Ungarn lukker gymnasier og restauranter i 30 dage

Hvis smittetal blive ved at stige i nuværende tempo, vil hospitaler ikke kunne følge med, siger Viktor Orbán.
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, annoncerer mandag en ny delvis nedlukning af samfundet, som skal gælde de kommende 30 dage.
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, annoncerer mandag en ny delvis nedlukning af samfundet, som skal gælde de kommende 30 dage.

180Graders Redaktion,

09/11/2020

Ungarn har besluttet at lukke restauranter, museer, teatre og fitnesscentre i 30 dage for at bremse spredning af coronavirus.

Det siger Ungarns premierminister, Viktor Orbán, i en tale, som transmitteres på hans Facebook-profil. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forsamlingsforbuddet bliver samtidig sænket til ti personer, og regeringen vil indføre et udvidet udgangsforbud i nattetimerne.

Landets gymnasier skal lukke, mens videregående uddannelser skal gå over til onlineundervisning.

Derudover vil alle sportsbegivenheder skulle afholdes uden publikum, og alle større forsamlinger bliver forbudt.

Hotellerne i Ungarn må den kommende måned ikke tage imod turister, men udelukkende forretningsrejsende, lyder det.

Den nye delvise nedlukning er nødvendig, understreger Orbán i sin tale.

- For hvis smittetallene med coronavirus fortsætter med at stige i det nuværende tempo, så vil Ungarns hospitaler ikke kunne klare presset, siger premierministeren.

Ungarn har et af Europas højeste antal indlagte med coronavirus per 100.000 indbyggere. Det viser tal fra det europæiske smitteforebyggelsescenter, ECDC.

Hospitalerne er allerede så pressede, at operationer udskydes, mens ansatte på hospitalerne sendes til de hårdest ramte områder af landet.

De nye restriktioner indføres, efter at Ungarns lærerforening har bedt forældre om ikke at sende deres børn i skole for at beskytte lærere og forældrene selv mod coronavirus.

Men deres ønske om at lukke skolerne er ikke en del af regeringens nye nedlukning.

Restriktionerne træder i kraft onsdag i denne uge.

I første omgang vil de gælde de kommende 30 dage, og derefter vil de kunne forlænges, hvis det bliver nødvendigt.

Kilde: /ritzau/