Syrer får dom i Tyskland for at hjælpe Assad med forbrydelser

44-årige eksagent dømmes for at anholde og føre demonstranter til torturfængsel i Damaskus i 2011.
Den anklagede syrer, den 44-årige  Eyad al-Gharib, føres ind i retten i Koblenz onsdag. Her får han fire et et halvt års fængsel for at bistå Assad-regimet med tortur og fængsling.
Den anklagede syrer, den 44-årige Eyad al-Gharib, føres ind i retten i Koblenz onsdag. Her får han fire et et halvt års fængsel for at bistå Assad-regimet med tortur og fængsling.

180Graders Redaktion,

24/02/2021

En tidligere syrisk agent er onsdag ved en domstol i den tyske by Koblenz idømt fire et halvt års fængsel for at medvirke til forbrydelser mod menneskeheden.

- Den anklagede idømmes fire år og seks måneders fængsel for at hjælpe og bistå til forbrydelser mod menneskeheden i form af tortur og fratagelse af frihed, lyder det fra dommeren.

Han tilbageholdte i 2011 ved starten af konflikten i Syrien demonstranter. De blev ført til et fængsel i hovedstaden Damaskus.

Det er den første retssag i Tyskland, der træffer afgørelse om tortur begået af præsident Bashar al-Assads regering.

Den 44-årige Eyad al-Gharib var anklaget for at have bragt mindst 30 regeringsfjendtlige demonstranter til fængslet Al-Khatib for at blive tortureret i efteråret 2011.

Det var, mens han arbejdede for efterretningstjeneste i Syrien. Han flygtede senere til Tyskland, hvor han blev anholdt i februar 2019.

Imens ventes retssagen mod en anden tiltalt, den hovedmistænkte Anwar Raslan, at fortsætte ved domstolen i Koblenz.

Den 58-årige syrer er en formodet tidligere oberst i det syriske sikkerhedsvæsen, som flygtede til Tyskland. Han skal have stået i spidsen for drabene på 58 mennesker og tortur af 4000 andre i Al-Khatib-fængslet.

Forbrydelserne skal være i sket perioden fra 29. april 2011 til 7. september 2012.

Der ventes dom senere i år.

AFP

Kilde: /ritzau/