2018 USA ud af atomaftalen med Iran og genindførte samtidig sanktioner mod landet.

I atomaftalen fra 2015 lyder det, at Iran må have beriget uran på maksimalt 3,67 procent. Det kan benyttes som brændsel i kernereaktorer.

Ifølge nylige meldinger fra Iran beriger landet igen uran med en renhed på 20 procent på et atomanlæg. Det er omtrent samme niveau, som landet var nået op på inden atomaftalen i 2015.

Reuters

Kilde: /ritzau/